Mona gav mig livsglæden tilbage

Hun kigger forbitret på den brede stribe tape, der sidder tværs over vinduet. Den er sat der af et betænksomt personale, der ikke ønsker, at de gamle beboere på Lergårdens Plejecenter i Aabenraa skal gå lige ind i de velpudsede vinduer og måske komme slemt til skade. De kender jo ikke Mortine Mindermann på 98 år så nøje. De kan ikke se, at den gamle dame kun er små halvanden meter høj, og når hun sidder ned i sin stol, kan hun slet se ikke haven udenfor. Kun den hvide stribe. Mortine kan ikke længere selv rejse sig op og ordne tingene, som hun vil have det. Kroppen vil ikke længere makke ret. Den er blevet træt og syg, og her før jul var det så galt fat med Mortine, at hun endda indrømmer, at hun nok havde haft det bedre. Hun var også lige ved at være ked af livet, for det er ikke rart at være den sidste, der husker, hvordan det hele var engang. Mortine endte med at ligge i sengen, og i december, da natten var mørkest og koldest, sendte plejehjemmet bud efter en vågekone gennem Røde Kors. Læs også: Vil du gerne blive gammel?

Angst for mørke

En af dem, der kom, var Mona Beck. Hun er 62, og efter mange år på arbejdsmarkedet havde hun glædet sig til sin velfortjente efterløn. Samtidig havde hun bestemt sig for, at hun gerne ville hjælpe andre mennesker, ligesom hun havde gjort i sine mange år som sosu-hjælper. Hun havde stadig mand og store børn, men det var ikke nok til at udfylde livet for en kvinde som Mona. Derfor meldte hun sig som vågekone hos Røde Kors, og en sen nattetime kort før jul sidste år stod hun ved fodenden af Mortines seng og præsenterede sig. Mona satte sig ved Mortines hovedgærde og gav hendes hånd et klem. Og lige dér ændrede Mortines liv sig endnu en gang. Den angst for at være alene i en lang, mørk nat, som hun havde døjet med den sidste tid, forsvandt, for her var et menneske, der lyste natten op og satte ord på det, Mortine ikke kunne sige. Derfor begyndte Mortine at snakke, først lidt tøvende, men så var det, som om hun slet ikke kunne holde op igen – og det var en temmelig usædvanlig oplevelse for en vågekone, måtte Mona indrømme. – Jeg var der fra klokken to til klokken seks om morgenen, og Mortine snakkede så meget, at hverken hun eller jeg fik lukket et øje. Ud på natten sagde hun til mig, at jeg da bare skulle lægge mig lidt over på sofaen og hvile mig. Hun mente, jeg så lidt træt ud, siger Mona.

Ægte omsorg

Dagen efter meddelte Mortine, at hun ikke længere havde brug for en vågekone. Faktisk ville hun hellere have en besøgsven, og det skulle være Mona. Eftersom Mortine ikke er en kvinde, der tager et nej for et nej, blev det sådan. Hver tirsdag mødes Mona og Mortine til en kop kaffe på plejehjemmet i Aabenraa og snakker om alt mellem himmel og jord. Lige nu snakker de om, hvor fantastisk det er, at man pludselig kan føle sig så rask igen. – Personalet her på plejehjemmet er så omsorgsfulde, og jeg kunne mærke, at det ikke bare var pjat: De ønskede virkelig, at jeg skulle blive rask, og de gjorde alt, hvad de kunne – og så gav de mig endda også kontakten med Mona. Jeg tror på, at ægte medmenneskelighed og omsorg kan give os gamle livslysten tilbage. Det er bare utroligt, hvor dårligt samfundet betaler de mennesker, der arbejder så hårdt, siger Mortine. For selv om hun ligner en blid, gammel dame, har hun stadig sine meningers mod. Men der var også engang en hr. Mindermann. – Min mand og jeg var næsten jævnaldrende. Han var 14 dage ældre end jeg – og i de 14 dage, sagde han altid, at det var ham, der bestemte, fordi han var ældst. Min mand havde dårlige nyrer, og vi fik aldrig børn. Da han var 48 år, døde han pludselig. Mortine giftede sig aldrig igen. Mortine havde altid været god til at være alene, nu blev hun perfekt til det. Da hun blev pensionist, flyttede hun tilbage til Sønderjylland og gav sig til at rejse udenlands for dog at se verden, mens hun kunne, som hun siger. Alligevel var det bedste at leve det enkle liv i Genner i sit hus med sin have, som hun elskede, og med de to niecer, der var tilbage af familien. Når Mortine tænker tilbage, ved hun, at hun har haft et godt liv. Derfor var hun ikke særlig glad, da hun måtte flytte på plejehjem sidste år, men hun havde ikke længere kræfterne til hverken huset eller haven. Måske var det derfor, hun efter en tid holdt op med at være glad for livet, og derfor hun blev syg og bange. Læs også om Charlotte der gerne hjælper andre

Ting tager tid

– Jeg blev syg. Jeg har simpelthen ikke kræfterne til at løfte armene eller bevæge mig, men det værste var angsten. Jeg blev så bange for mørket og lå i min seng og længtes efter, at solen skulle stå op. Så kom vågekonerne og Mona heldigvis, og siden har jeg ikke haft den angst. Mortine og Mona har nogle gode dage. De snakker om tøj, for Mona er oprindelig uddannet dameskrædderinde og ved alt om, hvordan tøjet skal være. De snakker om haven, og de har aftalt, at når det bliver varmt udenfor, så skal Mortine ud. Endnu har hun ikke så mange kræfter, doktoren har fortalt hende, at hun har kræft i skulderen, men hun tænker ikke på det, for som hun siger: – I min alder tager alting så lang tid. Det tager endda også lang tid at blive syg, så jeg skal ikke have behandlinger og kure. Jeg vil bare gerne leve, indtil jeg ikke kan mere – og hvis jeg så kunne få lov til at se ud ad mit vindue i den tid, vil det være godt. n