Uhyggen spreder sig: Læs første afsnit af ”Halloween i kolonihaven”

Resumé: Skolelæreren og fritidsdetektiven Molly er tilbage, og denne gang planlægger hun en halloweenfest for sin klasse, da den lille provinsby pludselig plages af indbrud. Molly mistænker den opblæste rigmand Claus Jennerson, men har hun noget at have mistanken i?

Kapitel 1:4

Molly rynkede spekulativt panden, mens hun betragte­de de to kjoler, hun havde taget ud af skabet. Hvilken skulle hun tage på?

Begge var selvfølgelig blomstrede. Sådan så Mollys kjoler altid ud. Kjoler med blomster var en del af hendes identitet.

Den ene kjole var hvid på bunden og fyldt med dybrøde roser. Den andens gule bund­farve var fyldt med gyldenbrune blade. Den sidste passede til årstiden, for hvad enten hun ønskede det eller ej, var det blevet efterår.

− Hvad siger du, Charlie? mumlede Molly og så på sin trofaste følgesvend igennem mange år. − Hvilken kjole skal jeg tage på?

Charlie så på hende med sine kønne kat­teøjne. Selvfølgelig forstod han, hvad hun sagde. Han kiggede i hvert fald på de to kjoler, der lå på Mollys seng, og … så han ikke på kjolen med de røde roser? Måske var det bare et tilfælde, men Molly valgte at tro, at katten havde valgt for hende. Charlie var ganske enkelt den klogeste kat i miles omkreds.

− Du har ret, Charlie, sagde hun. − Efterår eller ej, du og jeg elsker sommeren. Vejret er desuden smukt, og vores roser blomstrer langt ind i november, så det kunne faktisk godt føles som sommer.

Molly nikkede. Så snuppede hun den køn­neste kjole af de to og gik ud på badeværelset.

Da Molly senere spiste morgenmad, kom Frederik, hendes unge logerende, buldrende ned ad trappen.

− Morgen, Molly, sagde han, da han slog sig ned på den anden side af bordet i køk­kenkrogen. − Hvad er planerne i dag? Skal vi ud i Svends kolonihave?

− Det kan være, du skal derud, svarede Molly og så kærligt på den unge fyr, hun for år tilbage havde taget under sine vinger, selv om han havde været fræk som en slagterhund. − Jeg skal spise frokost med mine veninder.

− Svend foretager sig så mange ting. Molly rystede smilende på hovedet. − Men at han har anskaffet sig en kolonihave for min skyld, det nægter jeg at tro på.

− Du kan tro, hvad du vil, grinede Frede­rik. − Svend er mega glad for dig. Jeg ved, I var kærester for en million år siden, og jeg har aldrig helt forstået, hvorfor I ikke bare bliver kærester igen.

− Der er vist stadig så meget, du ikke forstår, svarede Molly halvt kærligt, halvt opgivende. − Som du ved, rejste Svend til Australien. Han blev gift der. Ikke mindre end to gange, sluttede hun.

− Han ledte nok efter en reserve-Molly, grinede Frederik, men blev pludselig uventet alvorlig. − Svend kom hjem igen, og nu …

− Nu er vi hinandens bedste venner, af­brød Molly.

Hun slikkede på spidsen af sin pegefinger og fiskede de sidste krummer fra det ristede brød op fra sin tallerken. Så rejste hun sig.

− Synes du, min kjole er for sommeragtig til årstiden?

− Du ligner en kæmpestor buket roser. Frederik blinkede flabet til hende og undgik behændigt at blive ramt af det plastikkrus, Molly kastede efter ham.

− Jeg har sendt Lasse i byen, så vi har huset for os selv, sagde Mollys tætteste veninde, Annie, da Molly ankom til hendes hus. − Clara og Betty må være lige på trapperne.

Molly overlod sin røde frakke og en stor buket blomster til Annie. Bagefter gav hun veninden et kys på kinden og fulgte efter hen­de ind i stuen, hvor Annie havde dækket bord.

− Så samles firkløveret igen, smilede Mol­ly. − Det er utroligt, at der allerede er gået en måned.

Inden Annie kunne nå at svare, ringede det på døren, og snart sad de alle omkring bordet.

− Hvordan går det med din kolonihave, Molly? spurgte Betty, da de var færdige med at tale om vejret og kendisserne fra ugebladene. − Er det sandt, at Svend købte haven til dig?

Molly rystede leende på hovedet. Hun skubbede brillerne lidt højere op på næsen og så fast på Betty.

− Nu har vi fire holdt sammen i små 30 år. Du burde derfor vide, at hvis jeg var ejer af en kolonihave, så ville jeg have inviteret på frokost i havehuset, da det var min tur til at huse os. Svend har ganske rigtigt købt en kolonihave. Jeg har lejet et hjørne af den til blomster, men det er ikke min have, og det bliver det heller aldrig.

− Nej, nej, undskyld, det er bare noget jeg har hørt ude i byen, sagde Betty og så helt forskrækket ud.

− Man skal ikke tro på alt, hvad man hører. Molly lænede sig over mod veninden og lagde en buttet hånd på hendes arm. − Jeg har forre­sten også fået lov til at dyrke græskar i haven, og for at du ikke skal høre det ude i byen, har vi aftalt, at en af de klasser, jeg underviser, senere bliver inviteret til en lille halloweenfest.

− Det lyder spændende, indskød Clara.

− Det bliver spændende, Frederik har lovet, at han vil komme og spille spøgelse.

− Spøgelse? Annie rynkede panden. − Er det ikke lidt gammeldags? Ville det ikke være mere oppe i tiden, hvis han kom som en eller anden moderne zombie?

− En moderne zombie? Molly kunne ikke lade være med at le. − Findes der sådan en? Tja, det kan da godt være, fortsatte hun. − Jeg mener nu bare, at en zombie stammer fra det caribiske trossystem voodoo, men det kan da godt være, det er mere moderne. Frederik kommer under alle omstændigheder som spøgelse. Moderne eller ej, så er det noget, børnene kan forholde sig til. Det er uhygge­ligt uden at være alt for meget.

− Det var læreren, der talte, lo Betty. − En gang skolelærer, altid skolelærer.

− Og organist, tilføjede Clara og blinkede muntert til Molly. − Jeg forstår faktisk ik­ke, hvordan du får tid til alt det. Skolelærer, kirkens dygtige organist, alt det, du gør for dine elever, fritidsdetektiv og nu også en kolonihave.

− Kolonihaven er Svends, sagde Molly ro­ligt. Hun så på Annies veldækkede bord, og selv om hun burde holde sig fra de mest fe­dende retter, rakte hun ud efter fiskefileten, der var dynget til med rejer og mayonnaise.

Da de fire veninder sluttede frokosten med en kop kaffe, faldt talen på de indbrud, der havde plaget byen, og også kolonihaverne, i sommerens løb.

− Er det ikke noget, du interesserer dig for, Molly? Betty så spørgende på Molly.

− Selvfølgelig er det dét. Det interesserer hele byen. Tyverierne virker ikke særlig or­ganiserede, og der er også indbrud i de små havehuse i kolonihaven. Den ældre kvinde, Svend købte have af, har ikke været udsat for noget, og det har Svend heller ikke.

− Hvad kan de også stjæle i et havehus? sukkede Annie. Så lyste hendes ansigt op i et smil. − Svend var nu heldig med den ha­ve. Var der ikke noget med, at den var helt plantet til med alle mulige slags grøntsager?

− Jo, nikkede Molly. − Svend var ikke så vild med den nevø, der kom på besøg en gang imellem. Svend havde på fornemmelsen, at den unge Brian kun besøgte sin gamle faster for at få del i de penge, haven kostede. Men hvad, det kan da være, det var den gamle da­mes største glæde at forære sin nevø en sum penge. Det kommer i hvert fald ikke os ved.

− Ja, indtil det modsatte er bevist, lo Mol­ly. − Desværre havde Svend ret. I hvert fald blev den unge Brian anholdt af politiet. I øjeblikket er han varetægtsfængslet.

− Så er det ikke ham, der har stjålet designerlamper og møbler fra Hotel Fjordly, sagde Clara. − I går mødte jeg direk­tør Claus Jennerson, I ved, ham den fine mand, der åbenbart vil støtte byens sport med et større beløb. Det var ham, der fortalte mig om tyverierne fra hotellet. Kender I Jennerson?

− Han snusede rundt i kirken for et par måneder siden, sagde Molly. − Kort efter opdagede vores præst, at kirkens klenodie, det lille, fine maleri af Maria med barnet, var forsvundet.

De andre kunne godt huske den opstan­delse, der havde været, da det smukke maleri forsvandt, men at Molly så meget som kunne finde på at mistænke Claus Jennerson, var at gå over grænsen. Det viste, at Mollys evner som detektiv måske ikke var så store allige­vel. Hverken hun eller politiet havde evnet at opklare tyverierne.

− Jeg kan se, hvad I tænker, gri­nede Molly. − Jeg havde jeres gode direktør under mistanke, men jeg hav­de desværre ikke nogen beviser.

− Han er ikke vores gode direktør, sagde Clara lidt fornærmet. − Men jeg begriber ikke, at du i det hele taget kunne få den mis­tanke. Han er en fin mand, og han vil gerne støtte sporten i byen.

− Det siger du, lo Molly. − Men det er da ikke blevet til noget endnu.

Da Molly senere forlod Annies hyggelige hjem, snurrede hendes hoved af al den snak, der havde været. Nu skulle det blive godt at komme hjem og sidde ganske alene sammen med Charlie og bare slappe af. Molly holdt meget af sine veninder, men indimellem kunne det blive lidt for meget med al den tøsesnak, som de selv kaldte det. Molly syntes, at det lidt for ofte blev sladder.

Og hvad er der så i vejen med det, Molly Dinesen? spurgte en indre stemme, og den tri­velige lærer og organist måtte erkende, at der faktisk ikke var noget i vejen med hendes ven­inder. Deres sladder var aldrig ondskabsfuld. Den var mere et udtryk for interesse i de mennesker, der boede i byen.

Alligevel forstod Molly ikke, at de sådan kunne falde på halen over en mand som Claus Jennerson. Var det, fordi han åbenlyst pralede med alle sine penge? Hun vidste det ikke, men syntes, der var noget lusket ved ham, når han span­kulerede ned gennem byens hovedgade i ternede bukser og engelsk trenchcoat. Hver gang han kom til byen, boede han på hotellet, men så vidt Molly vidste, havde han en ret stor regning til samme hotel.

Hvem er det nu, der sladrer? fløj det gennem hende. Så trø­stede hun sig selv med, at hun ikke havde omtalt det med direktørens ho­telgæld til nogen. Hun havde bare hørt ho­telejeren beklage sig til bageren, da hun en dag kom ind i butikken.

Tanken om bageren fik Mollys tænder til at løbe i vand. Hun var stopmæt, men bagerens vindue trak altid i hende som en magnet.

Skulle hun købe lidt lækkert og smutte ud i kolonihaven til Frederik og Svend? De ville sætte pris på det. Hun lod øjnene løbe hen over lækkerierne. Der stod to store Napoleonskager på et blankt fad. To kager var en for lidt. Desuden orkede hun ikke mere snak de første par timer. Hun ville hjem og slappe af, og kunne man gøre det bedre end med en flødekage?

Beslutsomt gik hun ind i butikken. Da det blev hendes tur til at blive ekspederet, ændrede hun i sidste øjeblik mening.

− Jeg vil gerne have de to Napoleonskager, du har til­bage, sagde hun.

Og hvorfor købte hun nu dem begge to? Molly vidste det godt. Hendes frodige figur fortalte det hele. Hvis hun kun købte den ene flødekage, ville bageren sikkert tænke, at det var indlysende, hvorfor Molly var så overvægtig. Når hun købte dem begge to, ville han tro, at der sad en derhjemme og ventede, og så var det på en eller anden måde mere legitimt.

Kort efter fortsatte hun rundt om hjørnet ved Præstegade og videre ned til byhuset. Hun låste sig ind og blev modtaget af en lykke­lig kat. Som sædvanlig opførte Charlie sig, som om hun havde været væk i flere dage. Katten snoede sig i elegante ottetaller rundt om hendes ben, mens den spandt højlydt.

− Åh, Charlie-dreng, min lille skat, har du været alene alt for længe? hviskede Molly, mens hun kæmpede sig ud af overtøjet. Så satte hun æsken med kager ind på spise­bordet og tog Charlie op på skødet. Charlie lagde sig først tungt på hendes blomstrede skød, men så løftede han hovedet. Molly ville have svoret på, at hendes umanerligt kloge kat lugtede flødekagerne, og selv om hverken hun eller Charlie havde godt af det, pakkede hun kagerne ud. Hun delte den ene Napoleonskage i to stykker, satte en halvdel på en tallerken og videre ned på gulvet. Hygge og ro lagde sig som et varmt tæppe over hende.

Da Molly og Charlie havde spist de to ka­ger, lagde Charlie sig hen i sin kurv og faldt omgående i søvn. Molly sad lidt og kiggede på ham og besluttede så, at hun alligevel ville slå et smut ud i kolonihaven, for at se hvad Frederik og Svend havde foretaget sig. Hun gjorde hurtigt en madkurv klar. De to i haven var sikkert sultne.

− Jeg går igen, Charlie, sagde hun stille. − Du kan godt passe hus, mens jeg er væk.

Charlie åbnede det ene øjne på klem og rullede sig igen sammen. Det var tydeligt, at han var mæt og ganske godt tilfreds med livet.

Frederik lyste op i et stort smil, da Molly gik op ad havegangen til kolonihuset.

− Svend og jeg har lige talt om dig, sagde han. − Vi håbede, du ville komme.

I det samme dukkede Svend op i døren. Han smilede lige så bredt som Frederik.

− Kom ind og se dig om­kring, Molly, inviterede han. − Frederik og jeg har haft travlt. Vi har bygget en hems, så vi al­le tre kan overnatte på en gang, hvis det er det, vi får lyst til.

− Jeg har lavet stigen, der fø­rer op til hemsen, sagde Fre­derik stolt. − Når den ikke skal bruges, kan den hænge tæt ind til væggen, så den knap nok kan ses.

− Det er vel nok flot, sagde Molly impo­neret. − Hold da op, hvor I to har haft travlt.

− Det lille værelse bagved er dit, sagde Svend. Han slog flot ud med armen og så på Molly. − Hvis vi en dag skal overnatte her, sover Frederik og jeg i stuen.

− Du kan vist nok lige vende dig derinde uden at støde på noget, sagde Frederik frækt.

Molly kom lidt ærgerligt til at tænke på de Napoleonskager, hun havde købt. Nåh, hun havde trods alt ikke spist dem begge to.

− Nu skal du være sød ved Molly, sagde Svend. − Molly er præcis, som vi to gerne vil have hende.

− Det har du ret i, skyndte Fre­derik sig at sige. Så pegede han på køkken­bordet. − Den nye vandhane har jeg sat op, sagde han stolt. − Det kan være, man skal slå sig ned som VVS-mand.

− Det er et udmærket job, sagde Svend. − Men så vidt jeg ved, bliver du student til sommer, og man behøver måske ikke en studentereksamen for at blive VVS-mand?

Svend smilede lunt. Så fortsatte han stille. − Du skal bare sørge for at blive det, der gør dig glad. Titlen betyder ikke noget, hvis du er glad og tilfreds.

− Det skader ikke at blive lidt klogere, sag­de Frederik snusfornuftigt.

Molly smilede stolt til drengen, der snart var en voksen mand. Så fandt hun bordskå­nere frem i en af skufferne, dækkede bord og pakkede madkurven ud.

Frederik og Svend kastede sig straks over maden. Svend fremtryllede en øl og et par sodavand.

− Har du haft en hyggelig dag? spurgte han og så spør­gende på Molly.

− Ja, svarede hun. − Det er al­tid rart at mødes med de tre og få lidt nyheder om folk og fæ i byen. Molly lo lidt. − Clara talte igen om den fine direktør, der har lovet at sponsorere sporten her i byen.

− Ham så jeg i dag, afbrød Frederik. − Han er nem at kende med sine latterlige bukser.

− Smag og behag, Frederik, sagde Svend. − Jeg har såmænd selv tænkt på at købe så­dan et par bukser.

− Mener du det? Frederik så måbende på Svend, der brast i latter.

− Hvor så du ham henne? spurgte Molly.

− Og jeg ligner altid en stor blomsterdeko­ration, lo Molly. − Man skal ikke skue hunden på hårene, men jeg må indrømme, at jeg ikke har den store tiltro til Claus Jennerson. Han praler med sine millioner, men hvor bliver pengene til sporten af? Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, der er noget lusket ved ham.

Molly kneb læberne sammen til en smal streg. Hun havde lyst til at fortælle, at hun stadig havde Jennerson mistænkt for at ha­ve taget det lille Maria med barnet-maleri, men selv over for sine nærmeste kunne hun ikke få sig selv til at sige ordene højt.

Hun havde ikke rigtig noget at have sin mistanke i. Der kom mange ind for at se byens smukke kirke, og hun vidste ikke engang, om Maria med barnet var forsvun­det, den dag hun havde set Claus Jennerson i kirken. Ingen, heller ikke præsten, var helt klar over, hvilken dag maleriet var forsvundet.

− Jeg tror, vi holder med arbejdet i dag, Frederik, sagde Svend. − Vi har godt nok knoklet på.

− Skal vi ikke i gang med det lille skur bagved? Frederik så spørgende på Svend.

− Vi venter et par dage. Der skal vist ikke laves så meget. Det er mest til haveredskaber.

− Og omklædningsrum, smilede Frede­rik. − Er det ikke der, jeg skal forvandle mig til et spøgelse, når Molly holder halloween med de der unger?

− Jeg skal nok huske at tage et lagen med, sagde Molly. Så lo hun. − Mine veninder mente, det var for gammeldags med et spø­gelse, men det er nemt og knap så uhyggeligt som de der grufulde masker, nogle bruger.

− Du kører vel med hjem, Molly, sagde Svend, da der var ryddet af bordet.

Molly skulle lige til at nikke, men huskede alle de lækkerier, hun i løbet af dagen havde sat til livs, og rystede på hovedet.

− Jeg tror, jeg har godt af lidt motion, sag­de hun. Hun rakte Frederik den nu tomme madkurv. − Vil du tage den, Frederik?

Molly besluttede at gå en lille omvej. Ned forbi fjorden og Lillestranden og videre forbi hotel Fjordly. Derfra var der ikke så langt hjem, men hun fik trods alt lidt til­trængt motion.

Hun stod foran hotellet, da hun hørte råb inde fra receptionen. I næste nu kom Claus Jennerson farende ud.

− Vent lige lidt, råbte den unge mand, der kom frem i døren bag Jennerson. − Du kan da ikke bare …

Molly hørte ikke mere, men forstod, at Jennerson sikkert burde blive og tale med den unge receptionist, så hun gjorde sig så bred som mulig.

Et kort nu stirrede hun ind i direktørens øjne. Så rakte han begge arme frem og gav hende et hårdt puf. Angrebet kom så hurtigt, at hun ikke nåede at reagere. I næste nu sad hun pladask på bagdelen og hørte Claus Jennerson køre væk i sin lejede bil.