Puks brevkasse: Jeg er bange for krig

Lørdag, 9. april 2022
af Puk Elgård. Foto: PantherMedia
Læseren er bange for krigen i Ukraine og tænker på, om der er andre, som har det på samme måde.

Et hjertesuk herfra: Jeg er så bange for krigen i Ukraine. Mine nerver er i forvejen flossede på grund af pandemien, og nu kommer det her. Jeg kan ikke klare mere.

Jeg ser tv og prøver at forstå det hele, men ligger vågen og tænker på, hvad Putin kan finde på, og jeg frygter 3. verdenskrig. Jeg kan snart ikke holde til det.

Mon der er andre, der har det som mig? Tak Puk, fordi du lyttede.

Hilsen Den bange

Kære Den bange

Jeg kan garantere dig, at mange har det som dig. Jeg, f.eks., er også bange. Jeg er også træt i systemet og ligger også vågen og tænker på denne usikre tid.

Jeg vil anbefale dig kun at se nyheder én gang om dagen. Det nytter ikke noget at sidde klisteret til skærmen og forsøge at følge med. Man bliver meget mere nervøs.

Personligt har jeg fundet en lille ting, som hjælper mig. Jeg har før fortalt, at jeg ikke er religiøs, det er jeg stadig ikke, men jeg har fundet ud af, at bønner hjælper. Det er sådan set ligegyldigt, hvem man beder til. Det kan være den Gud, man føler sig tættest på. Det kan være universet, det kan være moder natur eller bare noget, man finder tryghed i.

Det hjælper at sætte sig ned og finde ro. Lukke sine øjne. Formulere sine håb, fremsige en bøn og sende sine tanker afsted. Det synes jeg, du skulle prøve. Og hvem ved, måske lytter universet?

Du får et stort kram fra mig. Pas på dig. Du er ikke alene, og vi er nødt til at tro på det gode.

Varme hilsner fra Puk