Puks brevkasse: Naboen stiller store krav til min søn

Mandag, 25. november 2019
Af Puk Elgård. Illustation: Birgitte Ahlmann
Må naboen kræve, at du skal slukke din mobiltelefon og ikke må have lovlige kameraer på din ejendom? Det er realiteten for læserens søn. Læseren, der skriver til Puk Elgård, ønsker at få et godt råd til, hvordan sønnen skal håndtere naboens krav. Læs, hvad Puk mener om sagen her.
Puks brevkasse: Naboen stiller store krav til min søn

Min søn har boet på sin adresse siden 1999. Han er selvstændig håndværker og har derfor wi-fi-overvågningskameraer på sin ejendom, da der har været mange tyverier på egnen. Hans kameraer er lovlige og godkendte.

Nu er der en tilflyttet nabo, som mener, at han bliver syg af kameraerne, og vil have, at min søn skiller sig af med dem.

Naboen er også utilfreds med, at min søn har fældet et træ på sin grund! Naboen mener, at træet skærmede for strålerne fra kameraet.

Naboen vil også have, at min søn, hans familie og besøgende slukker for deres mobiltelefoner!

Kan han gøre sine krav gældende?

Alt elektronisk udstyr er lovligt, og min søn er som selvstændig afhængig af sin telefon.

Mor

Læs også: Puk Elgårds brevkasse: Selvfølgelig må fædre bade med deres børn

Kære Mor

Nej! Hvis din søn overholder de regler, der er, så kan naboen ikke forlange ændringer.

Jeg vil anbefale jer at gå ind på EHS-foreningens hjemmeside. Her kan I læse lidt om, hvad det er, naboen kæmper med.

Det handler kort fortalt om, at nogle mennesker mener at være elektro hyper sensitive. Det er et område, der deler vandene, men der er mennesker, der er sikre på, at de bliver påvirkede af trådløse forbindelser og elektromagnetisk stråling.

Jeg har interviewet en del mennesker om emnet, og jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der er rigtigt eller forkert, men jeg vil anbefale jer at søge information hos EHS, for så tror jeg, I bedre kan forstå, hvorfor naboen beder om det, han gør.

Forståelse og viden er altid et godt udgangspunkt for at løse en konflikt, og din søn vil være bedre rustet til at tale med naboen, hvis han læser lidt om det.

Men firkantet set kan naboen selvfølgelig ikke forlange, at alle på din søns adresse skal slukke mobilerne.

Jeg håber, din søn finder en tålelig mellemvej, så alle kan bo side om side med hinanden.

Kærlig hilsen Puk

Læs også: Puks brevkasse: Skal jeg fortælle moren, at hendes søn ryger?