Jeg vil lige fortælle lidt om min tilgang til de unge, der kommer i sidste øjeblik eller ikke giver besked, om de kommer til mad eller ej (FJ 28).
Vi har tre nu voksne drenge, så jeg ved, hvad jeg snakker om. Og jeg ved, det kan være svært, men de unge er impulsive og ved ikke, hvad morgendagen bringer. Men man kan altid have lidt ekstra i fryseren, de kan varme, og du kan give dem nogle opgaver.
Forleden mødte jeg i en butik en af de unge, som kom hos os for flere år siden. Han fortæller, at vi har haft stor betydning for ham i hans liv, også i forhold til hans tilgang til sine børn.
Hvis hans søn f.eks. spørger, om en kammerat må spise med, så siger han først ”nej, det må vente til i morgen”, men kommer så i tanke om, at sådan blev der aldrig svaret hos os. Han føler, at vi mødte de unge med stor rummelighed og varme, at der var plads, og det vil han lære sine egne børn.
Tænk, at det har haft så stor betydning. Jeg er stolt af at være med til at gøre en forskel. Så bare klø på.
Dorthe
Kære Dorthe.
De små ting, vi gør og måske slet ikke er så beviste om, sætter ofte spor og definerer vores børn og unge og giver et afsæt til deres eget liv som voksne. Det gælder både de negative ting, vi gør, men også de positive.
Sætningen ”min mor sagde altid” eller ”min far sagde altid” bliver flittigt brugt gennem livet, og dit brev er en god reminder om, at vi præger vores børn og unge.
Jeg er stor tilhænger af at åbne vores eget hjem for de unge og få dem til at føle sig velkomne.
Jeg husker et lidt skørt eksempel fra engang, Robin holdt fest, og hvor de blev sultne ved totiden. Så stod jeg op og lavede hotdogs til hele banden, selv om de sagtens kunne have lavet dem selv, men jeg nød at komme svansende med en stort fad mad – og de har aldrig glemt det.
Jeg ved, det stresser nogle ikke at vide, hvor mange der kommer til aftensmad, men de år, hvor de unge er allerdejligst og måske lidt flyvske, kan man tilgive meget, synes jeg. De er en gave, og de skal nydes, før de flyver helt væk.
Kærlig hilsen Puk.
