Pludselig en dag for 10 år siden stod Kirsten Pedersen alene tilbage. Efter et halvt års sygdom sov hendes mand John stille ind. Det blev starten på en tid, hun knap nok husker.
– Man er jo aldrig forberedt på at miste sin ægtefælle, så selv om jeg vidste, John var dødeligt syg, kom det alligevel som et chok for mig. Faktisk husker jeg ikke særlig meget fra de første to år efter. Jeg ved bare, jeg aldrig har set så meget fjernsyn.
Hurtigt glemt
Men livet spadserede ufortrødent videre, og Kirsten fik da også styr på alt det praktiske, når det opstod.
– Folk er slet ikke klar over, hvor meget det fylder. Bilen og banken havde John jo førhen taget sig af, men nu var der kun mig til at ordne det. Edderkopperne måtte jeg også selv fjerne.Og så opdagede jeg, hvor hurtigt man kan blive glemt.
– Der er aldrig nogen, der taler om John, selv om han var yderst engageret og vellidt. Jeg forstår ikke hvorfor, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan, efter at jeg har talt med andre efterladte. Det er, som om han aldrig har eksisteret, og det føles trist.
John eksisterer stadig i Kirstens liv – i hvert fald i minderne.
Frivillig på hospice
Kirsten tog et aktivt valg, da sorgen havde lagt sig til hvile. Hun skulle op af sofaen, og det første sted, hun gik hen, var til åbent hus på Skives nyåbnede hospice, hvor hun havde været støttemedlem, siden John blev syg tilbage i efteråret 2004. Nu sagde kalenderen 2007, og da Kirsten på sin rundtur fandt ud af, at de manglede frivillige, fik hun lyst til at melde sig.
– Jeg ved ikke, hvorfor det lige netop var der, jeg vågnede op. Og hvorfor jeg syntes, jeg skulle engagere mig. Jeg tror, jeg tænkte, at vi jo netop stod og manglede et hospice, da John var syg, og hvis jeg kunne hjælpe andre, nu jeg selv har prøvet at miste, så havde jeg jo lært noget. Det er et godt sted, meget givende. Jeg har virkelig lært at sætte pris på mit liv.
Gode råd til, dig som kender en, der har mistet:
”Sorg – Når ægtefællen dør” er en ny bog fra PAVI (Videnscenter for Rehabilitering og Palliation), der sætter fokus på, at sorg er individuel, og vi skal turde tale om de døde. Her er lidt at huske på, hvis du kender en, som har mistet:
1. Sorg handler ikke om alder
2. Tal om den afdøde
3. Lav konkrete aftaler, såsom ”jeg kommer onsdag"
4. Vær opmærksom på kompliceret sorg. Her bliver sorgen ved med at være lige intens over lang tid.
Vil du vide mere, så klik ind på sorgstøtte.dk
