Vi elsker Lolland

Onsdag, 27. maj 2015
af Greta Johannsen, foto: Niels Andersen
Randi havde besluttet sig for at begynde et helt nyt liv. Kort efter mødte hun sit livs store kærlighed, og nu bor de på Lolland - for her er der nemlig plads og mulighed for et godt liv.

Sommeren 2012 købte Randi sin helt egen bil. Hun var 32 år og nået til en skillevej i sit liv, følte hun. Fri og færdig med forhold, og hvad så nu? Hun ville sætte sig ind i den nye bil og køre ud og opleve verden, bestemte hun sig for. Randi er en pige med begge ben på jorden - det er man, når man er født og opvokset på Lolland - så hun satte ikke kursen mod Paris og andre eksotiske steder. Hun bestemte sig for at køre til Løgstør, hvor hun havde aftalt at møde familien og holde en uges ferie i sommerhus med hele flokken, og undervejs ville hun se Danmark.

Den sommer mødte Randi Kofoed Jørgensen sit livs kærlighed, Aram Suleiman, der ad mange snoede omveje også var endt i Løgstør. Det var godt for hende og for ham - men det blev også vældig godt for Lolland, for her har de valgt at bo, og her har de satset alt, hvad de ejer, på at starte Arams forretning, for Lolland er ikke et sted, man flygter fra, men et sted hvor man lever og har det godt, synes de to.

- Jeg er uddannet akademiker, og jeg har boet og arbejdet både i Frankrig og Skotland og flere steder i Danmark, men aldrig har jeg følt mig så alene, som dengang jeg boede i København. Nej, Lolland er vores fremtid, mener Randi - og Aram kunne ikke være mere enig: Her har han nemlig fundet en befolkning, der er til at komme i snak med, og et sted hvor der er plads til at være anderledes.

Læs også om Gunver fra Troense (link fjernet)

En smuk pige

Da Randi tog af sted på sin biltur gennem landet for tre år siden, travede Aram samtidig gaderne tynde i Løgstør. Han var kommet til Danmark nogle måneder forinden som politisk flygtning fra Kurdistan. Han havde efterladt sine forældre, sine søskende, venner og et blomstrende møbelsnedkerværksted bag sig og var endt i sikkerhed i Danmark. Han var lykkelig for det land, han var kommet til, men han ønskede også at betale tilbage. Han ville arbejde, han ville endda gerne arbejde frivilligt, hvis han kunne hjælpe til i sit nye land. Der var bare ingen, der havde brug for ham eller hans evner.

- Den dag gik jeg en tur gennem gågaden i Løgstør, og jeg så en smuk pige sidde på en fortovscafe og drikke kaffe. Jeg satte mig i nærheden af hende og kom med et par bemærkninger om vejret, så bød jeg på mere kaffe. Hun fortalte, at hun hed Randi, og jeg syntes, hun var den smukkeste pige, jeg nogensinde havde mødt, husker Aram.

Det var den 28. juli 2012 og den sidste dag i deres liv, at Randi og Aram følte sig ensomme.

- Aram talte lidt dansk og ville så forfærdeligt gerne give sit nye land en masse tilbage, men der var jo ikke arbejde at få, siger Randi. Aram havde kun mig i Danmark. Han havde forladt en kæmpe familie, og for ham var familien af stor betydning - og det var den jo også for mig selv, så vi fandt simpelthen ud af, at min familie også blev hans.

Randis far på Lolland havde været turistbuschauffør i mange år og havde kørt Europa tyndt. Han og Randis mor havde altid lagt vægt på, at fremmede lande og nye kulturer var spændende, så Aram blev modtaget med åbne arme. Men de unge ville bevise, de kunne stå på egne ben.

- Aram talte efterhånden flydende dansk og prøvede først at finde et job i Jylland, senere flyttede han til Sjælland og søgte job alle vegne. Uden held. Samtidig søgte jeg selv job overalt indenfor kommunikation, men der er mange arbejdsløse akademikere, og jeg var bare endnu en af slagsen i København. Så var det, at min far kom med et godt forslag …

Hjem til Lolland

Randis forældre havde siddet på Lolland og fulgt de unges kamp for arbejde og bolig med bekymring, og til sidst havde Randis far fået en lys ide: Han gik til sin gode ven, snedker- og tømrermesteren Johannes, og spurgte, om han måske havde en plads til overs i sit værksted? For så havde han lige den rigtige mand. Aram ville nemlig meget gerne igen i gang med sit fag som møbel­snedker. Det havde Johannes, og det var en meget lykkelig Aram, der sagde ja til tilbuddet.

Derfor er værkstedet i Nørre-balle fyldt med smukke gyngestole, spiseborde og stole, for Aram er ikke til at stoppe, nu hvor han endelig er kommet i gang. Det er håndværk, som vi engang selv kunne lave det i Danmark, før industrien lærte os, at det handlede om at lave ens varer til en billig penge.

Aram laver smukke møbler, men han reparerer også gerne ting, der er gået i stykker. Kunderne kommer, for rygtet har allerede spredt sig på Lolland, at her er en mand, der kan lave et godt stykke arbejde. Samtidig har Randi også fået job. Hun arbejder hjemmefra for to forskellige firmaer, og samtidig laver hun reklamen for Arams møbler. De har lejet et billigt hus i omegnen, og familien er også lige i nærheden. De to har fundet hjem, synes de selv, og de forstår ikke snakken om udkantsdanmark.

Vi kunne ikke skabe en fremtid sammen i de store byer - det kan vi her, hvor folk kerer sig om hinanden, mener Aram. Og det er heller ikke helt uvæsentligt, at Aram holder meget af at smutte over og drikke formiddagskaffe hos sin svigerfar, for Aram kan slet ikke få nok af at have en familie.

Læs om Bente på 93 der underviser flygtninge

På Familie Journal bryder vi os ikke om udtrykket udkants­danmark

Det er nemlig et udtryk, som efterhånden har fået en rigtig negativ værdi. Og rundt om i landets yderområder foregår der rigtig mange positive ting. Dem vil vi fokusere på i en ny serie, hvor vi har valgt ordet forkant i stedet for.

Sker der noget spændende i dit område? Er der mennesker, som gør en indsats, og som du mener, andre kan have gavn af at læse om, så send en e-mail til redaktionen@familiejournal.dk med en kort beskrivelse. Skriv "Forkant" i emnelinjen.