Nanna blev sygemeldt med stress: Det skal ikke definere mig

Søvnbesvær, hukommelsestab, vægttab og konstant irritation var bare nogle af de symptomer, der blev en del af Nannas hverdag.

Selv om hun inderst inde godt var klar over, at noget var helt galt, fortsatte hun med 180 kilometer i timen. Nannas nærmeste bemærkede også hendes ændrede adfærd og opfordrede hende til at opsøge læge.

Men Nanna fortsatte.

– Mange, der har eller har haft stress, har nok oplevet, at det er svært at erkende, at man har brug for hjælp, og man faktisk er et sted, hvor man mentalt ikke er rask, forklarer hun.

Nanna var ellers lige begyndt på drømmeuddannelsen, ergoterapi, i efteråret 2017 og flyttede i den forbindelse fra hjemstavnen Falster til Odense med kæresten, Niklas.

Hun havde glædet sig til studiestart og deres nye liv i Odense, men oplevede det som en stor omvæltning at flytte hjemmefra, samtidig med at hun skulle finde sin rolle som studerende. Hun prøvede ihærdigt at balancere studielivet med de andre ting, hun holdt af, såsom sociale arrangementer, familiesamvær og kreative projekter. Men de blev hurtigt lagt på hylden til fordel for at pleje det tidskrævende studie.

– Jeg tror ikke, det var et sundt miljø for mig, der er lidt af en 12-tals-pige og gerne vil gøre alt til ug. Så blev en stor mængde læsning fra dag til dag en tidskrævende beskæftigelse.

Nanna oplevede stor frustration over ikke at kunne være den, hun gerne ville være for sin omgangskreds, fordi det var enormt vigtigt for hende at præstere på studiet.

– Jeg ville bare så sindssygt gerne lykkes, og jeg ville gøre det selv. Der var ikke nogen, der skulle fortælle mig, at det kunne jeg ikke.

Aftale med farmor

Nanna, der var meget tæt med sin farmor, havde lagt mærke til, at farmoren hostede voldsomt, og hun mente, at hun skulle opsøge læge. Min farmor var lige så stædig som mig og sagde: ”Jeg fejler ikke noget’’. Da hun så en dag sagde til mig, at hun syntes, jeg skulle ringe til min læge, sagde jeg: ”Jeg ringer til min læge, hvis du ringer til din!’’ På den måde blev det lidt noget for noget, og så fik vi begge hjælp, fortæller Nanna.

Nanna kontaktede sin læge i sommeren 2018. Symptomerne havde stået på over en længere periode, men Nanna havde ignoreret dem for at opretholde sit udadtil perfekte liv.

Men allerede inden hun gik fra første samtale med lægen, havde hun fået en sygemelding. En sygemelding, som Nanna havde det ambivalent med.

– Jeg vidste godt, at det var det, jeg havde brug for. Samtidig var det pinligt og svært for mig at erkende, at jeg ikke kunne klare hele verden alene, fortæller hun.

Efter sygemeldingen brugte hun meget tid i trygge rammer hos sin familie på Falster, hvor hun gik lange ture ved vandet og i skoven. Derudover brugte hun tid på at hækle, hendes farmor lærte hende at sy, og hun prioriterede generelt ting, der gav hende glæde og overskud.

– Jeg kan huske følelsen af, at mine skuldre sænkede sig. Der var ingen forventninger til mig eller de forventninger, jeg troede, der var udefra, fortæller hun.

Selv om Nanna var omgivet af familie og kæresten, oplevede hun et stort psykisk tomrum. Hun følte sig alene, og den psykiske ensomhed var svær for hende at håndtere.

– Jeg kendte ingen på min egen alder, der havde haft stress, og det fik mig til at føle mig forkert. Kan jeg virkelig ikke gennemføre en uddannelse uden stress, når alle andre kan? Hvad er der galt med mig, tænkte jeg.

De forstod mig

Nanna blev gjort opmærksom på et mindfulnesstilbud for unge mennesker i Odense Kommune. Tilbuddet blev ledet af to psykologer og havde fokus på krop, psyke og sociale relationer. Hun søgte om at blive en del af tilbuddet, i håbet om at hun her kunne møde nogle jævnaldrende, der stod samme sted i livet, som hun selv gjorde.

– Jeg havde brug for nogen, der kunne forstå, hvorfor det var pinligt ikke at kunne gennemføre en uddannelse uden at få stress.

Kort tid efter kom hun til samtale med to psykologer og blev godkendt til det tre måneder lange mindfulnessforløb. Her mødte hun mange andre unge, som ikke nødvendigvis havde stress, men stod i svære situationer i deres liv, ligesom hun selv gjorde.

– Det var så befriende at opleve følelsen af ikke at stå alene. For her mødte jeg jævnaldrende, som forstod, hvad jeg gik igennem.

Mindfulnessforløbet kombineret med en hverdag uden forventninger og pres – i familien og kærestens trygge nærhed – gjorde, at Nanna langsomt fik genopladet batterierne.

Efter et halvt års sygemelding nåede hun til et punkt, hvor hun kunne mærke, at hun havde brug for at vende tilbage til en anden hverdag igen.

– Jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at prøve og komme i gang igen, og så måtte jeg gøre det på de præmisser, som mit sind havde sat for mig, fortæller hun.

Efter sommerferien genoptog hun studiet sammen med et nyt hold studerende. Fordi hun fra begyndelsen valgte at være åben omkring sin stressygdom, var det nemmere for hendes medstuderende at forholde sig til det og spørge ind til det.

– Hvis jeg havde en presset periode, kunne jeg nemt forklare hvorfor. Det var lettere for mig at komme igennem studiet, fordi de vidste, at jeg ikke kunne det samme som dem.

Stress som følgesvend

I sommeren 2021 blev Nanna færdiguddannet, og i dag er hun fastansat på fuld tid som ergoterapeut på et aflastningstilbud og bosted for børn og unge lidt uden for Odense. Tanken om, hvorvidt stressen vil vende tilbage, har selvfølgelig fyldt hos hende, men Nanna har taget et bevidst valgt om, at det ikke skal styre hendes liv.

– Enten sidder man fast i det og går med den der frygt om, at det sker igen, eller også prøver man at tage stressen med som en følgesvend. Jeg har valgt at gøre det sidste.

Det betyder ikke, at Nanna ikke støder på svære dage eller hårde perioder, men hun arbejder på at lære, hvordan stressen altid vil være en del af hende og acceptere de begrænsninger, det sætter for hende. Samtidig er hun også ved at lære at omfavne det, som det har givet hende at gå igennem det.

– Jeg ser ikke længere mig selv som svag, fordi jeg har været igennem det, tværtimod. Jeg kender mig selv på en måde, som andre måske ikke kender sig selv og har valgt, at stress ikke skal definere mig!