Vadehavets perle: Mandø er kvindernes ø

Mie Lavarentz mener selv, det skyldes den rene friske luft på Mandø, at hun stadig har meget få rynker. Dem burde hun nok have mange flere af, når hun nu fylder 98 år næste gang.

Alderen plager hende ikke. Den seneste tid har hun ganske vist taget rollatoren med, når hun går sin daglige tur gennem hovedgaden og ned til Brugsen, men det er lige så meget for at have noget at hvile sig på, når hun snakker med sine veninder. Dem har hun en del af, for ud af de få fastboende mennesker på Mandø er de fleste kvinder, som er godt oppe i årene. Mænd tåler åbenbart ikke så godt den rene friske luft.

Netop den rene friske luft er der meget af omkring Mandø, som er en lille ø i Vadehavet ud for Ribe. Den fylder kun otte kvadratkilometer.

Fra Vester Vedsted på fastlandet er der anlagt en vej ud til Mandø By, Låningsvejen, der er 11 km lang. Den er bygget på en lav dæmning, og derfor er den som regel tør, når det er ebbe (lavvande). Langs vejen spadserer strandskaderne, der har fået øgenavnet Mandøpigerne. Måske fordi de ser lige så effektive og energiske ud som kvinderne på øen?

Læs også: Velkommen til Thy: Hjemstavnen, man vender tilbage til

Traktorbusser

Ved siden af den nye vej løber den gamle Mandø Ebbevej, der ligger direkte på havbunden og er markeret af riskoste. Ebbevejen er kun for traktorbusser og bruges næsten ikke mere. Låningsvejen er også kun for folk, der kan deres tidevandstabel, for begge veje bliver overskyllet af tidevandet to gange dagligt, og så er det bedst at være på den ”tørre” side.

De fastboende suser selv frem og tilbage, men for turister og andre, der godt vil være på den sikre side, kører der traktorbusser, endda fra to forskellige selskaber, frem og tilbage mellem Vester Vedsted og Mandø. Nogle af dem fortsætter til Koresand, hvor man kan se på sæler.

På Mandø er der 25 fastboende mennesker. Hertil kommer en større flok får, en del køer og et ukendt antal sæler, der holder til på sandbanken på den anden side af øen.

Selv om der er flere dyr end mennesker på den lille ø, er der alligevel både kirke og kro, ja, faktisk er der hele tre spisesteder på Mandø. Der er to fungerende landbrug tilbage, et museum, en mølle og en fantastisk udstilling om øen og havet.

Har du også hørt mandø-sangen?

Dronningen af Mandø

Selve livsnerven på øen er Brugsen, hvor Dronningen af Mandø holder åbent. I virkeligheden hedder hun Ellen Christensen, og hun bryder sig ikke meget om sit kælenavn, men hun er en af de stærke kvinder, som er skyld i, at Mandø stadig eksisterer som en levende ø og ikke bare er blevet til et sommerferieparadis for turister.

Ellen er selv født på Mandø for 71 år siden. Hun var den ældste pige i en børneflok på otte. Hun rejste ind til Ribe for at finde sig en mand, for, som hun siger ”det er altid godt med noget nyt blod,” men selvfølgelig kom hun tilbage til Mandø. I 1974 med mand og børn.

– Vores to børn gik i skole her på øen de første år, og siden fortsatte de i skolen i Vester Vedsted. Det sværeste ved at bo her er, at vi er så afhængige af vejret. Jeg har arbejdet som hjemmehjælper i mange år både her på øen og ovre på fastlandet. Og jeg har strikket mange strømper, mens jeg ventede på, at tidevandet skulle skifte, så jeg kunne komme hjem igen, mindes Ellen.

– Det er et dejligt sted at vokse op herovre. Børn bliver så selvstændige, tilføjer hun.

Det må også gælde hende selv, for i en lille by på fastlandet ville der nok ikke have været højt nok til loftet for en kvinde som Ellen.

Da Brugsen på Mandø var lukningstruet, var det Ellen, som overtog og blev brugsbestyrer. Det er hende, som sidder i menighedsrådet, det er hende, som har et ord at skulle have sagt næsten alle steder – og så er der jo familien.

Det meste af hendes familie bor på øen: En bror er landmand, en datter har bed and breakfast og café, en nevø kører den ene af Mandøbusserne. Ellen er kommet for at blive. Hun har bestilt en plads på kirkegården, hvor hun skal ligge – selvfølgelig med den bedste udsigt.

– Vi elsker vores ø, og hvis den ikke bare skal ende som reservat for et par fastboende og turisterne, så skal vi få ting til at ske, siger Ellen og smækker kaffekoppen i bordet.

Der er ingen tvivl om, at Ellen elsker sin lille ø, og hun har budt mange gæster velkomne på øen i årenes løb. Dronning Margrethe og prins Henrik har også været her, og en af gangene nød de Ellens hjemmelavede oksekødssuppe med ægte håndsatte melboller, så Ellen er ikke sådan at imponere.

Læs også: De viderefører kendt økolandbrug: Vi er blevet taget fantastisk imod

Ikke et sted for dovne

Mandø er en ø, hvor man ikke bare lader sig pensionere og så nusser lidt i haven og ser tv resten af tiden. De fastboende har mange kasketter på. Kroejerne er både traktorchauffører og krobestyrere, Ellen passer Brugsen og menighedsrådet, hendes bror passer landbruget, og indimellem er han graver, ringer og vejarbejder.

Øens fine, lille museum, der viser, hvordan et skipperhjem så ud i 1800-tallet, bliver passet af en frivillig. Mandøs vartegn, den hollandske træmølle fra 1830’erne, bliver vedligeholdt af Mandøforeningen, og kirken er også en sag for fællesskabet. I mange år var det Mie, som var kirketjener her, og det var et betroet job for en ”tilflytter”.

– Jeg kom hertil i 1947, da min mand og jeg købte vores gård herovre, og i mange år blev vi kaldt tilflyttere, men dem om det. Jeg er her endnu, fortæller Mie med et smil.

Pelargonierne i vinduet er ompottet og klar til sommeren. Hun bor lige over for kirken, så hun kan se gravstenen for hendes mand og søn, som begge ligger på kirkegården. Hun kender hver en plet på øen, og det er ikke meningen, at hun skal andre steder hen. Hver dag laver hun sin egen mad, for det kan hun bedst lide. Om eftermiddagen går hun en tur på Mandø, sommetider ned til veninden Mary på 87 år, som lige nu er på hospitalet på fastlandet, fordi hun faldt.

Læs også om kærlighed i Højer

400 får og 130 køer

Mandøboerne holder ud og holder ved.

Niels Christian Nielsen er Ellens bror og den næstsidste landmand på Mandø. Sammen med sin kone har han 400 får, der går ude på digerne, og 130 køer, der går hjemme på marken. Han passer sit landbrug, og han er også øens altmuligmand, som aldrig sidder stille.

Han holder af sit liv her, men han ved også godt, at hans børn ikke bliver landmænd på Mandø. Den tid er forbi, hvor man kunne leve af det, fastslår han.

Det kan godt være, man ikke kan leve af at være landmand på Mandø, men man kan godt føle sig i live på Mandø, hvis man elsker de store vidder, havluft, fugle i flok, sæler i solskin og stædige mennesker med hjerte for Mandø. Mandøboerne holder ud og holder ved. Niels Christian Nielsen er Ellens bror og den næstsidste landmand på Mandø. Sammen med sin kone har han 400 får, der går ude på digerne, og 130 køer, der går hjemme på marken. Han passer sit landbrug, og han er også øens altmuligmand, som aldrig sidder stille.

Han holder af sit liv her, men han ved også godt, at hans børn ikke bliver landmænd på Mandø. Den tid er forbi, hvor man kunne leve af det, fastslår han.

Det kan godt være, man ikke kan leve af at være landmand på Mandø, men man kan godt føle sig i live på Mandø, hvis man elsker de store vidder, havluft, fugle i flok, sæler i solskin og stædige mennesker med hjerte for Mandø. n