Puha, jeg ved snart ikke mine levende råd. Jamen herre jemini, loftet er bogstaveligt talt ved at falde ned over hovedet på mig.
Jeg er 56 år, bor med min mand, og vores børn er flyttet hjemmefra. Den sidste for to måneder siden, og nu skulle vi hygge os, leve livet og skumme fløden efter at have sat fire velfungerende børn i verden og sendt dem godt ud til deres egne liv.
Men jeg tror, min mand synes, her blev for stille, så nu har han da mistet forstanden og er begyndt at bygge om og rive ned.
LÆS OGSÅ: Puks brevkasse: Sure og brokkende mennesker går mig på
Jo, han er en handyman, men det hele skal ske på den halve tid, og han roder og banker og støjer i alle sine ledige timer. Så forsøger jeg at finde et lille hjørne, hvor jeg kan sidde med mit tæppe, fjernsyn og strikketøj, men så skal gulvet absolut afhøvles lige der, og så må jeg flytte igen. Så finder jeg et nyt sted, men så skal der males osv. osv. osv. Sur er han også. Han brokker sig fra morgen til aften.
Det var ikke lige sådan, jeg havde forestillet mig, at vores hvedebrødsdage skulle være, når sidste pipfugl var fløjet fra reden. Jeg har virkelig lyst til at forlade ham midt i byggerodet, for jeg ved da ikke, hvordan jeg skal holde det ud. Hvad tror du stikker ham? Er det normalt?
Den forvirrede kone
LÆS OGSÅ: Puks brevkasse: Han er ved at blive en gammel gnavpotte
Kære den forvirrede kone
Ja, jeg tror egentlig, det er ret normalt. Uden at kende din mand tror jeg, han reagerer på den nye situation og har brug for at markere den forandring, I går igennem. Han har brug for at føle sig nyttig. Det er også en omvæltning for ham, at I ikke længere har hjemmeboende børn, og nu har han måske brug for noget tid til at finde ud af, hvem han så er. Det kan være, han tænker på sin alder. Nu skal han saftsuseme bevise, at han ikke er gammel, selv om han ikke har hjemmeboende børn, og så sætter han huset i stand. Se, hvad jeg kan! Han har måske brug for at bygge reden om.
Jeg kan godt forstå, det skaber uro, og det harmonerer måske ikke med billedet af, at han skulle sidde og massere dine fødder, mens du strikker, og I ser tv, men du kunne jo også have haft en mand, der havde sat sig i et hjørne og nægtet at bevæge sig.
LÆS OGSÅ: Brev til Puk: Jeg kan ikke blive klog på min mand
Måske er din transformation fra mor med hjemmeboende børn til mor med udeboende børn mere mental, og hans er fysisk? Alle de nybagte forældre, jeg kender, giver jeg altid samme råd: Alt det, man siger det første år med et spædbarn, det gælder ikke. Man er så porøs, så træt, så rundforvirret, og de skænderier, man har i den periode uden søvn, skal ikke tælle på samme måde, som når man ikke står midt i noget livsændrende. Kunne samme regel gælde nu?
Han skal selvfølgelig ikke brække det gulv op, du står på, og fjerne køkkenet, mens du laver mad, men kan du ikke prøve at se hans projekter som en del af hans nye identitet og livsvilkår? Og så må du selvfølgelig bede om ro en gang imellem.
Mange hilsner fra Puk
