Puks brevkasse: Jeg er træt af hans hyggetøj

Onsdag, 27. april 2022
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann
Kan læseren bede sin mand om at tage noget finere tøj på, når de skal ud i byen? 

Jeg er en kvinde midt i 40’erne, og jeg har – synes jeg – fundet manden i mit liv. Vi har været sammen i tre år, og vi har fået de børn, vi skulle have, med vores eks’er og er begge fraskilte.

Alting fungerer fint – og alligevel ikke, og det er jo derfor, jeg skriver.

Min nye mand er dejlig, men hver gang vi skal noget, tropper han op i hyggebusker og T-shirt. Jeg kan godt lide at tage pænt tøj, et par hæle og makeup på, men foreslår jeg en skjorte eller en jakke, siger han, at han ikke kan hygge sig i sådan noget tøj. Han gider ikke føle sig som en fugl i et bur. Så det er altså til fester, i byen og alle steder, han tropper op i hyggetøj. Han er på alle måder fantastisk og superdejlig, men kan jeg ikke bede ham om at dresse lidt op indimellem?

Pyntepigen

Kære Pyntepigen

Hvis det var nogen, der ville bestemme, hvilket tøj jeg skulle have på, ville jeg blive megahidsig. Hvis Lothar sagde, at jeg skulle tage høje hæle og makeup på, så ville jeg glo på ham og vende om på den flade hæl i mine gummisko.

Hvad ville du sige, hvis din mand bad dig troppe op i T-shirt og hyggebukser? Det skulle han ikke bestemme, vel?

Hvis han på alle mulige måder er dejlig, kan du så ikke bare lade ham være, som han er? Skulle der følge en dresscode med på en invitation, det gør der jo indimellem, kan I læse invitationen sammen, og så kan han nok forstå, at han skal tage en jakke eller en skjorte på, men ellers synes jeg egentlig bare, du skal nyde ham.

Vi skal ikke gøre vores partnere til projekter.

Varme hilsner fra Puk