Min mand og jeg er begge midt i livet, har begge været gift før og har nu været gift i otte år, men har kendt hinanden i 10 år. Jeg har fire børn, der alle har et godt liv, og ingen af dem har jeg haft store problemer med. Min mand har et stedbarn, som hans ekskone havde med i deres ægteskab.
Læs også: Brev til Puk: Han kan ikke acceptere mine sønner
Min mand var lige kommet ud af et misbrug af alkohol og hårde stoffer, et år før jeg mødte ham. Han har næsten hele sit liv haft et misbrug, men nu har han været clean og ædru i 12 år, og det har hans ekskone også. Vi har et rigtig godt forhold til hinanden og også til min eksmand.
Jeg arbejder som social- og sundhedshjælper på 26. år, min mand er førtidspensionist. Mine børn elsker ham, og jeg er mormor til to børnebørn på 18 og ni år, som også holder meget af ham. Mine to ældste drenge bor nu i København med deres kærester, og de venter sig, så jeg skal også være farmor.
Læs også: Kvinde til Puk: Gift med en egoist
Problemet er – og har været det de seneste fem år: Min mand sviner mine børn og svigerbørn til, når de ikke er der. Så sidder de forkert i sofaen, så larmer de, de må nærmest ikke komme på besøg, og de må slet ikke spise her. Dog overgiver han sig, når de først er her, og efter aftale, så er han så sød.
Nu må jeg ikke tale om de to nye børnebørn og heller ikke købe lidt babytøj. Vi bor til leje og har, så vi klarer os økonomisk og lidt til. Min mellemste søn har spurgt, om deres søn må kalde min mand “bedstefar", men det er han vred over, han vil ikke være bedstefar.
Han skælder mig ud og råber mange gange i løbet af en dag, for eksempel at jeg er doven og ikke gider lave noget. Han brokker sig over det mindste, og der må helst ikke komme gæster hos os (det har der så heller ikke været længe grundet corona).
Læs også: Puks brevkasse: Mit voksne barnebarn har mistet gnisten
Min yngste søn er lige nu i livgarden. Hans kæreste bor hos sine forældre i samme by som os, og når han er hjemme, bor han hos dem. For min mand har sagt, at han ikke må bo her mere! Og jeg må ikke invitere dem på mad en aften i weekenden, når min søn er i byen.
Jeg har nu så ondt i maven af at skulle glatte ud hele tiden. Jeg har et meget åbent og positivt sind og vil bare gerne have lov til at glæde mig og være glad. Skal jeg virkelig vrage mine børn og sige, de ikke må komme uden hans tilladelse?
Min mand gør så meget godt og forkæler mig på mange områder, det elsker jeg ham for. Men jeg kan ikke holde ud at høre hans evindelige ondskabsfulde lort om mine børn, og at han hver uge beder om skilsmisse eller beder mig flytte (det var hans lejlighed, da vi flyttede sammen).
Han siger, han elsker mig, men når vi har skændtes, ligger jeg søvnløs hele natten og tænker. Hvis jeg boede alene, var der ingen til at bestemme, om mine børn måtte komme på besøg.
Er det her brok resten af mit liv, eller ...?
Mig
Læs også: Puks brevkasse: Jeg føler mig kvalt i vores forhold
Kære Mig
Jeg er ikke sikker på, du vil kunne lide mit svar, lige når du læser det. Men jeg håber, du kommer til at kunne lide det. Faktisk vil jeg bede dig læse det mindst en gang om ugen det næste stykke tid.
Først vil jeg ridse det op, som man altid skal gøre som loyal partner, når den, man elsker, er plaget. Du skal prøve, om du kan finde årsagen til din mands mistrivsel. Har han en depression? Er han på vej ud i misbrug igen? Skylder han penge? Føler han sig overset?
Når du har forsøgt at åbne samtaler om de emner, og du har forsikret ham om, at du elsker ham, selv om du gerne vil dele din opmærksomhed med resten af din familie, så begynder du at kigge indad. Og her begynder det svære arbejde.
Læs også: Puks brevkasse: De talte forarget om andre
Du skal huske, at du er en person med mange ressourcer. Du har formået at bevare et godt forhold til din eks, du har et job, du har haft i mange år, du har god kontakt med dine børn og børnebørn, du har viet dit liv til at hjælpe andre, og du er i det hele taget velfungerende. Du har gjort det godt.
Nu er du i en situation, hvor et menneske vil tage det hele fra dig. Er det rimeligt? “Er det her brok resten af mit liv?” spørger du. Mit svar er, at det er det måske, hvis du lader det ske. Du skal se nøje på alt det, du har opbygget, og så skal du virkelig vurdere, om du er klar til alle de kompromisser, det vil kræve at være under så negativ styring, som du er nu.
Læs også: Brev til Puk: Føler mig pludselig meget overset
Når du har været de omsorgstiltag igennem, som du tilbyder din mand, og du måske bliver afvist, så har du for mig at se to valg. 1. Tag kampene sammen med ham. Stå fast. Sæt grænser. Sig fra. Højt og tydeligt. Vær den bedstemor og mor, du gerne vil være, og tag de konsekvenser, det vil give. Beslut dig for, at hans negativitet skal prelle af som vand på en gås. Eller 2. Du siger stop og tak for nu, og næste gang han taler om at flytte, så gør du det.
Jeg kan ikke vurdere, hvad der er det rigtige for dig. Det må du selv. Men ud fra de oplysninger, du giver mig om dit liv, kan jeg fastslå, at du er et velfungerende menneske, og jeg kan forudse, at du kan tabe det hele på gulvet, hvis du lader dig kue. Så frem til pladen, søster! Kæmp for det, du tror på.
Kærlig hilsen Puk
