Tina har hjerte for mennesker – og nisser

Det burde ikke kunne lade sig gøre i vores danske vinterkulde, men på en altan et sted i København blomstrer de fineste orkidéer i et drivhus.

Det burde heller ikke kunne lade sig gøre, at kvinden, der bor i lejligheden, synes, hun har det bedste liv i verden: Hendes to børn er udviklingshæmmede.

Selv om de er voksne nu, bor de det meste af tiden hjemme hos mor og far. Tinas liv blev ikke et liv med mange penge og en stor karriere, men det blev et liv, hvor mor Tina betyder rigtig meget for de mennesker, hun kender og holder af. En af dem er hendes egen mor, Anny Lindhardt på 81 år, der har indstillet Tina til at vinde Familie Journals Julekurv.

Nisserne bestemmer

Lejligheden er på små 100 kvadratmeter. Her bor Tina Poulsen og hendes mand Ole Hamilton Poulsen, sønnen Ronnie og, så tit som det kan lade sig gøre, datteren Natascha. Derudover er der i denne tid også et par hundrede nisser strategisk placeret i lejligheden. Hver på sin faste plads, så Ole må være ekstra forsigtig med, hvor han sætter fødderne: Nisserne har deres bestemte pladser, og så må menneskene vige.

Spørgsmålet om, hvorvidt nisserne måske skulle rykkes lidt rundt, er ikke til diskussion hos Tina. Her skruer hun bissen på –men det er vist også det eneste tidspunkt, hvor Tina ikke er til at forhandle med.

Det handler om at have hjerterum i stedet for husrum. I hvert fald når der også lige skal være plads til mor Anny, der tit kommer på besøg, og naboen, der kommer forbi til en kop formiddagskaffe, og så alle de andre, der også lige dumper ind hos familien Poulsen, fordi Tina har det bedst, når hun er omgivet af mennesker.

Hvis hun kan gøre noget for andre, har hun det bedst, siger Tinas mor, der lige nu er ved at pakke sin lejlighed ned og flytte i noget andet. Selvfølgelig er det Tina, der pakker de 25 flyttekasser sammen med sin mor.

Tina er hende, der hjælper. Hvem hjælper så Tina, når hun har brug for det? Det gør hendes familie, også når tingene bliver så svære, at man ikke bare kan reparere dem.

Farvel til drømmene

– Ole og jeg fik vores første barn, Natascha, da jeg var 19 år. Hun er udviklingshæmmet, men vi har aldrig fået en diagnose eller en forklaring på, hvorfor hun er det, men hvad skal vi egentlig også med det?

– Ni år senere fik vi Ronnie. Han blev født med et hul i ganen og blev indstillet til operation. Han var 22 måneder, da han blev opereret, han var lige begyndt at snakke, og han var som alle andre babyer. Da han vågnede efter operationen, havde han fået en hjerneskade. Han havde ikke fået ilt til hjernen i nogle sekunder eller minutter. Det var ikke nogens skyld, det var ikke noget, der kunne ændres. Det var noget, vi måtte få det bedste ud af, siger Tina.

Det gjorde de så. Det var dengang, slagterlærlingen Ole og smørrebrødsjomfruen og tjeneren Tina blev voksne, selv om Tina kun lige var fyldt 19, da Natascha blev født. De havde ikke forestillet sig at få et barn, der var handicappet, men de satte sig for at gøre deres bedste for deres lille pige. De stod sammen i deres ulykke, og det fortsatte de med, da Ronnie blev handicappet. Han var ikke længere den samme, men han var jo stadig deres dreng.

Tinas forældre havde haft en restaurant, og Tina havde måske haft sine drømme om at overtage den eller starte sit eget.

Dejlige børn

Oles drøm var faktisk ikke at være slagter. Hans drøm var at tegne og spille musik. Han havde tegnet, siden han var en lille dreng, og han spillede i et rockorkester, men tiden var ikke til drengedrømme, når man havde fået familie. Der skulle betales husleje og sættes mad på bordet.

Tina havde altid arbejde og uddannede sig senere som social- og sundhedshjælper. Ole arbejdede i mange år som slagter, men også som tegner og musiker. Nu er han blevet pensionist og nøjes med at tegne til husbehov derhjemme.

– Ronnie udviklede sig i sin egen takt, men man kan jo ikke helbrede en hjerneskade. Vi elsker vores børn, som de er. De er dejlige børn, og vi kan sige, vi er blevet sparet for meget på andre måder. Det er ikke Ronnie og Natascha, der kommer i dårligt selskab eller tager stoffer. De vil altid blive ved med at være gode børn, siger Tina.

Læs også om Melia

Ville ikke være syg

Det mener hendes mor i hvert fald. Selv om en mor selvfølgelig skal elske sin datter, er der noget om snakken.

Det er Tina, der skruer møbler sammen for de ældre i ejendommen, det er Tina, der pakker flyttekasser ned og ud, Tina, der kæmper for sine børn. Men det var også Tina, der prøvede at glemme, at hun havde en knude i brystet sidste år.

– Jeg havde mærket knuden, men først håbede jeg bare, at jeg tog fejl. Der var sikkert ikke noget. Jeg ville ikke have, at der skulle være noget galt, for hvad så med min familie? Jeg gik til lægen, og så gik det stærkt. Kort tid efter blev jeg opereret. Brystet blev fjernet, bagefter fik jeg strålebehandling og kemokure. Heldigvis er jeg en af de få, der ikke bliver syg af kemobehandlingerne, jeg havde det fint og kunne sagtens klare alt det, jeg plejede, men jeg indrømmer gerne, at det er svært at tænke på. Man er vel altid lidt bekymret for, om det kommer igen, siger Tina.

Faktisk skulle Tina netop nu have været indlagt på hospitalet for at få rekonstrueret sit bryst, men de læger ved jo ikke noget om Tina og hendes forhold til julen.

Giv et abonnement til Familie Journal i julegave

– Det har jeg da slet ikke tid til her i julemåneden. Jeg elsker julen, og der skal gøres supermeget ud af den, siger Tina, og man tror hende, når man ser rundt i lejligheden, hvor der ikke mangler pynt.

– Der skal pyntes ordentligt op, og jeg laver al julemaden fra bunden, for jeg elsker at lave mad. Der skal jo også være småkager og julefrokoster i juletiden, så i december har jeg ikke tid til andet, siger hun, og familien giver hende ret.

Det er også vanskeligt at gøre andet, for julen har i den grad bredt sig hjemme hos Tina og Ole. Der er masser af pynt og juleglæde, og hvor der er et hjerterum, er der også plads til et stort juletræ.

Det skal Tina nok sørge for, ligesom hun sørger for alt andet hos familien Poulsen – næsten. Det er nemlig Ole, der dyrker orkidéer på altanen.