Puks brevkasse: Træt af at høre om vennernes børnebørn

Når man som jeg er en barnløs enke på 67 år, så kan det af og til være lidt udfordrende at være sammen med jævnaldrende venner og veninder, som jeg heldigvis har mange af. Jeg holder usigeligt meget af dem alle, og vi har utallige gode stunder sammen, men ét emne, der trigger mig, når vi er sammen, det er børnebørn!

Læs også: Brev til Puk: Trist, at børnebørnene ikke tænker på os ældre

De har alle sammen børnebørn, og hold op, hvor kan de tale meget og længe om de børnebørn. Gennem årene har jeg i timevis hørt om den første tand, de første skridt, pasning af og ferie med børnebørnene, bleskift, sproglig udvikling, sjove bemærkninger fra de små osv. osv. Og der er også blevet vist ufatteligt mange billeder af børnebørnene. Nogle gange, når vi har været flere sammen, har det virket, som om de enkelte bedsteforældre forsøgte at overgå hinanden i detaljerne om deres børnebørn.

Nøj, hvor jeg keder mig, når dét står på! Jeg lytter naturligvis og smiler, når jeg igen ser billeder, men indeni er jeg ved at eksplodere. Det er, som om de efterhånden lever en stor del af deres liv gennem deres børnebørn.

Jeg har forsøgt at pippe lidt om min manglende forståelse for deres behov for at tale om børnebørn – for vi har da meget andet, vi også kan tale om. Men så bliver jeg blot mødt af hovedrysten og en bemærkning som: ”Jamen, Anna, børnebørn ER livets dessert – hvor er det trist, at du ikke har mulighed for at få en bid af den”.

Læs også: Puks brevkasse: Magter ikke at være farmor på den måde

Nej, det er ikke trist, for jeg er frivillig barnløs af en ganske særlig årsag, som kun min afdøde mand og jeg kender. Jeg er heller ikke misundelig eller jaloux i forhold til vennernes børnebørn – jeg er bare så træt af, at de skal fylde så meget hos dem her i vores tredje alder.

Er jeg mon den eneste, der har det sådan?

Uanset hvad, så fortsætter jeg selvfølgelig med at lytte og smile, når børnebørnene fylder – og jeg fortsætter også med at bringe andre emner på banen, for trods alt vil jeg da ikke undvære mine venner.

Anna

Læs også: Puks brevkasse: Han er negativ, når jeg ser mine børn

Kære Anna

Det er lidt som at råbe ad himlen, når det regner. Det hjælper ikke. Det regner, til det ikke regner mere.

Jeg tror, det bliver meget svært at stoppe strømmen af historier om børnebørn, men du kan måske inddæmme historierne til mere afgrænsede perioder. Du har været meget tålmodig. Den ros skal du have. Jeg forstår godt, det kan være kedeligt.

Læs også: Puks brevkasse: Mormor føler sig kørt over af familien

Personligt underholder jeg gerne med timelange historier om mine hunde. Pænt kedeligt for dem, der lytter, tror jeg.

Når I har kendt hinanden så længe, som I har, burde I faktisk have et forhold, hvor I kan tale frit og på en humoristisk måde omgås emnet. Kan du ikke lave lidt sjov med det? Det er ikke sikkert, de tænker over, at det kører i ring. I øvrigt en dårlig kommentar om livets dessert og en bid af den. Det er faktisk dumt sagt af din veninde.

Hvis det var mig, ville jeg prøve at lave lidt sjov med det. Jeg ville sige noget i retning af: ”Okay, kan I ikke lige fyre alle de nye historier af, som I har om jeres børnebørn, mens jeg går ud og laver mad, så vi bagefter kan tale om noget andet?” Et eller andet sagt med et smil og med tungen i kinden.

Læs også: Brev til Puk: Skal bonusbørnebørnene også have store gaver?

Det er klart, at det er vigtigt for dine venenner at fortælle om børnebørnene, for jeg tror, det er kæmpestort at få sådan nogen, men I skal selvfølgelig kunne være sammen uden, at det kun er børnebørn, det handler om.

I kunne også prøve at lave noget aktivt sammen. Tag på museum eller gå i biffen. På den måde er taletiden nok begrænset. Jeg håber du får det løst.

Bedste hilsner fra Puk

Læs også: Brev til Puk: Føler mig pludselig meget overset