Nej tak til genoplivning

Lørdag, 29. april 2023
Af Puk Elgård. Foto: Colourbox.
Læseren, på snart 80 år, vil vide, om man på en eller anden måde kan bære et batch eller lign., der fortæller omverden, at man ikke ønsker at blive genoplivet. Læseren har haft et dejligt liv med gode mennesker og skønne oplevelser.
-

 

Jeg har læst brevet om de unge hjerteløbere (FJ 8). De gør et godt arbejde for dem, der rammes af hjertestop, men indlægget har kastet mig ud i et dilemma.

Ser du, jeg bliver snart 80 år, og jeg har meddelt min familie og min læge, at jeg ikke ønsker nogen form for genoplivning. For genoplivning til hvad?

Hjerneskader opstår inden for fem-seks minutter, hvor hjernen er uden ilt. Der kan opstå fysiske skader, som jeg ikke vil udsættes for, da jeg ikke ønsker at blive en slatten grøntsag uden kontakt med omverdenen. I forhold til min alder er jeg i ok form, fejler ingenting, og min hjerne fungerer udmærket.

Skulle jeg falde om på gaden med et hjertestop, vil der formentlig komme en hjerteløber for at prøve at genoplive mig, hvilket jeg absolut ikke ønsker.

Jeg har haft et godt liv med mange oplevelser, mødt mange spændende mennesker, så jeg har ikke noget til gode.

Jeg har to sønner, som aldrig har givet min, nu desværre afdøde mand, og mig store sorger, og desuden fem dejlige børnebørn mellem 11 og 23 år.

Kan jeg på en eller anden måde på min krop/tøj bære en batch, et smykke eller en tatovering, der meddeler eventuelle hjælpere, at jeg ikke ønsker deres assistance?

Jeg tror, du er fuldt ud klar over mit dilemma, og jeg imødeser dit svar i brevkassen, hvor du har hjulpet mange mennesker med dit kloge livssyn.

Bedstemor

Kære Bedstemor

Der satte du mig lige på noget af en prøve, for det her er et meget kompliceret område. Jeg har søgt viden hos eksperterne i TrygFonden, der står bag hjerteløberne.

Der findes desværre ingen mulighed for at frasige sig genoplivning, hvis du falder om i f.eks. gågaden eller dit hjem. Når ambulancen, hjerteløberne eller andre ser dig i livsfare, har de PLIGT til at yde livgivende førstehjælp. Det står i loven.

Den eneste, der kan afslutte genoplivning, er en læge.

Hos Tryg opfordrer de dig og os andre til at tage snakken med vores nærmeste. Er man i lægehænder, og har man lavet et livstestamente, kan de stoppe genoplivningen, men først når lægen er til stede.

Der kommer ny lovgivning på området, men det varer måske et par år, før det træder i kraft. Man arbejder på en lov om, at folk over 60 kan frasige sig genoplivning, men den findes altså ikke endnu.

Med hensyn til eventuel badges så bliver det ikke taget for gode varer, for man kan faktisk ikke vide, hvem der har placeret det badge.

Er f.eks. manden træt af konen, og er der en arv i spil, er det jo nemt at hæfte et badges på den, der er faldet om. Så det godtages ikke på nuværende tidspunkt.

Jeg håber, du fik svar. Jeg har i hvert fald lært noget nyt i dag. Tak for dit interessante spørgsmål.

Bedste hilsner fra Puk

Kære Puk

Står du med et problem, du har svært ved at løse, eller trænger du bare til et klogt og forstående menneske at dele dine tanker med? Så skriv til Puk Elgård.

Det kan sende hende en e-mail på: puk@familiejournal.dk