Vinder af "Alene i vildmarken": Jeg var slet ikke færdig der ude

Tirsdag, 9. maj 2023
af Cecilie Lunding Tolversen. Video: Kaspar Wenstrup
Christian Hjort er den syvende vinder af tv-programmet "Alene i vildmarken". Selv efter 42 dage i den barske natur, følte han sig ikke klar til at tage hjem.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

39-årige Christian Hjort blev tydeligt rørt, da hans kone Mia og deres to børn overraskede ham efter 42 dage alene i den norske natur. Christian var den sidste tilbageværende deltager af DR-programmet "Alene i vildmarken" og dermed vinderen af sæson syv.

Selv om det var et glædeligt gensyn med familien, følte Christian sig ikke klar til at tage hjem. Han havde netop fanget en stor fisk, og han havde mere, han gerne ville opleve.

– Jeg havde også sagt til Mia, at det kunne være lidt sjovt med 100 dage sammenlagt over to sæsoner, fortæller Christian, der sammenlagt har været 86 dage i vildmarken. 44 dage i første sæson og 42 dage i syvende sæson af programmet.

En ekstrem oplevelse

Turen i vildmarken bød på mange udfordringer for Christian, der blandt andet fik ødelagt en støvle og flækkede en tand, da han spiste et fiskehoved. Men det er hverken sult eller savn, han fremhæver som det værste ved at deltage i programmet:

– Det værste er at skulle se, om der er strøm på alt muligt teknik. Jeg bliver tekniktræt, afslører han.

– Det er ekstremt (at være i vildmarken, red.) og der kommer savn. Men jeg synes også, at livet kan være fedt, når det er hårdt.

Derfor ville han heller ikke sige nej til endnu en tur i vildmarken.

– Jeg har en meget forstående kone, forklarer han. I videoen i toppen af artiklen kan du høre Christian fortælle om sin oplevelse i vildmarken.