Tullebo er kattenes paradis

Fredag, 15. april 2016
Greta Johannsen
Heidi Hansen i Vordingborg elsker katte, og kattene elsker hende. Hun har nemlig lavet sit hjem om til "børnehjem" for uønskede killinger, som hun finder nye gode hjem til.

Der var engang en vordende mor, der var meget hjemløs og meget herreløs. Hun slog sig tilfældigvis ned i en baggård i Vordingborg, og her blev hun samlet op af Heidi. Hun er et damemenneske med hjertet på rette sted, og den vordende mor var en meget gravid hunkat, der fik navnet Tulle.

Tullebo

Tulle flyttede ind hos Heidi, og hun blev den første hjemløse kat, der fik et helt hus opkaldt efter sig, så nu hedder Heidis hjem Tullebo.

Siden er Heidis hus i Vordingborg blevet til et hjem for uønskede, nødstedte, herreløse TAMME katte og især moderløse hittekillinger, hvor Heidi så – på frivillig basis – sørger for, at kattene finder nye, gode hjem, for Heidi har en stor svaghed:

Se også: Sådan viser katte kærlighed

- Jeg kan simpelt hen ikke holde ud, at raske dyr skal aflives. Alt levende fortjener en chance, og det må vi mennesker tage ansvaret for, siger Heidi.

Adoptivmor

Derfor bor der lige nu en meget gravid hunkat i hendes stue, en anden nybagt kattemor og hendes fem killinger i børneværelset – og så den sidste nye killing, der allerede har fået navnet Kion, og som må siges at være en meget heldig kat:

- Han blev fundet i en barnevogn i Bagsværd, stadig så nyfødt, at han havde fosterhinden omkring sig. Så blev han kørt her til af gode, frivillige hjælpere, og nu skal han i pleje her hos mig. Det er meningen, at han skal adopteres og lægges til hos min nybagte kattemor, så nu må vi se, hvordan det går, siger Heidi.

Og hvordan gik det så med Tulle? Hun er nu huskat og er flyttet til et nyt hjem i Vordingborg med kradsebræt, egen madskål og kærlige forældre.

Du kan læse mere om Heidi og hendes katte i Familie Journal på et senere tidspunkt, men du kan også få mere at vide på: www.tullebo.dk

Læs også om Lise og Anne, der hjælper dyr på internat