Vi elsker dans og sang

Tirsdag, 25. oktober 2016
Af Mary Steengaard, foto: Morten Mejnecke
Der er ikke mange bænkevarmere, når Klaus & Servants spiller op til diskofest for udviklingshæmmede. Og stort set alle 120 deltagere skråler ligeledes med på alle de kendte dansktop-numre.

- Shalalalalalala – jeg er på vej til Herstedvester…

Flere hundrede stemmer synger højt og inderligt med på det velkendte hit fra 1972, og ingen bekymrer sig om, om tonen lige bliver holdt helt ren.

Vi er til diskofest for udviklingshæmmede i Medborgerhuset i Vordingborg, og legendariske Klaus fra bandet Klaus & Servants gi’r den gas fra scenen.

Latteren larmer, og efter Klaus’ erklæring om, at de bedste piger i verden da selvfølgelig findes her i salen, bliver dansegulvet lynhurtigt fyldt til tonerne af ”Den bedste pige, du kan få”.

– Det er tredje år, jeg kommer og optræder her, fortæller den 65-årige dansktop-sanger i pausen, hvor alle gæsterne kan få sig en puster og en kold sodavand eller en sandwich fra baren – og jeg må sige, at det er nok de mest fantastiske fester, jeg nogensinde har underholdt til. Alle går til den og har en dejlig aften.

Bedste festdeltagere

Ved scenekanten er der trængsel blandt alle, der også gerne med deres egne fiktive mikrofoner vil synge sammen med Klaus, og de konkurrerer om pladsen med alle luft-guitaristerne, indtil Klaus annoncerer, at nu skal der danses boogie woogie.

Læs også om hvor sjovt udviklingshæmmede har det på skiferie

– Så ta’r vi næsen frem, så ta’r vi næsen tilbage.

Alle uden undtagelse er med i den kæmpestore cirkel, og der grines lige så meget, som der synges. De begejstrede råb fortsætter, da Klaus springer op på scenen og i mikrofonen spørger:

Skal vi køre i tog mellem bordene?

Med Klaus som ”togfører” futter hele salen afsted i én lang række med hænderne på skuldrene af hinanden ud og ind mellem de lange rækker af borde, mens alle skråler med på ”Pas på den knaldrøde gummibåd”, og det tillades ikke mange at blive siddende ved bordene. Alle skal med!

Køb din billet til Dansktopprisen hér

Alle er også med, da Klaus afslutningsvis synger Bamses ”I en lille båd, der gynger”, og verslinjen ”Jeg kan ikke gå på vandet, men jeg kan så meget andet” har næppe givet større mening. Pludselig forstyrres det smil, Familie Journals udsendte har haft på ansigtet hele aftenen, af nødvendigheden af at blinke lidt med øjnene, og fornemmelsen af – som Bamse også synger – at føle sig glad og fri bliver hængende, lang tid efter at vi har sagt farvel til de gladeste festdeltagere nogensinde!