Vi er jo alle bare mennesker

Det første Rosemarie så, da hun kravlede op på dækket, var den blå, blå himmel over København. Hun lagde også mærke til husene, der alle havde tag på, men stilheden var for hende næsten det mest besynderlige, for her var ingen fly i luften. Kun hvide lammeskyer. Det var den 1. april 1945. Rosemarie Timmermann var otte år og flygtning fra Tyskland. Inden dagen var omme, skulle hun for første gang i meget lang tid lægge sig til at sove i en rigtig seng.

Den dag mødte Rosemarie sit nye fædreland, Danmark. Det var her, hun fandt ro og tryghed, men det var også her, hun lærte, at der var forskel på mennesker. Hun og hendes familie var tyske flygtninge, og de var absolut ikke velsete.

Danmark modtog omtrent 250.000 tyske flygtninge i foråret 1945. Flygtningene blev anbragt i lejre rundt omkring i landet. Efter fem års besættelse hadede mange danskere tyskerne og alt det, de stod for. Med god grund. Men flygtningene var for de flestes vedkommende kvinder og børn, og det var dem, der kom til at betale prisen for det voldsomme tyskerhad.

Rosemarie hedder Østergaard til efternavn i dag og bor i Sønderjylland. Hun er 85 år, og hun er så dansk, som man kan være. Rosemarie har gået på højskole, hun har været dansk gift, og hun har arbejdet som lærer stort set hele sit voksne liv. Hun har altid været taknemmelig for, at hun kom til Danmark, men hun har også nogle oplevelser, som hun skal leve med, til hun dør. Det er følelsen af ikke at være noget værd og ydmygelsen ved at blive spyttet i ansigtet, fordi hun var tysker.

Men faktisk tilhørte Rosemaries mor, Annemarie, det danske mindretal i Flensborg, hvor hun var født og opvokset. Hun havde truffet sin kommende mand, Walther, før krigen. Det var den store kærlighed for de to unge, men Annemaries forældre var ikke begejstrede. Den unge mand var tysk soldat fra Hamburg, og han blev forflyttet til krigstjeneste i Pommern kort efter brylluppet i 1936. I løbet af de næste år fik de fire børn, og fordi Walther var i krigstjeneste på Østfronten meget af tiden, var Annemarie alene med børnene.

Da Annemarie og Walther så hinanden i efteråret 1944, vidste de ikke, at der skulle gå to år, før de mødtes igen. ”Hvis du skal rejse med børnene, så hold dem foran dig, så du kan se dem”, sagde Walther til sin kone.

På det tidspunkt var krigslykken vendt, og det var kun et spørgsmål om tid, før tyskerne ville tabe krigen. Den Røde Hær (russerne, red.) invaderede Tyskland og trak et spor af voldtægter og henrettelser af den tyske civilbefolkning efter sig. Fronten nærmede sig dag for dag familien Timmermanns lille by i Pommern. Tyskerne havde nægtet at evakuere området og forbudt civilbefolkningen at flygte.

Men 1. marts i 20 graders frost flygtede Annemarie med sine fire børn, Rosemarie på otte, Christian på seks, Peter på fem og Heinke på knap to år. Planen var, at hun ville rejse hjem til sine forældre i Flensborg, hvor hun og Walther havde aftalt at mødes, når krigen var slut.

Med skib til Danmark

Men alt var kaos, togene kørte ikke. Annemarie vadede med barnevognen og de tre store børn gennem sneen, kom i stedet med et kreaturtog og en lastbil, og imens rykkede russerne frem lige bag dem. Til sidst endte de i Gdynia, hvor det lykkedes dem at komme med skibet ”Monte Rosa”, der engang havde været et passagerskib med plads til 2.400 passagerer. Nu var skibet dårligt nok i stand til at sejle. Det var blevet ramt under et angreb, så det nederste dæk stod under vand, og en maskinskade gjorde, at skibet skulle bugseres hele vejen. Men sejle eller rettere flyde skulle det, og der blev læsset 2.000 flygtninge og 3.000 sårede soldater på skibet, der skulle til Danmark.

– Jeg var otte år. Indtil da havde jeg haft et dejligt liv. Vi boede i en lille by i Pommern, hvor der ikke var nogen kampe, så vi levede et almindeligt liv. Nu blev vi stuvet sammen med tusindvis af andre mennesker i bunden af et skib. Der var ingen mad, ingen toiletter, ingen vand. Ingenting.

- Sejlturen varede syv dage. Først døde de små børn, så døde de sårede soldater. Hver dag sad en ung mand på dækket og skrev dødsfaldene ind i en stor bog. Da vi nåede København, blev vi læsset af. Først de døde og så de levende. Vi var fulde af lus og utøj, vi stank, vi sultede, og mange var syge. De små børn, der havde overlevet turen, græd ikke længere. De havde ikke kræfterne til det, husker Rosemarie.

Annemarie og hendes børn blev indkvarteret i en tennishal på Østerbro i København.

4.132 små børn døde i flygtningelejrene i foråret 1945. Rosemaries lillesøster, Heinke, var en af dem.

– Jeg husker, at hun var meget syg, og at de voksne sagde, hun skulle på hospitalet. Da vores mor to dage senere fik lov til at komme ind på hospitalet for at besøge hende, lå Heinkes tøj på gangen. Så vidste mor, at hendes pige var død. Jeg spurgte hende engang, da jeg selv var en voksen kvinde, om det ikke havde været grusomt at miste et barn på den måde. Min mor sagde, at det bare var noget, der skete. Alle, vi kendte, mistede et barn. Vi var ikke de eneste. Den dag, min lillesøster blev begravet, lå hun i kisten sammen med fem små drenge, og alle seks navne står på gravstenen. Det var dengang, jeg opdagede, at der var forskel på mennesker, siger hun og fortsætter:

– Vi stod på kirkegården. Min mor og vi børn. En dame med højhælede sko og fint tøj skreg til os: ”I var selv skyld i det”. Min mor stivnede og råbte tilbage på sønderjysk: ”Do sku skam dæ”. Der var de danskere, der smed brosten ind over hegnet, når vi børn legede ude i gården. Der var dem, der spyttede på os og sparkede os, men der var også kvinden, der så os stå uden for et bagervindue og kigge på kager. Vi havde tigget mor om kager, men fået nej, og så kom damen ud fra butikken med en stor pose wienerbrød, som hun gav til mor, med beskeden om, at det var til os børn. Der var gode og dårlige danskere. Vi mødte begge slags.

Annemarie forsøgte hele tiden at få lov til at komme hjem til Flensborg til sin familie, men efter kapitulationen var det englænderne, der bestemte i det område, og svaret var nej. Annemarie og hendes børn blev sendt videre til Grove-Gedhuslejren ved Karup i Jylland i juli 1945. Annemarie var glad: ”Jylland ved man da, hvad er”.

Hun og børnene boede i en stue i lejren med 15 andre. Det var forbudt at forlade lejren, og de måtte heller ikke sende og modtage post. Alligevel var der bedre her, for børnene fik lidt undervisning i lejren. De måtte ikke lære dansk, for alle flygtninge skulle hjem så snart som muligt.

– Min mor hørte først nyt om vores far i 1946. Han var i engelsk krigsfangenskab, men endte omsider i Flensborg i sommeren 1946. Vi fik lov at rejse til Tyskland, og vi mødtes med vores far på banegården i Flensborg 1. januar 1947. Han var blevet såret i krigen, og vi børn kunne ikke genkende ham, men vi var endelig sammen igen og kunne begynde et nyt liv i lejligheden hos min mormor og morfar i Flensborg, siger Rosemarie.

Jeg skammede mig

De tre børn var ni, otte og syv år. Livet skulle samles op og leves igen, men ikke uden sår og skrammer. Walther var blevet såret i hovedet og kunne ikke længere arbejde. Familien var ludfattig og samtidig kunne de læse i aviserne, at det var flygtningene, der var skyld i den store fattigdom, der herskede i Tyskland efter krigen.

– Jeg skammede mig over at være en fattig flygtning, men vi talte aldrig om det i vores familie. Jeg kom i den danske skole, ”fordi der havde de både papir og blyanter”, som min far sagde, og skolen var et helle for mig.

– ”Anitta, cirkusprinsessen” hed den første danske læsebog, jeg fik, og jeg var flittig. Ingen vidste, at jeg var flygtning, og ingen måtte vide det. Jeg fortalte ikke et menneske, hvordan vi havde det hjemme. I skolen kunne jeg være som de andre børn, hjemme var vi flygtninge, der var fattige og måtte være ydmyge, siger Rosemarie.

Rosemarie fortsatte på Du-borgskolen, det danske gymna-sium i Flensburg. En dag fik hun pludselig angst og blev bange for alt nyt. Hun vidste knapt, hvad der var galt med hende, men det lykkedes hende at kæmpe sig igennem resten af gymnasiet, og på den anden side ventede belønningen: Et ophold på Jaruplund Højskole. Senere kom hun på Askov Højskole, og i højskolemiljøet blev hun set og forstået som Rosemarie. Ikke som flygtningen eller hende, der ikke hørte til. På højskolerne var hun bare mennesket Rosemarie.

Det blev hendes redning. Rosemarie blev uddannet lærer, gift og mor til tre. De sidste år af hendes arbejdsliv arbejdede hun også med flygtningebørn.

– Min mor havde altid talt pænt om danskerne, for de havde jo gjort det så godt, de kunne, sagde hun. Det var også svært for dem at se, at en flygtning er et menneske i nød og ikke bare et luset, sygt og beskidt menneske, der sikkert selv var skyld i det hele. Min mor var et stort menneske, og som voksen har jeg bestræbt mig på at gøre mit for at se andre mennesker som det, de er: Medmennesker.