Værsgo! Sommerkrimi fra Lone Theils til dig

Nora Sand er taget på sommerferie ved Vesterhavet, men bliver snart passet op af den lokale snushane, som vil have hende til at kigge nærmere på nogle dødsfald i den lille by. Hvert år den 2. august dør et menneske på mystisk vis. Og i dag er det den 1. august ...
Af
Af Lone Theils
Lone Theils sidder ved bord i have
Lone Theils har skrevet sommerkrimien "Hemmeligheden" specielt til Familie Journals læsere.
Foto: Bo Nymann

"Hemmeligheden" afsnit 1

Det første, Nora gjorde, da hun trådte indenfor i det lille sommerhus i Vestermark, var at åbne alle vinduer og døren på vid gab.

Faster Ellen havde brækket benet i foråret og havde ikke fået brugt huset i den sommersæson, der ellers var godt i gang. Her lugtede inde-klemt af gamle kokostæpper, men Nora håbede, at duften af hybenroser, plantagen og havet bag klitterne ville få overtaget, mens hun pakkede ud.

Hun kendte huset fra utallige ferier, hvor hun havde tilbragt dagene med at bade i Vesterhavet, samle strandskaller, spise jordbær, læse Tintin-hæfter og cykle op til Brugsen, hvis der manglede nye kartofler eller smør til de rødspætter, de havde købt ved en af kutterne.

Det var så langt fra Noras liv i London, hvor fisk var noget, man købte for en formue på Borough Market og cykling en ekstremsport forbeholdt unge mænd iført cykelhjelme og dødsforagt.

Nu var hun sendt på mere eller mindre ufrivillig ferie af Globalts konstituerede chef, Viola Ponte, og selv om det trak i hende, når hun læste nyheder fra London på sin telefon, glædede hun sig til at være væk fra redaktionens intriger, der havde nået nye lavpunkter efter hendes chef Krebsens pludselige sygemelding.

Fasteren havde nærmest tigget Nora om at tage til Vestjylland og bo i det lille sorte træhus. – Huset trænger til liv, og du trænger til fred, havde faster Ellen formuleret det.

Nora så mod himlen og glædede sig over, at solen ikke blev forstyrret af den mindste sky, mens hun bar taskerne ind i det lille soveværelse med direkte udsigt over klitterne.

Bagefter tændte hun for strømmen og tjekkede, at køleskabet var gået i gang. Den lille gule pære lyste ned over gabende tomme hylder. I køkkenskabene fandt hun en rest kaffe, der ikke ville være meget bevendt. Og da slet ikke uden mælk.

Nora mente svagt at kunne huske, at fasteren havde været bekymret for, at den lille lokale Brugs skulle til at lukke for nogle år siden. Men rygterne var åbenbart overdrevne, for da hun efter få minutter nåede frem til selve landsbyen, var der alle tegn på, at den lille butik i dén grad var i live. Udenfor stod et virvar af kurve med oppustelige badedyr, kroketspil og andet legetøj beregnet til sommerhusturisterne.

Hun trådte ind i butikkens kølige skygge og hev indkøbssedlen op af lommen. Netop som hun var ved at tage et glas Nescafé ned fra hylden, hørte hun en mandsstemme bag sig.

– Jamen, er det ikke lille Nora? Nora Sand?

Hun vendte sig om og så på en mand, der så ud til at være tæt på de 70 år. Skaldet og ulasteligt klædt i sejlershorts og en poloskjorte så hvid og nystrøget, at man måtte konkludere, at der var en kone i baggrunden til at ordne den slags ting. Det tog hende et øjeblik at placere ansigtet. Hun havde ikke set ham i et par årtier, men så kom det tilbage til hende.

– Brian? Brian Søndergaard, sagde hun endelig.

– I egen høje person, bekræftede han og smilede, svært tilfreds med at blive genkendt.

Søndergaard og hans kone havde haft sommerhus på samme lille stikvej som fasteren i en menneskealder.

– Men vi er jo også en slags kolleger, sagde han med et indforstået smil.

Nora kom i tanker om, at han vist havde arbejdet for Ringkøbing Amts Dagblad, da hun var teenager, men det kunne han da umuligt stadig gøre. Som havde han læst hendes tanker, svarede han: – Egentlig er jeg pensionist, men Gudrun synes, jeg gik i vejen derhjemme, så hun satte mig hurtigt i sving.

– Som journalist? spurgte Nora tøvende.

– På en måde.

Han lænede sig ind mod Nora, så tæt, at det var umuligt at undgå hans kaffeånde.

– Jeg har mit helt eget website nu. Med nyheder om alt muligt, der foregår her i området. Den er meget læst, forsikrede han.

– Okay, sagde Nora og forsøgte at smyge sig udenom.

Men Brian Søndergaard forstod ikke hentydningen. I stedet fulgte han i hælene på hende, mens hun puttede mælk, brød, rabarbermarmelade og ost op i kurven.

– Ja, det er mig, der virkelig ved, hvad der foregår i lokalområdet.

Hun gav ham sit bedste papsmil. Det, hun ellers kun brugte til dørsælgere.

– Spændende, men …

De var kommet op i kasseområdet, hvor en smuk cirka 30-årig kvinde smilende betjente to tyske drenge, der havde kastet deres kærlighed på en badering, der lignede en gigantisk donut. Så tæt på Vesterhavet lignede det noget, der kunne udvikle sig til en alarm til Søværnets Operative Kommando.

– Jeg håber, det er til en pool, kunne Nora ikke dy sig for at sige og blev mødt af et skævt smil fra ekspedienten.

– Jeg tror vist, de bor ovre i det store badeland. Naturen er ikke så populær i den alder, svarede hun.

Hun mindede Nora om Marilyn Monroe, før hun blev filmstjerne og bare hed Norma Jean. Mørkt hår, lidt gammeldags rød læbestift, tyk mascara og alligevel et naturligt smil.

Brian slog ud med armen: – Her har vi Kirstine. Var det ikke for hende, så var Brugsen lukket for fem år siden, og vi ville have været nødt til at køre ind til Ringkøbing eller Hvide Sande for at handle.

Kvinden smilede genert og slog øjnene ned.

– Det er nu så meget sagt, sagde hun og slog prisen på Brians eksemplar af Ekstra Bladet og et glas syltede rødbeder ind.

Han betalte med kontanter, som han omhyggeligt talte op fra en slidt tegnebog. Nora lagde sine egne indkøb på båndet og betalte. Planen var at smøre sig en ostemad og sætte sig i solen med en af de mange Agatha Christie-krimier, fasteren havde til at stå inde i stuen. Hun kunne næsten mærke på forhånd, hvordan hun ville falde lidt i søvn på et vattæppe, men Brian Søndergaard var ikke færdig med at tale.

– Har du egentlig ikke skrevet en del om krimisager her på det sidste, ville han vide.

Nora trak på det:

Det er vel så meget sagt.

Nora

– Jo, jo. Det var da dig, der opklarede den sag med au pair-pigerne, var det ikke?

Nora kiggede ned på sine sandaler. Havde ikke lyst til at tale om en episode, der nær havde kostet hende livet. Som var selve årsagen til, at hun nu befandt sig på en slags tvangsferie her langt fra lands lov og ret.

Brian afbrød hendes tankerække.

– Jo, men det er jo bare, fordi du er kommet på det perfekte tidspunkt for at opklare et mysterium, der plager Vestermark.

De var nået ud på parkeringspladsen, og Nora lagde stofposen med sine indkøb ind på passagersædet uden at svare. Men intet lagde en dæmper på Brian Søndergaard.

Jo, ser du. Jeg skriver som sagt om alt, hvad der rører sig her i byen. Og jeg har lagt mærke til noget interessant: Hvert år den 2. august dør en af byens borgere. Sådan har det været de seneste fire år.

Brian Søndergaard

Hun så overrasket på ham.

– Hvad snakker du om?

– Den er god nok.

Han talte på fingrene: Først var det Thyge og Anita, der boede ude på den der gård med hestene ned til fjorden. Brian pegede i retning ud af byen og fortsatte så:

– Året efter var det Mie og så Ejvind Madsen, du ved krofatteren. Og så sidste år røg præsten.

Han holdt en kunstpause og så direkte på hende, men han sænkede stemmen for at lyde endnu mere konspiratorisk.

– Alle sammen på den 2. august. Alle!

Nora rynkede panden. Var det ved at rable for Brian? Hun studerede hans ansigt for at lede efter et grin, der skulle fortælle hende, at det var en eller anden underlig lokal vittighed, men han så dødsensalvorlig ud.

– Siger du, at de blev dræbt? Der har da ikke været nogen drabsefterforskning her i byen. Det er jeg sikker på, at min faster ville have fortalt mig, hvis der var.

Brian rystede på hovedet.

– Nej, der har aldrig været nogen efterforskning. Alle de her mennesker er døde af naturlige årsager, hviskede han højt og lavede citationstegn med fingrene ved de to sidste ord.

– Hvorfor hvisker du?

Han så indforstået på hende.

– I morgen er det den 2. august. Jeg vil vædde med, at der dør en endnu et menneske her i byen. Mærk dig mine ord!

Så vendte han rundt som en skaldet døds-engel i shorts og gik hen til en ramponeret mørkegrøn herrecykel, der lænet op ad butikkens gavl. Nora satte sig ind i bilen og åndede lettet ud. Hvor var han dog en mærkelig mand.

Måske havde han altid været det, men hun huskede ham dårligt. Havde ikke haft meget med ham at gøre i barndommens sommerferier. Hun forsøgte at huske tilbage, om hendes faster havde kunnet lide ham, men havde kun en vag forestilling om, at han engang havde været på besøg med sin kone, der åbenbart hed Ellen, og at de alle sammen havde spillet kroket.

Netop som hun havde sat bilen i gear, bankede det på ruden. Hun trykkede på knappen og lod den glide ned. Brian havde bremset cyklen op og så nu insisterende på hende.

– Jeg håber, det er i orden, at jeg skriver lidt på min blog om, at vi sådan har fået besøg her i Vestermark af fine journalister. Det vil sikkert interessere mange.

Hun sukkede. – Det kan jeg virkelig ikke forestille mig. Jeg ville ønske, at du ville lade være. Jeg er her for at holde ferie og slappe af.

– Vissevasse med dig. Det er godt med lidt navnestof. Folk elsker den slags, fastslog han muntert og trådte i pedalerne. Han vinkede og var næsten ved at miste balancen på den tunge cykel, inden han råbte: – Tænk nu over det med de døde. Det er lige en sag for dig!

Så forsvandt han ned ad grusvejen med sin avis og sine rødbeder, mens han hvirvlede en lille sky af tørt støv op efter sig.

Nora besluttede for at holde en lille pause, så hun ikke skulle køre direkte efter ham på den smalle vej. Det ville blive mærkeligt. Mens hun sad og ventede, kom hun i tanker om, at hun havde glemt smør. Hun fandt det hurtigt i køledisken og var nær ved at støde ind i en kvinde på omkring de 50. Hun var iført en Marimekko-kjole med store røde blomster og havde en kortklippet grå frisure, der klædte hendes ansigt.

– Næh, det er jo Nora. Det kan jeg da se, udbrød kvinden.

Nora begyndte at tænke, at hun måske var kommet det forkerte sted hen for at få fred, men forsøgte sig med et høfligt smil, der skulle dække over hendes forvirring.

– Ja, det er Jette, sagde kvinden og pegede på sig selv.

Da Nora stadig så forvirret ud, tilføjede hun: – Din fasters gamle veninde. Din faster kommer jo troligt og køber æg ovre hos os hver sommer, men jeg synes ikke rigtig, jeg har set hende i år.

Nora forklarede om det brækkede ben, mens Jette nikkede forstående. – Hun er jo ellers en stærk kvinde, din faster Ellen.

Det kunne Nora kun give hende ret i, mens hun med kvinden i hælene gik op mod kassen igen. Hun lod Jette komme foran og betale for sin Familie Journal og en pose sukker.

– Hvor længe skal du være her? ville Jette vide.

Nora trak på det.

En uge, måske længere. Jeg ved det ikke helt endnu.

Nora

– Jamen, du er velkommen til at kigge forbi og købe æg, hvis du får lyst. Vi henter i hønsegården hver morgen, sagde Jette og skævede til brugsbestyreren.

– Ikke fordi der er noget i vejen med jeres æg. Det er bare bedre, når de er helt friske, sagde hun udglattende.

Kirstine scannede Noras smør ind med et bip. – Naturligvis, sagde hun med et smil, der ikke helt nåede op til øjnene.

– Det er os, der bor i det stråtækte røde hus på Strandvej, sagde Jette som afskedssalut.

Da Nora endelig kom hjem, trak hun liggestolen ud af skuret. Så gik hun ind i køkkenet og lavede sig en kop stærk kaffe og smurte sig en mad.

Hun havde bevidst ladet sin computer blive i tasken, der stadig ikke var pakket ud inde i soveværelset. Det var en af de ting, hun havde lovet sig selv: At hun skulle forsøge at holde ferie og komme til kræfter og ikke hele tiden holde øje med nyhedsstrømmen.

Der var ingen grund til at reagere hver eneste gang, der kom et lille pip fra den britiske regering om noget som helst. Hun vidste, at Globalt havde en vikar til at overvåge hendes stof her i ferien.

I stedet gik hun på hugst i den lille reol, der stod ved siden af sofaen. Efter lidt betænkningstid udvalgte hun sig en Miss Marple, som hun kun svagt kunne huske at have læst engang som teenager. Lidt britisk havde man vel lov til at være.

Men hun var ikke nået mere end 14 sider ind i bogen, før hun kom i tanker om, hvem der var morderen, og med et ærgerligt suk lagde hun bogen fra sig igen. Det kunne vel ikke skade lige at kigge lidt på computeren. Ikke fordi hun skulle arbejde. Men der var vel ikke noget i vejen med at lige orientere sig, bare lidt overfladisk om, hvad der foregik ude i verden.

To minutter senere sad hun med laptoppen i skødet og var i gang med overskrifterne på BBC. Derfra direkte videre til The Guardian og The Times, hvor hun noterede sig, at der var en interessant historie om …

Nej. Hun smækkede computeren i. Det var præcist her, det altid gik galt for hende. Hun skulle blive bedre til at være i nuet, være der, hvor hun var. Ellers ville hun få stress om lidt.

Forsigtigt åbnede hun computeren igen. Måske skulle man bare finde ud af, hvad man kunne se her i området. Hun havde sin lille lejede bil, og det ville være dødssygt at ligge hele dagen på terrassen. Hun var nødt til at foretage sig et eller andet. Der måtte da være et museum eller en byfest eller et marked.

Hun googlede: Hvad skal man se i Vestermark?

Svarene var nedslående. Der var et link til en grillbar 12 kilometer væk og et kunstgalleri, der så ud til at være lukket på grund af renovering.

Det tredje link var til Brian Søndergaards side. Hun trykkede sig frem til hjemmesiden: ”Det sker i Vestermark”, stod der øverst på siden ved siden af et portræt af manden selv.

Billedteksten forkyndte, at den garvede journalist ville guide læseren igennem alt, stort og småt, der foregik i landsbyen og omegn, og at man trygt kunne sende ham tips, både åbenlyst og anonymt.

Nora spekulerede på, om det var sådan, han havde fået historien om de dødsfald, der var sket på samme dato i byen. Det lød som en slags overnaturligt sammentræf. Hun noterede sig, at han trods alt ikke havde skrevet om hendes ankomst i byen endnu og håbede, at det forblev sådan.

Småhistorierne var mildest talt ikke noget, der væltede verden. Den lokale Brugs havde indgået et samarbejde med en lokal biavler om levering af honning, Loppemarkedet havde været en kæmpe succes, og der var samlet et rekordstort beløb ind til Rotary, kunne Brian meddele.

Nederst var der et stykke om, at menighedsrådet havde været nødt til at forlænge aftalen med nabosognet om at dele præst, efter det ikke var lykkedes at finde en afløser efter Morten Holm.

Havde Brian Søndergaard ikke nævnt noget om en præst, der var død på den dag, han havde nævnt … Var det den 2. august? Mon det var ham?

Hurtigt slog hun præst Morten Holm op, men der var ikke meget at hente. Den mest lovende artikel stod i Søndergaards gamle avis, Ringkøbing Amts Dagblad, der siden hans tid havde skiftet navn til Dagbladet Ringkøbing Skjern. Hun ledte ikke længe, før hun fandt historien: Tragedie for Vestermarks præst, lagt på nettet 3. august sidste år. Ærgerligt nok var den bag en betalingsmur, og hun vægrede sig ved at hente kreditkortet for en enkelt artikels skyld.

Hun søgte videre, men det var åbenbart kun den lokale avis, der havde interesseret sig for sagen. Hun vendte tilbage til artiklen. Hun kunne se overskriften og en lille smule mere af artiklen, der begyndte med ”Det er et stort tab for menigheden i Vestermark, at den 38–årige Morten Holm har…”

Man kunne svagt skelne navnet på journalisten, der havde skrevet om præsten. En Steffen Hald. Nummeret til avisen stod øverst på siden.

Hun havde trykket det ind på mobilen, men lagde den fra sig igen. Hvad i alverden skulle hun sige til manden? Bede om at få artiklen tilsendt gratis? Fritte ham ud om et dødsfald, der helt tilfældigt var faldet på en dato, som en måske lidt skør nabo havde kastet sin kærlighed på i ren og skær overtro. Det var for fjollet.

Hun gik ind i stuen igen og fandt Anders Bodelsens klassiker frem. ”Brock var den sidste, der forlod banken”, nåede hun at læse, inden hun faldt i søvn.

Hun vågnede tidligt næste morgen og gik en lang tur langs havet, og da hun gik hjemad var hun blevet så sulten, at det eneste, hun kunne tænke på, var de blødkogte æg, faster Ellen serverede for hende hver morgen, da hun var feriebarn. Det ville ikke være en stor omvej at skrå igennem plantagen over til Strandvej og hente en bakke æg ved Jettes hønsegård på vejen tilbage. Hun fløjtede for sig selv, mens hun spejdede efter det røde hus med stråtaget gennem fyrretræerne.

Gårdspladsen var tom, og døren ind til huset lukket. Nora tjekkede uret på sin telefon. Den var lidt over otte. Stod man ikke tidligt op, hvis man havde høns at fodre?

– Hallo? Er der nogen hjemme? forsøgte hun, mens hun bankede på den blåmalede stalddør, der førte ind til køkkenet. Intet svar.

Hun slog et slag forbi hønsehuset. Måske var Jette ude og samle æg. Men der var ingen mennesker, og hønsene ikke lukket ud for morgenen. Hun kunne høre dem klukke ængsteligt derinde. Det lignede ikke Jette.

Nora hævede stemmen og råbte lidt højere, mens hun gik om i baghaven for at se, om hun måske sad på terrassen bag huset.

Hallo. Jette?

Nora

Så snart hun drejede om hjørnet ind i den afskærmede have, fik hun øje på hende. Fødderne i fornuftige sandaler, der nu svajede frem og tilbage i en mild brise, hun ikke havde registreret før nu. De forurettede kra-kra-lyde fra kragerne, der var vant til at have den store blodbøg for sig selv. Marimekko-kjolen, der flagrede i vinden om en helt stille krop. Hun løb hen for at se, om der var noget at gøre, men da hun rørte ved Jettes fod, var den iskold.

Hurtigt så hun sig omkring. Der var ingen andre nærheden. Jette var død alene. Havde helt uforståeligt hængt sig. Hun havde virket så rolig og normal i går. Nora satte sig på havebænken ved gavlen og undgik at se direkte på Jettes ansigt. Ville ikke huske hende på den måde.

Så ringede hun 112.

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.