Det var bare et spontant og lidt kådt indfald, da Annie og hendes veninde opsøgte en spåkone en aften for mere end 70 år siden. Men i dag husker Annie stadig spåkonens ord klart og tydeligt.
– Du vil få et rigt liv og rejse til lands, til vands og i luften.
– Det er godt med dig, tænkte en fnisende Annie.
Og der var ikke noget at sige til hendes skepsis, for når man som Annie var født i 1926 i den sydsjællandske by Faxe Ladeplads, virkede den spådom fuldstændig som grebet ud af luften.
Steg ombord på køleskab med kurs mod Brasilien
Men som 24-årig steg Annie ombord på et J. Lauritzen-køleskib med kurs mod Brasilien. Forudsigelsen var ved at blive til virkelighed.
Eventyret var i hvert fald i gang, for Annis mand Jørgen var ansat som befragter i samme rederi og var nu udstationeret i Rio de Janeiro. Egentlig var det meningen, at han skulle bo alene i Brasilien i to år, mens Annie blev derhjemme, men året var 1950, og indimellem kunne det se ud, som om det trak op til en tredje verdenskrig, så med fare for en nedlukket verden, ville de to ikke sidde i hvert sit verdenshjørne.
Derfor begav Annie sig alene ud på en to uger lang rejse med det store køleskib, der sejlede frugt.
Købte dug til mor på Tenerife
Meget er sket siden. Men den rejse glemmer hun aldrig.
– Jeg blev vartet op på alle leder og kanter, og det var så spændende for mig, da vi gjorde stop ved De Kanariske Øer. Det hele var så nyt. På Tenerife købte jeg en lærredsdug med blonder til min mor og en meterhøj dukke til min lillesøster, som jeg sendte hjem med næste skib, husker Annie, som i det følgende år havde mange eksotiske historier at fortælle familien derhjemme i sine breve hjem.
Læs også: Gabriel er besøgsbaby på plejecenter
Nej tak til flyrejse
I Brasilien boede hun og Jørgen på et værelse hos en enlig mor med tre børn, men selv om rammerne var ydmyge, nød Annie de storslåede omgivelser og ikke mindst den varme, gæstfri og passionerede befolkning.
Efter et halvt år fortsatte eventyret til Argentina, da Jørgen nu blev udstationeret i Buenos Aires. Men først skulle Annie lige overvinde sin egen værste frygt.
– Jeg stiger altså ikke op i et fly. Det tør jeg ikke, sagde hun stålfast inden afrejse.
Men da hun fik besked om, at det næste køleskib første sejlede om en måned, gik hun alligevel modvilligt op ad trappen til flyet mod Argentina.
– Og så var det jo ligesom at stige ombord på en bus, smiler Annie.
Læs også: Rikke skiftede branche: De ældre gør mig glad
Heldstegt lam og lokal rødvin
Hun smiler også, når hun fortæller om livet i Argentina, hvor de boede i et hus hos to gamle søstre, og hvor de blev inviteret til lokale grillfester med helstegt lam over bål og litervis af lokal rødvin.
Men eventyret blev alligevel lidt for spændende, da Anni blev gravid. Hun havde i hvert fald ikke lyst til at føde et barn på et hospital i Argentina, så da hun var fire måneder henne og stærkt plaget af kvalme, gik hun igen ombord på et køleskib med kurs mod Europa.
Denne gang var den to uger lange rejse knap så fornøjelig.
– Jeg lå bare nede i min kahyt og kastede op og kastede op hver dag. Til sidst kom styrmanden ned og sagde: Fru Clausen, hvis De ikke kommer op selv, så tager vi fat i hjørnerne af madrassen og løfter Dem op. De skal op på dækket og have noget frisk luft.
Den friske luft hjalp gevaldigt.
Det syn glemmer jeg aldrig
Men det bedste var selvfølgelig den dag, Annie endelig kørte det sidste stykke med tog mod Hovedbanen i København, og dér fik øje på sin familie på perronen.
– Det syn kan jeg stadig se for mig, smiler Annie.
Været i mere end 20 lande
I dag er der meget, hun ikke længere ser. Synet driller. Det gør ryggen og hørelsen også, og i en alder af 94 år kommer Annie ikke så langt væk fra sin lejlighed i Skodsborg.
Men rejseminderne har hun stadig. Og der er mange af dem, for Annie har levet et liv, hvor hun i den grad har set verden til lands, til vands og i luften, som spåkonen forudså.
Godt nok fik familien base i Danmark, da de blev forældre til deres tre børn, men eftersom Jørgen senere blev administrende direktør hos J. Lauritzen, har de altid rejst meget med hans arbejde.
– Jeg har været i mere end 20 lande. Australien, Japan, Kina, USA og mange andre skønne steder. Så jeg har ikke noget til gode. Men det piner mig, at jeg ikke kan rejse mere, siger Annie, som sidst var uden for landets grænse for tre år siden, da hun besøgte sin søn i Spanien.
Men selv om Annie ikke længere kan komme til verden, så kommer verden jævnligt til hende gennem postkassen.
Brev fra Nadia
Annie får nemlig ofte post fra 7-årige Nadia fra Bolivia. Hun er hendes sponsorbarn gennem PlanBørnefonden, og Nadia skriver livsbekræftende breve om alt lige fra majshøsten til fodboldkampene med de andre børn, ligesom hun sender søde tegninger af familiens høns og hunde.
Selv skriver Annie også breve tilbage, hvor hun blandt andet fortæller om livet i Danmark, de kongeliges fødselsdage og om nyfødte oldebørn.
Fællesskab med sin svigerdatter
Annie skriver ikke brevene alene. Hun gør det i selskab med svigerdatteren Kirsten, som fører pennen, og som også selv har et sponsorbarn i Bolivia.
Fællesskabet om brevene har svigermor og svigerdatter faktisk haft de seneste 20 år.
Børn skal da have fodtøj
Det begyndte, da Annie en aften så et tv-indslag om en lille pige, der sad på en klippe med plastikstrimler om fødderne.
– Jeg tænkte: Det kan da ikke være rigtigt, at nogen børn ikke har fodtøj, siger Annie, som hurtigt fik sin svigerdatter med på idéen om at få et sponsorbarn.
– Det var min 50 års fødselsdagsgave til mig selv, smiler Kirsten, der ligesom Annie har haft flere sponsorbørn gennem tiden. Men hyggen omkring brevene er den samme. Og så glæder de sig over, hvordan levestandarden i Sydamerika tydeligvis er steget i løbet af de 20 år.
Fra hytte til stenhus
– Den første pige, jeg støttede, boede i en bræddehytte med et jordhul med bålplads til madlavning på gulvet, og de gik på toilettet ude på marken. Nu bor børnene i stenhus med indlagt vand. Det er dejligt at følge den forbedring, siger Annie, som godt ved, at hun kunne nøjes med at betale de 240 kroner om måneden, som det koster at støtte et sponsorbarn. Hun behøver ikke skrive brevene. Men hun tror, de gør en forskel. Både for barnet. Men også for hende selv.
– Det giver mig et vindue mod verden derude, og jeg synes, det er så rart at kunne hjælpe andre.
Læs mere om sponsorbørn på planbornefonden.dk
