Emilie er 15 år, og hun synes, hendes far er sød og sjov. Somme tider synes hun, at han er irriterende. Det synes alle teenagere sikkert om deres fædre, men Emilie vil også gerne passe på sin far, så han ikke bliver ked af det.
Morten Schneller i Ringsted er veteran. Da han blev sendt til Bosnien som soldat første gang i 1996, var han en naiv ung mand på 19 år. Da han kom hjem, var han et andet menneske.
Der er gået 24 år, siden Morten var udsendt første gang. I alle de år har han kæmpet med at finde meningen med det liv, der blev hans. Han har set ting, han aldrig kan glemme, men han har endelig lært at leve med det.
Det gør han hver dag for sin kones skyld og for børnenes skyld. Han passer på sin familie, og de passer på ham – men børn har også brug for at være børn, og de har også tit brug for at snakke med andre voksne, der fortæller dem, at selv om forældre kan have det dårligt, er det ikke børnenes skyld.
I alt for mange år har veteranerne ikke haft nogen at tale om deres oplevelser med, og der var slet ingen, der tog sig af deres familier og især af deres børn.
Men nu har Veterancentret i Ringsted netop åbnet en familieenhed, der skal hjælpe hele familien, altså også børnene, og det har været en stor hjælp for Emilie.
Morten og Emilie var gæster på Veterancentret, da de åbnede afdelingen for familier. Han har selv været på Veterancentret mange gange før, for da han endelig kunne få sig selv til at bede om hjælp, fik han faktisk hjælp – og nu er det Emilie, der kan få glæde af familieafdelingen.
– Jeg kan da godt snakke med mine lærere eller mine veninder om, at min far somme tider har det dårligt, men de forstår det jo ikke, selv om de måske gerne vil. På centret møder jeg andre børn og unge, der præcis ved, hvordan jeg føler, for de kender det fra sig selv, siger Emilie.
Et andet menneske
Det tog mange år, inden Morten selv lærte at tale om sine oplevelser, for det gør en rigtig mand ikke bare – og slet ikke en soldat.
Men efter flere år nåede Morten det punkt i sit liv, hvor han ikke længere kunne holde sammen på sig selv.
– Jeg var 19 år, da jeg blev sendt til Bosnien i 1996. Jeg var på hold 1. Vi var det første hold efter FN, og vi kom for at afslutte krigen. Jeg havde haft en masse forventninger til alt det, vi kunne hjælpe befolkningen med, men sådan blev det slet ikke.
– Vi landede i en verden af vold, krig, døde mennesker og lidelser, og vi kunne og måtte ikke gøre ret meget. De ting, jeg oplevede, tog jeg med mig hjem igen efter det halve år. Før jeg rejste ud, var jeg en glad, ung mand, der ville gøre noget godt og opleve noget. Jeg kom hjem som et andet menneske. Jeg blev indelukket og tavs.
– Min mor sagde senere, at hun ikke længere kunne genkende mig. Jeg kunne ikke engang genkende mig selv. Jeg kom hjem fra krig og ødelæggelse, og så var det meningen, at jeg skulle fortsætte med uddannelse og job. Jeg havde villet være isenkræmmer. Nu var mine gamle fremtidsplaner så langt væk fra det menneske, jeg var blevet. Jeg kunne ikke sove, og så hjalp det at drikke. Helst så meget, at jeg bare faldt om, for så forsvandt alle tankerne også, siger Morten.
Af sted eller i fængsel
Det blev en anden tidligere soldat, der fik Morten på ret kurs. Han skaffede Morten et job om butiksassistent, der hvor han selv arbejdede, og så havde Morten i det mindste et job, som han kunne udfylde sine dage med.
Måske ville han være vendt tilbage til sit gamle ubekymrede liv en dag. Måske ikke. Men så blev han genindkaldt til en ny mission i Kosovo i 1999.
– Det var bestemt ikke noget, jeg gerne ville, men hvis jeg sagde nej, ville det betyde et fængselsophold. Det ville jeg jo heller ikke. Det eneste, der var fordelen ved det her, var, at nu vidste jeg, hvad jeg gik ind til, siger Morten, der kom af sted med sin panserværnsdeling igen.
Denne gang kunne han støtte og hjælpe de nye unge mænd, der var lige så naive, som han engang havde været, men igen satte oplevelserne sig i hans sind.
– Dengang var Forsvaret ikke særlig opmærksomme på, hvad vi hjemvendte soldater kunne have af problemer. Da vi kom hjem, stod vi 300 mand på Vordingborg Kaserne, mens vores kaptajn spurgte, om der var nogen, der havde psykiske problemer, for så kunne vi henvende os til den psykolog, der stod ved siden af ham. Der findes jo ikke den mand, der rækker hånden op og siger ja tak i den situation, så vi tog hjem og fortsatte vores liv, siger Morten.
Hidsig over småting
Morten var blevet uddannet isenkræmmer. Han fik arbejde, han fik en kæreste, der senere blev hans kone, og han fik børn og arbejde.
Hver eneste dag pakkede han sine oplevelser ned i sin indre kasse og gjorde alt for at glemme. Indtil den dag i 2007, hvor han ikke kunne mere. Kassen sprang op, og han eksploderede.
– Da jeg blev kæreste med min senere kone i 2001, vidste hun godt, at jeg havde været soldat, men jeg fortalte hende ikke om mine oplevelser. Jeg var ikke den Morten, jeg plejede at være. Jeg kunne blive enormt hidsig, hvis alt ikke lige gik efter mit hoved. En havde måske bare lagt pålægget forkert i køleskabet eller havde foreslået noget, jeg ikke havde lyst til at lave.
– Jeg var blevet enormt opfarende, og når jeg råbte og skældte ud, tænkte jeg samtidig, at det her … det var ikke mig. Der var noget i vejen med mig. I 2007 gav min kone mig valget: Enten måtte jeg gøre noget ved mine problemer, eller det ville være slut med vores forhold, siger Morten.
Børn tager skade
– Denne gang var der hjælp at få. Nu kom jeg til en psykolog og videre til en psykiater. Jeg fik piller til at sove på og piller til at vågne op på, og så fik jeg at vide, at jeg havde taget skade. Jeg havde fået ptsd (posttraumatisk stress, red.). Jeg har gået til behandling i flere år nu, og jeg har lært forskellige måder at leve med det på. Det sværeste er, at jeg jo også har givet det videre til min familie, siger Morten.
– Min kone har støttet og hjulpet mig hele vejen igennem, men det er svært for mig at se, at mine to børn også har taget skade af, at jeg har været udsendt. De var jo ikke engang født, da jeg var udsendt soldat.
– De har aldrig set mig hidse mig op eller bryde sammen, men de har set, at jeg gerne holder mig tilbage, at jeg ikke mere er den glade og ivrige mand, jeg engang var. Det har gjort, at de har haft det svært med andre børn. Børn gør jo, som deres forældre gør, og derfor er Emilie en pige, der let kan føle sig uden for andre børns samvær, siger Morten.
Har fået nye venner
Emilie er en sød pige, lidt genert, lidt tilbageholdende, og hun har haft svært ved at få venner. Hun elsker at være spejder, og fordi Morten kom i behandling og i kontakt med Veterancentret og andre foreninger, har hans børn også fået venner.
– Vi har været på sommerlejr med andre børn af veteraner, og det er fantastisk at få venner, der bare ved, hvordan det er at have nogle forældre, der ikke altid har det godt, siger Emilie.
Morten og hans familie har betalt prisen for at være udsendt. De er en lille tæt familie, men Mortens kone og søn ønsker ikke at medvirke i denne artikel. Ikke fordi de skammer sig over at have haft problemer, men fordi de vil videre med deres liv i fred og ro. Morten og Emilie har valgt at stå frem, fordi de har et meget enkelt budskab:
– Vi skal være åbne og fortælle om vores oplevelser, så kan andre familier også få hjælp, siger far og datter.
