Hun elsker sit arbejde og går meget op i, om dyrene trives. Sanne Baden, 42, er en energisk og meget atypisk pige, der gør karriere i landbruget, hvor hun både bruger sit hoved og sine kræfter.
– Jeg er vild med at arbejde med grise. Der er så meget at tage fat på med foder og at sørge for, at de har det godt, siger Sanne Baden.
Hun trives i et typisk mandefag, hvor hun hver dag skal bevise, at hun ikke er bange for at smøge ærmerne op og tage fat på det beskidte arbejde.
– Pigerne løfter selvfølgelig ikke nær så meget som drengene, men jeg går ikke af vejen for at tage fat, griner Sanne og klapper en so på ryggen.
Og det beviser hun hver dag på Horskærgård ved Gylling i Østjylland. Det er en besætning med 2.200 søer og otte ansatte, hvor hun er medansvarlig som driftsleder.
Hendes grise skal have det godt
- Jeg er bidt af at passe grise. Avlen flytter sig hele tiden, alt er målbart og giver hurtigt resultater. Jeg elsker data og at få besætninger, der kører dårligt, rettet op, siger Sanne overbevisende.
Sanne har ud over sit faste arbejde som driftsleder sit eget firma Pig Improvements, hvor hun som konsulent hjælper landmænd med at få bedriften til at løbe bedre rundt. Og det drejer sig ikke kun om data og foder.
– Dyrene skal behandles ordentligt. Alle skal hver dag stoppe op og klappe en gris. Hvis de ikke har lyst til det, skal de finde et andet arbejde. Selv om det er industriproduktion, skal vi sørge for, at de har det så godt som muligt, siger hun og råber ned ad gangen til en lidt langsom so ”kom så, grisemor.”
I drægtighedsstalden, hvor søerne venter på at få smågrise, får de lov til at gå løse rundt på gangene. Og de følger nysgerrigt med og snuser til alt.
– Det er vigtigt, at vi giver os tid til dem. De kan godt mærke, om vi er venlige, siger Sanne og får et meget bestemt glimt i øjet, da hun tilføjer:
– Jeg har nul tolerance over for ansatte, der bruger vold mod grisene. Hvis nogen slår, sparker eller noget i den stil, så er det ud!
Læs hele historien i Familie Journal nr. 4
- Hvorfor Sanne synes, at piger er gode til at passe grise
- Om Sannes søn Jakob, deres to hunde, og hvad Jakob synes om sin mors arbejde
- Det store projekt med frilandsgrise i Nordjylland, som Sanne skal hjælpe til med her til foråret