Gyða Liv Skúladóttir Flinker triller lige så stille bilen ind ad indkørslen til huset og trækker håndbremsen. Hjertet pumper derudad, i takt med at kræfterne forlader hendes spinkle krop. Sveden pibler ned ad panden over næsen for at ende på trøjen – selv om temperaturen i slutningen af juni i det nordlige Island ikke just er til den lune side. Den 17-årige pige kan hverken samle sig om at løfte arme eller ben for slet ikke at tale om at gå op ad den stejle trappe til huset. Hun taber pusten bare ved tanken. Derfor bliver hun siddende, sammenfalden og med matte øjne, bag rattet (på Island kan man tage kørekort som 17-årig, red.).
– Da jeg endelig får mig kæmpet op ad de mange, mange trapper, ringer jeg til min mor. Hun siger til mig, at vi ikke kan vente længere nu. At der altså er noget galt. Og så går det ellers stærkt med at komme afsted mod skadestuen, fortæller Gyða, som få timer efter fik den diagnose, der har sat rammen for det liv, hun lever i dag. Hvad både hun og forældrene troede, var influenza eller en slem omgang teenage-piveri, viste sig at være en kronisk sygdom: type 1-diabetes.
– Jeg tænkte på intet tidspunkt, at der var noget alvorligt galt. Mest fordi jeg var så ung, og så vidste jeg jo ingenting om diabetes. Jeg troede, at det var noget, der ville gå over.
Et kæmpe chok
Men sygdommen hverken kunne eller ville forsvinde. Først efter to døgn på intensivafdelingen bed virkeligheden sig så hårdt fast i Gyða, at hun ikke længere kunne ignorere den. Hun panikkede ved tanken om at have en sygdom, der aldrig ville slippe sit tag i hende. Hun var jo bare Gyða – at sætte lighedstegn mellem sig selv og en sygdom kunne hun ikke rumme.
– Det var et kæmpe chok. Tænk, at jeg havde en kronisk sygdom.
Lærke på 11 har type 1 diabetes
Hun blev læge
Til trods for, at der er gået godt 17 år, siden Gyða fik diagnosen, sidder oplevelserne stadig i hende. Hun kører hånden igennem sit rødblonde hår og trækker vejret dybt, inden hun fortæller videre.
– Jeg kan næsten ikke huske noget fra de første dage, hvor jeg var indlagt, så det har været ret interessant at høre fra en af mine bedste veninder, der var der, hvordan hun oplevede det. Hun har fortalt, at jeg nærmest ikke var ved bevidsthed, fortæller 34-årige Gyða om dagene, hvor hun var dopet med medicin og væske.
Jeg vidste intet
Når hun i dag tænker tilbage på tiden op til diagnosen, slår hun ikke sig selv oven i hovedet over, at hun ikke reagerede noget før. Det til trods for, at alle symptomerne var der. Men hun undrer sig: Hun var træt, tørstig og havde tabt 11 kilo på to måneder. Så træt, mager og udkørt, at hun ikke engang kunne passe sit fritidsjob.
– Når man tænker over det, er det jo egentlig mærkeligt, at jeg ikke rykkede på det. Men jeg vidste intet om det. Derfor er det virkelig vigtigt, at man er opmærksom og lytter til sin krop.
Med diagnosen fulgte ensomheden
Diagnosen var ikke det eneste, hun skulle håndtere. Der fulgte en ensomhed med, som Gyða stadig har svært ved at beskrive – selv i dag mere end 15 år efter. Der var ingen tilbud til unge med diabetes på Nordisland, og den unge islænding havde svært ved at få sine tanker over læberne, når hun var sammen med venner og familie.
De havde jo ikke diabetes. Det var først, da hun flyttede til Danmark for at gifte sig med Per og uddanne sig til læge, at hun blev en del af et fællesskab gennem Diabetes Foreningen. Her blev tankemylderet til en talestrøm, som ingen ende ville tage. Her var alle de andre ligesom hende og havde været igennem noget nær det samme. Det var alt det, hun havde savnet.
Jeg spiser mig fri for medicin
– Fra jeg var lille, har jeg haft et ønske om at blive læge, og efter at jeg blev diagnosticeret med type 1-diabetes, blev interessen for at læse til læge styrket yderligere. Det at have en kronisk sygdom gør, at jeg har bedre forståelse for og empati med mine patienter, og mine erfaringer med sygdommen er en drivkraft, siger Gyða, der nu er i gang med sidste del af sin uddannelse, så hun kan blive praktiserende læge – eller faktisk holder hun en lille pause fra arbejdet det næste års tid. Heldigvis er anledningen glædelig.
Ingen hindring
Gyða kigger på sin mave og kører hånden hen over den. Den er så tilpas stor, at der ikke er nogen tvivl om, at der snart er en lille ny på vej hjemme hos familien, der foruden Gyða og Per også tæller lille Mille på 2 år, som hurtigt trisser over gulvet i villaen i Greve. At have type 1-diabetes og være gravid kan sagtens hænge sammen. Det er Gyða bevis på. Og gudskelov for, at det kan lade sig gøre – Gyða og Per har altid vidst, at de ville være forældre sammen.
– Der er slet ikke noget problem i at blive gravid, når man har type 1-diabetes. Det er selvfølgelig et stort arbejde, fordi man skal bare være mere opmærksom, sørge for at gå til tjek på sygehuset, spise fornuftigt og måle sit blodsukker. Det kan skade barnet, hvis du ikke er opmærksom, men så længe du følger anbefalingerne, er der ingen problemer.
– Alt med diabetes er en helt naturlig del af hverdagen herhjemme. Jeg gemmer det ikke væk, når jeg skal stikke mig og måle mit blodsukker. Sådan er det jo bare, siger Gyða med et smil.
Ro på bekymringerne
Lille Mille ved godt, at hendes mor skal stikke sig, men derudover fylder sygdommen ikke voldsomt meget hjemme hos familien. Mellem legetøjsdyr og højtlæsningsbøger er det svært at se, at Gyða også har følt skyggesiden ved at være mor med diabetes: Hun tog pludselig sig selv i at være unødigt bekymret – hun kunne ikke holde tanken ud om, at lille Mille skulle igennem det samme som sin mor.
Diabetes type 1 og 2: Få styr på din kost
– Da Mille var helt lille, havde jeg en periode, hvor jeg var meget bange for, om hun også skulle få diabetes. Hvis hun var meget træt i en periode, eller hvis hun stillede sig op i sengen om natten og spurgte efter vand, var jeg sikker på, at hun var syg. Men det er jo helt almindeligt, og de tanker har jeg heldigvis fået ro på nu, siger Gyða og fortæller, at det er svært at give helt slip på bekymringen, fordi sygdommen kan komme uventet.
Tingene skal planlægges lidt bedre
Som Gyða sidder der i sit køkken-alrum med en stor, rund mave, sin lille datter og et smil, der lyser hele ansigtet op, er det ikke til at se, at hun er syg. Det er netop sådan, hun allerhelst vil have det: Medmindre hun trækker op i blusen, så hendes insulinpumpe kommer til syne, er hun ligesom de fleste andre kvinder i midten af 30’erne.
– Jeg kan det samme som alle andre – jeg skal bare planlægge tingene lidt bedre og tænke mig om en ekstra gang, inden jeg gør noget. Diabetes skal ikke styre mit liv, siger Gyða og stryger lille Mille over de røde proptrækkerkrøller.
