Susanne og Mads Paluszewski-Hau viser med begejstring dette blads udsendte rundt i deres 1.200 kvadratmeter store have i Marstal på Ærø.
– Før vi kom hertil, rådede vi over tre altankasser i vores lejlighed på Amager. Forskellen er til at føle på, fastslår 43-årige Susanne, der er billedkunstner.
Hendes 45-årige ægtemand er ligeledes kunstner, men arbejder primært med lyd, og begge parter har kreative værksteder i huset, hvor de nu bor med deres tre sønner, Anker, Frede og Bjørn på 10, syv og tre et halvt år.
Men hvordan havnede familien i den berømte søfartsby?
– Vi har sejlet adskillige lange ture i vores elskede, finske sejlbåd, Mumrikken. Børnene er faktisk halvvejs vokset op i den, og i 2020 havde vi planlagt en længerevarende tur op langs den norske vestkyst og måske efterfølgende Skotland og Det Irske Hav. Jeg havde af samme grund opsagt mit job i Amager Øst Lokaludvalg, hvor jeg arbejdede med lokalplanlægning. Men coronaen satte en kæp i vores hjul. Vi var kun nået til den norske grænse, da vi modtog en sms med besked om, at vi skulle i 10 dages karantæne, når vi ankom til Norge. Det orkede vi ikke, så vi lavede en rask U-vending, fortæller Susanne.
Børnevenlige Ærø
En alternativ plan om at rejse til Thailand blev også forpurret af pandemien. Og lejligheden på Amager var lejet ud for halvandet år. Parret forhørte sig derfor i deres netværk, om nogen eventuelt lå inde med et sommerhus, de kunne leje midlertidigt.
– Sådan gik det til, at vi i efteråret 2020 lagde til i Marstal havn. Med hjælp fra familie og venner havde vi på Facebooksiden ”Oplev mit Ærø” fundet en mand, der udlejede et feriehus. Og allerede, da vi havde sat os på Ballast Bar på havnen for at få en kop kaffe, fik vi vores første positive indtryk af øen, siger Mads.
Anker, der dengang var otte år, valgte nemlig efter et skænderi med lillebror Frede at udforske Marstal lidt på egen hånd.
– To timer efter kom han tilbage. Han var helt rolig og glad og havde blandt andet været inde i Brugsen og købt hindbær. Det fik mig til at tænke, at Ærø var et sted, der kunne noget – også for vores børn, fortæller Mads.
Han og Susanne mødtes i 2007 i forbindelse med en koncert, som Mads og hans daværende band spillede på Vesterbro.
– Det var et lidt specielt orkester. Vi aftalte aldrig på forhånd, hvad vi skulle spille, og skiftede i øvrigt navn fra gang til gang, husker han med et grin.
Susanne og en lille gruppe veninder havde indfundet sig til arrangementet på den ene af venindernes initiativ.
– Hun hedder Kirsten, og denne aften var hun rent faktisk en ægte Kirsten Giftekniv. Formålet med at gå til koncerten var nemlig, at jeg skulle møde Mads, som hun kendte i forvejen. Da han var færdig med at spille, gik jeg derfor hen til ham og tilbød at hjælpe ham med at rulle nogle kabler sammen, fortæller hun.
Viet af Onkel Reje
Da de lidt senere gik tur sammen gennem København, spurgte hun Mads, om hun måtte låne det eksemplar af Brøndums encyklopædi, som han havde læst op fra under koncerten.
– Jeg sagde, at han jo kunne kigge forbi en dag og hente bogen. Han kom dog allerede dagen efter, husker Susanne.
Ved samme lejlighed inviterede hun Mads med på en sejltur i sin onkels båd.
– Da dagen for turen oprandt, mente min onkel dog, at det blæste for meget, så i stedet for at stævne ud med os gav han en middag på havnen.
Mads og Susanne blev gift i august 2012 i Sejlklubben Lynettens klubhus ved en utraditionel vielse forestået af vennen Mads Geertsen – bedre kendt som børne-tv-fænomenet Onkel Reje.
Også efter deres flytning til Ærø har sejlads spillet en stor rolle i deres fælles tilværelse.
– Vi havde ikke været her længe, før formanden for Marstal Sejlklub spurgte os, om vi ville undervise syv-13-årige børn i optimistjollesejlads. Så det har vi gjort siden. Ingen af os havde sejlet optimistjolle før. Men vores ven Tobias Kofoed, der har solid erfaring med ungdomsarbejdet i sejlklubben, har været meget behjælpelig og lært os alt om, hvordan det hele fungerede.
På mindre øer er børnefamilier altid meget velkomne, fordi de modvirker affolkning og sænker gennemsnitsalderen. Sådan har det også været for den københavnske kunstnerfamilie.
– Vi har mødt stor velvilje, når vi for eksempel har præsenteret nye idéer til kunstprojekter. Vi deltog sidste år i havnefestivalen Økant, hvor vi havde fælles performances i et stort skibsskrog. Og vi er i gang med en motorskulptur på Motorfabrikken Marstal, som i dag fungerer som en blanding af kontorfællesskab og event-, koncert- og udstillingssted, fortæller Mads.
Kunst på havnen
Begge parter har dog andet arbejde sideløbende med de kunstneriske udfoldelser.
– Jeg arbejder for en arkitekt, der har kontor på Motorfabrikken. Jeg hjælper blandt andet folk med at skrive klager og få byggeri lovliggjort, siger Mads, der oprindelig er uddannet geograf.
Susanne er projektansat på Ærø Forsyning, hvor hun er med til at udrulle øens nye affaldssystem. Men også i deres fritid yder de et stort bidrag til lokalsamfundet.
– Fordi jeg er åbenmundet og en dag kom til at udtale mig til avisen, havnede jeg i bestyrelsen for bevaringsforeningen Snorren, der kæmper for at bevare en historisk og charmerende del af havnen, som kommunalbestyrelsen ønsker at rive ned og erstatte med en Netto-butik, fortæller Susanne og fortsætter:
– I den forbindelse har vi i øvrigt lært, at det er vigtigt at lytte opmærksomt til alle – ikke mindst til dem, der har boet her hele livet og ofte har en dybere viden end os tilflyttere fra storbyen. Vi kan ikke altid bare komme her med vores romantiske blik på tingene. En gammel bygning kan være nok så unik, men samtidig muligvis farlig at færdes i og omkring, og den slags skal selvfølgelig tages med i betragtning.
Rent socialt har det både for familiens børn og voksne været let at falde til på Ærø.
– Naboernes to drenge er på alder med vores ældste. Og Anker cykler selv rundt i byen og laver aftaler med kammerater. Folk er generelt hjælpsomme og ikke så fortravlede. I bussen kan en fremmed finde på at rejse sig og hjælpe os ud med Bjørns klapvogn. I det hele taget er det nemt at få nye venner og udvide sin omgangskreds, fastslår Susanne.
