Sigurd Jensen har tændt essen op og trækker nu ved hjælp af en lang, grov tang et stykke rødglødende jern ud af flammerne og over på ambolten. Herefter løfter han en tung smedehammer op over skulderen og slår den af alle kræfter ned på det varme jern.
89-årige Sigurd har i 10 år vist sin kunnen som gammeldags smed i museumssmedjen på den 250 år gamle Hammermølle ved Hellebæk i Nordsjælland. En søndag eftermiddag hver måned i sommerhalvåret til og med september kommer han troligt kørende i sin bil for at udøve sit håndværk i den autentiske smedje helt uden moderne hjælpemidler.
Sigurds karriere begyndte for 71 år siden i landsbyen Rækker Mølle i Vestjylland, ikke langt fra hans fødesogn i Sædding. I Rækker Mølle fik han læreplads på den lokale smedje, og af sin mester fik han tilbudt kost og logi:
– Jeg arbejdede otte timer om dagen, seks dage om ugen og fik fem kr. i ugeløn. Det var jo beskedent, men arbejdet kunne jeg faktisk godt lide, lyder det fra Sigurd, som af sine fire søskende kun har sin lillesøster på 82 tilbage i Vestjylland.
Læs også: Morten Olsen: Sådan nyder han pensionisttilværelsen
Hestesko og vognhjul
Efter tre års læretid havde Sigurd udlængsel og mod på omgående at drage ud og se hjørner af landet, hvor han aldrig tidligere havde sat sine ben. Han pakkede derfor sit telt på cyklen og trampede afsted – først til Nordjylland og siden sydpå mod Fyn, Als og Ærø.
På søfartsøen besluttede han sig for at tage chancen og søge arbejde på det lokale skibsværft. Det lykkedes, og i det år mellem 1951 og 1952, hvor han var ansat som smed, byggede værftet fragtskibet Karoline. Efter en fyringsrunde pakkede Sigurd igen cykel og sovepose for denne gang at vende næsen mod Sjælland. Da han nåede helt til Helsingør, fik han arbejde på Maskinfabrikken Pilot:
– Vi byggede bronzevinduer til skibe. Da jeg blev fyret derfra, fordi der ikke var arbejde nok, gik jeg straks ned på skibsværftet, som dengang var en kæmpe arbejdsplads med 4.000 ansatte. Jeg blev antaget som ferieafløser og endte med at blive der i 42 år. Værftet lukkede i 1983, men jeg fortsatte i et firma samme sted, hvor vi byggede turboladere til skibsmotorer, fortæller Sigurd.
Se også: Aggathe fandt en læreplads 4000 km. væk hjemmefra
Bliver ikke slidt ned
Foruden at passe den gamle museumssmedje bruger Sigurd sin tid som pensionist på at være frivillig kustode på Helsingørs Værftsmuseum, gå til gymnastik et par gange om ugen og sætte huset i stand. Og så er han næstformand i den husflidsforening, han engagerede sig i omkring år 2000. Han underviser et par hold i trædrejning og fortsætter sin hobby hjemme i kælderen, hvor han fremtryller skåle, tekander og peberkværne på sin drejebænk.
Men hvorfor ikke bare slappe af og nyde pensionisttilværelsen efter et langt liv med hårdt fysisk arbejde?
– Ved at være aktiv og holde sig i gang bliver man ikke slidt ned, som nogen måske tror. Tværtimod bygger man sig selv op ved at bruge kroppen. Også når man er lige så gammel som jeg. Derfor har jeg stadig muskler til at løfte de tunge hamre i Hammermøllens smedje, lyder det bestemte svar fra Sigurd.
Og Sigurd har stort set aldrig fejlet noget.
Læs også: Smidt ud af skolen tre gange for pjækkeri: Charlotte blev direktør to gange
Smerter efter ulykke
I 1967 kunne det dog være gået gruelig galt. Ved en indsnævring på en landevej mente en bilist, at hun skulle overhale Sigurd, som kørte foran. Men da der ikke var plads nok, ramte hendes bil forskærmen på Sigurds bil. Begge biler ramte autoværnet og rullede rundt. Værst gik det ud over Sigurd, som fik brud på nakkehvirvlen og i tre måneder lå fastspændt i en seng på hospitalet for at komme sig over ulykken. En dag kom en ingeniør fra skibsværftet på besøg for at forsikre Sigurd om, at der ville stå en ledig plads til ham på værftet, når han blev udskrevet. Ingeniøren må have tænkt på et skånejob for en lammet medarbejder i kørestol. Men sådan gik det ikke, for efter en tid var Sigurd rask og kunne fortsætte i sit gamle job:
– Desværre led jeg af ondt i nakken og hovedpine. Jeg fik piller for det, men det hjalp ikke. En dag gik jeg op til min læge og sagde, at jeg ville smide pillerne væk. ”Det var en god idé, som andre burde følge,” sagde lægen, og sådan blev det. Lidt efter lidt tog smerterne af, men først 30 år senere var de helt væk.
Mødte enken Inge
Kort efter at Sigurd kom til Helsingør først i 1950’erne, mødte han Eva. De to blev gift og fik fem børn, som i dag er mellem 45 og 62 år. For 30 år siden mistede de Eva, som døde af kræft kun 57 år gammel:
– Jeg var alene et par år. Så mødte jeg lykkeligvis Inge, som havde mistet sin mand. Vi boede i mit hus, mens vi satte hendes hus i stand og flyttede så sammen i det, fordi det var et bedre hus end mit, fortæller Sigurd, som har 11 børnebørn og 4 oldebørn.
Inge, som er ti år yngre end Sigurd, har to børn og to børnebørn:
– Jeg valgte hende, så hun kunne passe mig, når jeg blev gammel, siger han med sin lune humor.
