Video: Kærlighed ved første hundeblik

Mandag, 7. oktober 2019
af Greta Johannsen Foto ogvideo: Henrik Bjerg og privat
Da Anette Trampedag åbnede døren til sit hjem og lukkede hunden Balder ind, vidste hun ikke, at hun samtidig sagde ja til det, der skulle blive en ny stor kærlighed.
Kærlighed ved første hundeblik

- For mig betød det alverden, at her var et menneske, der tog sig af min hund og gav den et hjem og kærlighed. Mit liv var knust på det tidspunkt, og det kunne ikke blive værre, følte jeg. Så dukkede Anette pludselig op og viste mig, at der fandtes et menneske, der gjorde noget godt for mig og min hund uden nogen grund.

Bortset fra, at hun var og er et elskeligt menneske. Hun rørte mig dybt, siger Mike, der var blevet ramt af en depression og havde mistet både sit job, ægteskab og det hjem, hvor der var plads til at have en hund.

Nytåret 2013 blev Anette og Mike enige om, at de jo kunne fejre årsskiftet sammen med Balder begge to i stedet for at sidde hver for sig. Det var den dag, de begyndte at snakke med hinanden og fortælle hinanden om deres liv. De begyndte at tro på, at der fandtes en fremtid, også for dem.

Siden har de stort set ikke været fra hinanden, og Balder var måske den, der var mest tilfreds. Det er jo ikke enhver hund, der får et nyt hjem og to glade mennesker - men også får sin egen sang, der handler om netop Balder.

Læs også: Sussie efter kræft og tabet af sin ene søn: Man skal altid kæmpe og se fremad

Mike er musiker og sangskriver. Han har skrevet sangen "Walking the dog", der handler om Balder og Anette. Om hvordan en kvinde og en særlig hund kan helbrede to knuste hjerter, så man igen kan tro på kærligheden og se, at der findes et liv, når man allermindst venter det.

Der er gået seks år. Mike er rask, han har igen et arbejde han elsker, han er kureret for sin depression og han optræder gerne med sit band " Rockit Seance". Han er en lykkelig mand, siger han selv, og Anette siger, at hun er en lykkelig kvinde. Mike ved, at han altid skal fortælle Anette, hvor han er, fordi hun stadig har angsten for at miste.

Han kender hendes fortid, og han synes ikke, det er svært, at der engang var en anden mand, der gjorde hende lykkelig. Han elsker hende præcis, som hun er nu. Anette elsker sin mand. Ikke som hun elskede Per, fordi det var en anden mand og en anden tid. Hun er en anden kvinde nu, og derfor elsker hun også Mike på en anden måde.