Trine fandt sin ukendte søster

Trine Jensen, 41 år, sad sammen med sin mand, hans to større børn fra et tidligere forhold samt parrets fælles barn rundt om bordet i det hyggelige rækkehus på Islands Brygge i København. Nogen tid forinden havde Trine og hendes mand oprettet en profil på MyHeritage, der er en internetbaseret dna-database, hvor man kan se, hvad der gemmer sig i ens gener.

Resultaterne var kommet, og de var alle parate til at blive overrasket og måske smågrine af, hvad der dukkede op. Men da Trine trykkede på fanen med beskeder, blev hun stille, mens øjnene gled ned over teksten på skærmen og læste, at hun har en søster.

– Det var da ret vildt at få at vide, at jeg har en søster. Jeg havde altid troet, at jeg biologisk set var enebarn, så jeg skulle da lige vende tanken i mit hoved et par gange, fortæller Trine.

Var på børnehjem

Hun var næsten to år, da hendes danske forældre fik hende i deres arme i Kastrup Lufthavn. Forinden var der gået fem år med godkendelser og længsler efter at få et barn, og den underernærede og lidt skræmte pige fik en tryg base hos sine nye forældre i Ribe, hvor hun voksede op.

Til trods for sit asiatiske udseende følte Trine sig ikke anderledes. I stedet brugte hun det til at få nye venner, fordi mange var nysgerrige og spurgte hende, hvor hun kom fra.

LÆS OGSÅ: Bent blev far i en sen alder

– Jeg har fået at vide, at jeg blev efterladt på et børnehjem af min mor, da jeg var et år og tre måneder. Men jeg har aldrig været vred på mine biologiske forældre. Tværtimod. Jeg har altid tænkt, at de nok var fattige, og derfor har jeg kun været taknemlig for, at de valgte at give mig et bedre liv, end de sikkert kunne tilbyde mig, fortæller Trine.

I løbet af sin barndom tænkte hun ikke særlig meget på sit ophav, men i 1993 blev hun kontaktet af det danske adoptionsbureau, der spurgte, om hun ville sende noget information om sig selv. De var flere gange blevet kontaktet af hendes biologiske mor, men de måtte ikke sætte hende direkte i kontakt med Trine. I stedet kunne hun få lov til at sende nogle billeder og skrive et brev, som de ville viderebringe til hendes mor.

Det gjorde Trine, men derefter hørte hun intet.

Test i julegave

Trine fortsatte sit liv, og da hun var i 20’erne, kontaktede hun adoptionsbureauet, fordi hun overvejede at besøge børnehjemmet i Sydkorea, da hun skulle på ferie med en veninde.

– Jeg måtte godt komme og se børnehjemmet, men de fortalte, at min mor aldrig var kommet for at hente brevet, og så informerede de mig om, at min journal var blevet væk, så de kunne ikke hjælpe mig mere, fortæller Trine.

Endnu en gang røg hendes ophav i baggrunden, og livet fortsatte sin vante gang. Hun blev gift med en mand, der oprindelig er fra New Zealand, og hans to børn havde altid været interesseret i at vide, hvor deres fars store krøller stammede fra.

LÆS OGSÅ: Arne er min nye ven

– De havde talt om, at der måske var noget ”maui” i ham. Derfor gav de ham en dna-test fra MyHeritage i julegave. Det syntes jeg, var lidt sjovt, så jeg besluttede mig for at købe en til mig selv, fortæller Trine.

Hun og hendes mand sendte hver deres test ind, og cirka seks uger efter var der svar. De ventede dog med at se svaret, så hendes mands børn også kunne være til stede og høre resultaterne sammen med dem.

Det viste sig blandt andet, at Trines mand var 25 procent skandinav, men da det blev Trines tur, forstummede latteren for en stund og blev erstattet af chok.

– Jeg tror, jeg har en søster, udbrød Trine, som hurtigt kunne se, at hendes søster også var i 40’erne.

– Min første tanke var, at det var min tvillingesøster, og da jeg så, at der var en funktion, hvor jeg kunne skrive til hende, så gjorde jeg det med det samme. Jeg troede, at jeg skulle vente flere dage på svar, men det kom næsten med det samme.

På besøg fra Italien

I Italien tæt på Milano sad Trines tre år ældre søster Kim og var også i chok. Hun var som Trine overbevist om, at hun ikke havde søskende og havde oprettet en dna-profil på MyHeritage for at finde slægtninge længere ude.

De to kvinder skrev sammen, og allerede en måned efter landede Kim i Kastrup Lufthavn, hvor hun og Trine for første gang skulle møde hinanden.

– Jeg blev overrasket over, at vi faktisk ikke ligner hinanden særlig meget. Kim var blandt andet mindre end mig, men da jeg så babybilleder af hende, så lignede hun både mig som lille og faktisk også min søn, fortæller Trine.

Efterladt med brev

– Kim fortalte, at hun var blevet efterladt i en kirke, og der lå et brev sammen med hende. I brevet stod der, at vores far var død i en ulykke, og vores mor havde svære mén fra ulykken. Eftersom Kim er min storesøster, vidste vi nu, at det ikke passede. Så hvad kunne så være grunden til, at de ikke kunne have os? Det kunne vi godt tænke os at vide, siger Trine.

Hun skriver og skyper jævnligt med Kim. De har nu en fælles mission om at få lovgivningen om adopterede fra Korea lavet om. De ønsker mere gennemsigtighed, så det bliver nemmere at få svar på mange af de essentielle spørgsmål, som mange adopterede går med.

Hun håber samtidig, at flere adopterede og forældre, der har bortadopteret, vil lade sig dna-registrere.

– Der er mange, der ikke kan få ro, før de finder deres biologiske ophav. Hvis flere lader sig registrere, så er der også større chance for at give de mange mennesker vished. Det ved jeg i hvert fald, vil betyde alt for min søster.