For to måneder siden fødte jeg mit første barn, og hvad der skulle være en lykkelig tid, blev desværre ødelagt af en rødglødende mormor.
På grund af corona satte vi nogle få krav til dem, der ville på barselsbesøg. Det passede dog ikke mormor, som ikke mente “reglerne” skulle gælde hende, og det skabte et skænderi over sms, hvor hun fik sagt en masse upassende ting til mig, som sårede mig dybt. Hun har derfor kun set sit barnebarn én gang – den dag, vi kom hjem fra sygehuset. Og dagen efter meldte hun indirekte ud, at hun ikke vil se sit barnebarn, medmindre det bliver på hendes præmisser.
Læs også: Brev til Puk: Vores søn smed os ud
Efterfølgende var der et skænderi mere, hvor hun blandede sine venner ind i det for at få medhold og sympati, for nu hed det sig pludselig, at hun ikke måtte se barnebarnet for mig, hvilket aldrig har været tilfældet.
Jeg kan mærke, at hun har såret mig så meget, at jeg virkelig ikke har lyst til at se hende. Omvendt gør det mig også utroligt ked af det, at hun ikke er i mit barns liv og kan følge udviklingen.
Jeg har hver dag håbet og bedt til, at der ville tikke en besked med en undskyldning ind fra hende, så vi måske kunne komme videre, og hun kunne komme ind i vores liv igen, men det sker tydeligvis ikke. Hun mener bestemt ikke, at hun har gjort noget forkert, selv om alle, som jeg har læst vores samtaler op for, har været helt forbavsede over, at hun har talt sådan til mig.
Læs også: Mormor til Puk: Kan ikke give flotte gave, som farmor og farfar kan
Nu overvejer jeg at køre forbi hende en dag, så hun kan se mit barn, men jeg har ikke lyst til, at hun skal tro, det er en undskyldning fra min side, for det er jo hende, der skylder en undskyldning. Jeg fik også for øre, at hun mener, jeg kommer grædende "tilbage" til hende for hjælp, når jeg ikke har fået nok søvn, eller baby får kolik. Hvilket selvfølgelig har gjort mig sur.
Hvordan kommer jeg videre? Skal jeg pakke min stolthed væk og lege den voksne? Altså bide i det sure æble og dermed lade hende have håneret, fordi jeg kom kravlende tilbage? Eller skal jeg vente på, at der forhåbentlig en dag kommer en undskyldning fra hende, så hun kan komme ind i mit barns liv?
Den fortvivlede, nybagte mor
Læs også: Ny mor til Puk: Han vil ikke dele tabet
Kære Den fortvivlede, nybagte mor
Allerførst kæmpe tillykke med det lille vidunder. Hvor er det stort og dejligt, at du har bragt et lille nyfødt barn ind i denne verden. Good job, mom.
Med hensyn til din mor, hvordan er jeres forhold ellers? Det virker mærkeligt, at hun pludselig i denne ellers så lykkelige situation skulle udvikle en urimelig, dominerende og sur side. Kender du den side af din mor? Har du gennem din opvækst givet hende meget opmærksomhed som datter? Er hun vant til, at du sætter hende i centrum i dit liv, og nu reagerer hun, fordi der bliver lavet om i prioriteterne, og hun ikke kommer i første række? Hvorfor straffer hun dig? Kan du gennemskue det?
Læs også: Puks brevkasse: Det er som at være gift med en damptromle
Det har givetvis ikke så meget med dit barn og coronasituationen at gøre. Det virker, som om det stikker noget dybere, ellers ville man jo være ovenud lykkelig og meget medgørlig som mormor. Man skal ikke skændes med en nybagt mor. Man skal svæve over vandene og gøre livet let og roligt for den nye mor.
Jeg synes, du først og fremmest skal nyde dit dejlige barn, lad situationen med din mor klinge lidt af. Derefter kan du fortælle hende, som du lige har fortalt mig, at du gerne vil have, at hun er tilstede i dit og i dit barns liv, men det kan desværre ikke lade sig gøre, at det er hende, der laver alle reglerne. Hun er velkommen, og hun har mulighed for at være den allerbedste mormor, hvis hun er villig til at finde melodien sammen med dig og din lille familie. Så har hun jo reelt set et valg.
Læs også: Farmor til Puk: Mormor er altid den foretrukne
Hvis det er, som jeg måske umiddelbart fornemmer, en tilbagevendende opførsel fra din mors side, så er det nu et udmærket tidspunkt at sætte foden ned og sætte grænser. Men endnu mere vigtigt er det nu også et tidspunkt til at lære at mærke dig selv og dine egne behov. Lad ikke din mors vrede og hendes straf gennemsyre din lykkelige tid.
Jeg tænker, det hele løser sig. Din opgave er at give dig selv lov til at være mor med al den opmærksomhed, det kræver. Det er hårdt arbejde. Du har brug for folk, der hepper, og ikke folk, der modarbejder.
Kys den lille på panden fra mig og sig velkommen til verden. Pas på dig selv.
Mange hilsner fra Puk
Læs også: Puks brevkasse: Vi må ikke være sammen med børnebørnene
