Puks brevkasse: Jeg vil aflyse ferien med veninden

Onsdag, 1. februar 2023
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann.
Læseren ønsker at aflyse ferien med sin veninde, men er bange for at ødelægge den gode stemning. Hvordan får man det sagt, spørger læseren Puk.

Jeg har fået en ret ny veninde i min vennekreds, og jeg har åbenbart på en eller anden måde mistolket hendes væsen.

Da vi mødtes første gang, slog hun nærmest benene væk under mig, og jeg blev vældig betaget af hendes gode humør og hendes intelligens. Vi aftalte at rejse til en storby i Europa for at dyrke kulturen og hygge os sammen.

Nu har jeg lært hende bedre at kende og har også set hendes ubehagelige sider, for hun viser sig at være nærig og manipulerende – det ligger lige under overfalden.

Lige nu venter hun på, at vi skal bestille den aftalte rejse, men jeg er fast besluttet på ikke at ville afsted med hende.

Nu kommer mit spørgsmål: Jeg skal om kort tid til en stor fødselsdagsfest, hvor hun også kommer, og jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal fortælle hende før eller efter festen, at rejsen ikke bliver til noget?

Mon jeg ødelægger den gode stemning, eller skal jeg se at få katten ud ad sækken? Hvad ville du gøre?

Veninden.

Kære Veninden.

Sådan kan det gå. Folk udstråler ét, og når man lærer dem at kende, indeholder de noget helt andet end det, man troede.

Godt, at du er opmærksom. At tage på ferie med en nærig og manipulerende person er lidt som at smide penge og gode tider lige ud ad vinduet. Det bliver et nej tak.

Hvor længe er der mon til den fest? Egentlig hælder jeg mest til at få det sagt inden.

Du kan risikere, at hun ellers sidder og fortæller om den ferie, I skal på sammen, og du vil være nødt til at spille med på et skuespil og ender måske med at lyve over for et helt “publikum”, når du skal sidde der og sige, at du glæder dig til turen, hvorefter du aflyser. Det giver egentlig bare mere at forklare.

Man kan jo give afslag på flere måder. Du behøver ikke indlede samtalen med “hey, hør her, jeg har tænkt over det, jeg kan ikke lide dig alligevel”. Du kan pakke det lidt ind og få budskabet til at glide ned på en anden måde.

Se at få det sagt. Og så har I begge et ansvar for ikke at ødelægge den gode stemning til festen. Skulle der opstå diskussioner, og hvis hun prøver at teste dig, må du henvise til, at I tager den snak, når festen er forbi.

Du gør ikke noget forkert ved at passe på dig selv.

Varme hilsner fra Puk.