Rigtige venner spiller da håndbold

William, Lucas og de andre børn går til håndbold. Hver onsdag kl. 16 går det løs i hallen i Kolding. Nogle af børnene har de sejeste sko og klubtrøjer på, andre foretrækker at have et balletskørt på, og andre igen har det bedst med at se på omgivelserne gennem en grøn trøje, der er trukket helt op over øjnene. De spiller på Lykkeliga-holdet KIF Kidz.

Hver eneste barn her er noget specielt – mange har Downs, nogle er sent udviklede, andre har forskellige spastiske lammelser. Denne ene time om ugen er de bare børn, der går til håndbold. Her er de ikke børn, der er i specialtilbud, eller som skal tages hensyn til. De går til noget, ligesom deres søskende gør, og det er det vigtigste, når man bare gerne vil ligne alle de andre børn.

Idéen om Lykkeliga kommer fra håndboldspilleren Rikke Nielsen, der selv har en datter, Magda, med Downs. Hun startede det første håndboldhold i Aalborg for Magda og andre børn som hende.

Downs syndrom: Mathias har bare et ekstra kærlighedskromosom

Williams talent

I sidste uge var håndboldspilleren Rikke Nielsen på besøg, og hver af børnene har fået deres egen håndbold af en af de frivillige trænere – og boldene har ikke været ude af deres hænder mere end højst nødvendigt siden. Især ikke hos William, for han er tosset med bolde. Den dreng har et medfødt boldøje, der er bedre end mange andres, og han har fuldstændig styr på spillet. Her i hallen er han en succes, og det kan man godt have brug for at være, når man også har Downs og ikke altid kan de samme ting som drengene hjemme på vejen.

Hans forældre, Rikke og Steen Poulin, fik kort efter fødslen at vide, at William havde Downs – og det var et kæmpechok. Én ting er at vente et ønskebarn, noget andet er at få et barn, der er handicappet. Først kom chokket, så sorgen og senere erkendelsen af, at sådan er det nu engang bare. Men William har også altid været et elsket barn, for han er jo også andet end et barn med Downs.

Så er der Mazim. Han er autist og i begyndelsen stod han kun og så på fra udkanten af banen. Nu tør han løbe banen rundt i sit eget hæsblæsende tempo, mens hans far er lige bag ham. Så er der Olivia på 6 år, der ikke er meget højere end tre håndboldbolde placeret oven på hinanden. Hun er en glad pige, der krammer alle, og her er de andre bare glade for det.

Ida er født med et udtryksløst ansigt: Min diagnose stopper mig ikke

Tolerante børn

Derfor ligner det ikke en almindelig træning for håndboldspillere, for her er hver især god til noget, men ikke på samme tid. Én krammer de andre, en anden skyder på mål, en tredje vinker til fotografen, men alle nyder de at være sammen, og det er det vigtigste.

– Somme tider tænker jeg, at vores børn er utrolig gode til at rumme, at andre børn kan se anderledes ud, siger Pia, der er mor til Lucas.

– De ”normale” børn kunne godt lære lidt af vores børn, når det handler om at være rummelige over for andre.

Glade børn

– Lucas har flere ”normale” søskende, og han har altid ønsket at gøre det samme som dem og at kunne gå til noget. I specialskolen går han til ridning og svømning, men det er jo ikke det samme som at gå på et almindeligt håndboldhold, ligesom hans søskende også dyrker forskellige sportsgrene. Og han elsker det helt vildt, siger Pia.

–Lucas var næsten 3 år, inden vi fik en diagnose. Han har det, der hedder Williams Syndrom. Han er udviklingshæmmet, men også en glad og charmerende dreng, som alle har nemt ved at elske. Det er en sjælden diagnose, han har, så det er ikke til at sige, hvordan han vil udvikle sig, men han overrasker os gang på gang, fordi han så gerne vil lære nye ting hele tiden. Vi har rigtig store forventninger til ham, siger Pia.

– Vi har lært at tage hver dag med Lucas, som den kommer, og hver eneste dag gør han os glade, så enkelt er det, siger Pia. I det samme kommer Lucas hen og er næsten ved at falde ud af sine sko af bar iver for at fortælle om det mål, han lige har scoret.

De store tager hensyn til de små

Nu er opvarmningen forbi, og børnene har fået sved på panden. Nogle har måske nok mere fået varmet snakketøjet op. Til gengæld er alle aktive, da spillet går i gang. De store børn tager hensyn til de mindre, og her har Gustav sin bedste tid på ugen. Han elsker bolde og holdsport.

Hans storebror forstår ham ikke. Han går til karate, men bare Gustav har en bold, er alt godt. Gustav vil spille af hele sit hjerte, men hos ham er det bare benene, der kan være lidt af en udfordring: Gustav har nemlig forskellige spastiske lammelser og går også på specialskole, men overblikket over spillet fejler ikke noget.

På banen kæmper de på samme hold

Spillerne på holdet er mellem 5 og 17 år. Nogle er mentalt handicappede, andre fysisk. Hver især har de deres at slås med, men her kæmper de på samme hold. De er inkluderende, som det hedder med et fint ord. Det betyder bare, at de giver plads til hinanden og accepterer hinanden, for om onsdagen mellem kl. 16 og 17 handler det kun om at spille håndbold og score nogle mål. Og det gør de så.

– Hvor har jeg dog savnet dig, siger Lucas begejstret til sin mor, da kampen er slut. Nu skal de hjem, og Lucas skal have stegt kylling, så det har været endnu en god dag i en god drengs liv.