Nu er han da blevet helt bims, sagde Christoffer Smith til sig selv, da hans far, Donald La Verne Smith, en dag så på ham og spurgte, om de to ikke skulle melde sig til et maraton? Det var forståeligt nok, at Christoffer overvejede, om hans far var blevet tosset. Christoffer er spastiker og har en mindre hjerneskade. Derfor sidder han i kørestol.
Men hans far havde stort set lige overlevet en alvorlig kræftsygdom og en blodprop i hjernen, så Christoffer syntes måske, at hans far var lige vel optimistisk.
Donald stillede sin søn spørgsmålet for ni år siden, og selv om de to ikke kom af sted dagen efter, var det egentlig dengang, Team Christoffer blev født.
Far på 55 år og søn på snart 36 løber, cykler og svømmer nu sammen. Donald klarer det fysiske, mens Christoffer sidder i en kombineret løbe- og cykelvogn, og når der skal svømmes, sidder Christoffer i en oppustelig kajak, som hans far trækker med sig. Det gør de så godt, at Team Christoffer sidste år blev indskrevet i sportens Big Four Hall of Fame, fordi de i 2019 gennemførte Copenhagen Marathon, KMD Ironman, KMD Ironman Copenhagen samt Copenhagen Half Marathon. Team Christoffer var det eneste team med en handicappet atlet.
Alt det gør de, bare fordi Christoffer snød sine forældre for snart 36 år siden, da han blev født tre måneder for tidligt. Han var lillebitte, og ingen vidste, om de nybagte forældre kunne få lov at beholde deres lille dreng. Men Christoffer var sej og overlevede, desværre ikke uden mén. Han var knap et år, da forældrene fik at vide, at han havde en mindre hjerneskade foruden spastiske lammelser i benene.
Christoffer har boet hjemme hos sine forældre og sin lillesøster det meste af sit liv, mens han har gået på de institutioner, der nu passede til ham. Hele tiden har Donald tænkt over, hvad der mon kunne være godt for hans dreng.
Christoffer var allerede som lille en livsglad knægt, der ikke var bange for noget, så han var ikke ret gammel, før Donald fik ham i gang med at køre motocross, og senere cyklede han med sin lillesøster i sidevognen. Donalds dreng skulle have de samme muligheder som andre børn – så vidt det overhovedet var muligt.
Livet slog en kolbøtte
Det er, som om Donald aldrig har tænkt tanken, at Christopher er handicappet og derfor skal skånes og særbehandles. Nogle gange er det nærmest tværtimod, for far og søn holder begge af at udfordre sig selv. Det har de gjort i mange år, men pludselig blev rollerne vendt om, og en dag var det Donald, der blev placeret i en kørestol.
– Jeg var 38 år, da jeg i 2003 fik testikelkræft, og da jeg var færdig med kemobehandlingen, fik jeg en blodprop i hjernestammen. Jeg var lige kommet op af hospitalssengen, men så røg jeg nærmest med det samme over i en kørestol, for blodproppen gjorde mig delvist lam. Jeg skulle lære at gå og at tale igen, fortæller Donald fra hjemmet i Lillerød i Nordsjælland.
Livet havde slået en gevaldig kolbøtte, og nu var det Donald, der måtte høre på Christoffers opfordringer om, at han skulle træne og kæmpe for at komme videre. Og så gjorde han det.
– Det var ikke så nemt, som det lyder. Overhovedet ikke. Men jeg ville kunne køre en tur med min søn i kørestolen igen, og så måtte jeg jo træne mig op, som Donald siger.
I dag er Donald næsten så god som ny, bortset fra lidt udfordringer med balanceevnen og en lettere rusten stemme.
Men livet var ikke helt færdigt med at uddele slag til familien Smith. I 2010 ramlede det igen for familien.
– Vi havde i mange år kæmpet for at få de bedste muligheder for og hjælp til Christoffer. Samtidig var jeg selvstændig tømrer og havde været igennem en svær sygdom. Vi havde slidt og kæmpet for at få det hele til at hænge sammen i alt for mange år, og en dag gik jeg ned med en kæmpe depression. Jeg kunne pludselig ingenting og lukkede mig inde i mig selv. Jeg kunne se, at min søn sad i sin stol og så på mig, og jeg kunne se, at han var bange for at miste mig. Jeg var og er billetten til et godt og værdigt liv for ham, og så lå jeg bare der? Det kunne sgu ikke være rigtigt.
Det umulige
– Tilfældigvis så jeg en video om Dick Hoyt, der har gennemført flere Ironman og alle mulige andre krævende ting sammen med sin handicappede søn. Hvis han kunne, så kunne jeg også, tænkte jeg, siger Donald.
Hvordan han kunne se sig selv gennemføre en Ironman, når han aldrig havde løbet eller cyklet distancer af nævneværdig grad, vides ikke. Måske var det også derfor, Christoffer spekulerede over, hvorvidt hans far måske alligevel havde tage skade af sin blodprop.
Men Donald gjorde faktisk det umulige. Det er svært at sætte sig ind i, hvad det må have kostet Donald af kræfter at træne sig op til at gå, cykle, løbe og svømme.
Han begyndte med at cykle, længere og længere distancer, hele tiden havde han Christoffers bedende øjne i tankerne. Det gav ham gnisten til at sætte sig op på cyklen igen og igen og træde hårdt i pedalerne. Og sådan kom han i form.
Cykling som sådan er dog ikke helt ukendt for Donald. Hans fætter hedder Rolf Sørensen, og hans nye kone Helle er tidligere danmarksmester i holdcykling. Nu var det så bare ham selv, der gjorde det hårde arbejde.
Han havde sat sig to mål: En halv og så en hel Ironman i 2015 på egen hånd. Det klarede han i en alder af 50 år, og så var det tid til det næste store projekt.
Nu skulle Christoffer og Donald gøre det sammen som Team Christoffer. Derfor gik Donald hjem på værkstedet og tømrede en vogn sammen, som Christoffer kunne sidde i.
– Det hele handlede jo om, at Christoffer og jeg skulle gøre ting sammen, som vi altid havde gjort. Vi var begyndt at træne sammen med Team Tvilling, og i sommeren 2016 stillede vi op til vores første halve Ironman sammen. Altså 1,9 km svømning i havet, 90 km landevejscykling og til sidst 21,1 km løb i gaderne. Det foregår sådan, at det er mig, der arbejder, og Christoffer, der er ”på slæb”. Senere på året deltog vi i vores første hele Ironman, hvor distancerne er det dobbelte.
Og det klarede de sammen.
– Det viste sig, at Christoffer var og er fuldstændig fantastisk til at heppe og indpiske undervejs – men han ved heldigvis også, hvornår han bare skal tie helt stille, siger Donald med et blik til sin meget stolte søn.
Respekt og glæde
Siden har far og søn deltaget i adskillige stævner og events. De har svømmet, cyklet og løbet i stegende sol og piskende regn. De har været i Daytona i USA sammen for at deltage i et triatlon, og sporten er faktisk noget, hele familien bakker op om.
Donald mødte Helle i 2017. Hun ved alt om cykling og støtter op om Team Christoffer, ligesom resten af deres store sammenbragte familie gør. Faktisk kan man også møde Christoffers nevø på seks år og Christoffers farfar på 77 år som supportere – for ikke at forglemme farmor Lone. Alle sammen er de et team, der kæmper for Team Christoffer på den ene eller den anden måde.
Christoffer er heller ikke længere bare en ung mand i kørestol. Han er medlem af et team. Han har sin egen lejlighed, og stuen er fuld af de medaljer, som far og søn har slidt sig til. På gulvet står en romaskine, for Christoffer træner så meget, som hans handicap tillader det. På fjernsynet kører film om far og søns oplevelser, og de to taler hver dag om træning og sport. Christoffer har fået nyt indhold i sit liv. Mange gange har Donald været tæt på at give op, men kun i glimt, for belønningen er lige foran ham.
Læs også om Maja der skyder bedre end de fleste
– Sådan en handicappet gut som Christoffer – hvor tit får han high-five på at være den, der sidder i kørestol? Nu er han en del af noget større, og den glæde og respekt, andre mennesker viser ham og mig, når vi kommer i mål, er guld værd. Det var det, jeg gerne ville give min dreng: Glæden ved at gennemføre noget og følelsen af at være en del af et fællesskab.
– Vores mål er nu at lave en forening, hvor socialt belastede unge får et medansvar for unge handicappede, så de sammen kan dyrke en form for sport. Det handler om, at begge parter skal få succes, føle ansvar og fællesskab. Det ville være min drøm at se, at man kan bryde den sociale arv og give de unge mennesker en kæmpesejr, siger Donald.
Intet er åbenbart umuligt, hvis man tror nok på det. Og Christoffer ved nu, at hans far måske nok er lidt bims. men det gør ikke noget.
