Vores datter blev kæreste med en gift mand

I et halvt års tid havde Peter og jeg set til fra sidelinjen, mens vores datter, Clara, havde indrettet tilværelsen efter sin kæreste.

Ja, det kaldte hun ham, selv om jeg mere tænkte på forbindelsen som en hemmelig affære, for Theis var stadig gift.

Det gjorde mig både vred og ked af det at se, hvordan Clara sad og ventede på det mindste livstegn fra den gifte mand. I sagens natur kunne hun ikke så godt kontakte ham, så i stedet sad hun limet til sin telefon, og alle vores aftaler blev ledsaget af et måske.

Måske kunne hun godt komme til frokost, måske ville hun godt med i biffen og se den nye danske komedie, måske kiggede hun forbi onsdag efter arbejde.

Alt sammen med det forbehold at hun aflyste, hvis Theis pludselig fik mulighed for at kigge forbi.

I mine øjne var det uværdigt, og vores datter havde fortjent bedre. Ikke mindst, fordi hun kun lige var kommet sig over bruddet med sin ungdomskæreste, da hun mødte Theis.

I begyndelsen havde hun slået ventetiden hen. Hun var bare glad for at se ham, og hun nød også at have tid til sine veninder og familie, men ingen af os så meget til hende. Efterhånden virkede hun trist, når han endnu en gang aflyste en aftale med kort varsel.

Vores ellers så sociale datter kunne nu tilbringe en hel weekend med at stå standby, fordi Theis måske kunne finde et par timer til at se hende.

– Clara, kom nu over til far og mig, lokkede jeg. – Så går vi en tur og ser en film.

Clara ville ingen steder. Den halve time, der var mellem os, kunne stjæle en halv time fra tiden med Theis, hvis han pludselig meldte sin ankomst.

– Du kan ikke leve sådan, fortsatte jeg. – Hvornår går han fra sin kone?

Det sidste sagde jeg for at være imødekommende. Mange af mine samtaler med Clara om Theis var endt i skænderier og smækken med dørene, og jeg ønskede ikke at støde min datter fra mig. Omvendt kunne jeg heller ikke holde ud at se hende leve på den måde.

– Mor, hold nu op, sukkede hun. – De skal bare lige over julen. Han kan ikke gå fra sine børn lige før jul, slet ikke når hans datter har det svært. Det kan du da godt forstå.

Der var ingen tidshorisont

Jeg ville nok have udvist forståelse, hvis min veninde Charlottes tidligere forhold til en gift mand ikke spøgte. Hun havde ventet så længe, at hun forpassede chancen for at få børn, og min største frygt var, at det samme ville ske for min datter.

Måske var jeg kynisk, men så længe Theis ikke præsenterede Clara for en tidshorisont for skilsmissen, troede jeg ikke et øjeblik på, at han ville forlade sin kone.

Jeg så ham ikke som andet end en gift mand, der stjal sig til et eventyr med en yngre kvinde, som han forblændede med store ord og et hotelophold i en fjern by i ny og næ.

Desværre stod jeg alene med den antagelse. Peter var nemlig sikker på, at kærligheden ville sejre, og da Clara en dag ville præsentere os for Theis, havde han ingen betænkeligheder.

– Det lyder som en fin idé. Så kan vi lave noget mad og lære ham at kende, sagde han begejstret.

Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig noget, jeg havde mindre lyst til end at møde Theis, før han var skilt og havde et rigtigt forhold til min datter.

– Clara, det må da være din spøg. Det virker helt forkert at møde ham, når han har en anden, og det er da slet ikke sikkert, at han overhovedet har lyst til at møde os, før han er fri, sagde jeg bestemt.

Clara så skuffet ud.

– Han havde allerede besluttet sig for at gå fra hende, da vi mødte hinanden, sagde hun. – Og vi elsker hinanden. Hvorfor kan du ikke bare være glad på mine vegne?

– Det ville jeg ønske, jeg kunne, men jeg har en virkelig dårlig mavefornemmelse, svarede jeg.

Jeg fattede ikke, at Peter ikke støttede mig.

– Skulle jeg så stå der og lave middag til den sjuft for, at han bagefter tager hjem til sin kone? Nej, ellers tak, sagde jeg harmdirrende, da Clara var gået.

– Jeg synes faktisk, det er et godt tegn, svarede Peter. – Hvis han ikke havde reelle intentioner med Clara, havde han da ikke lyst til at møde os.

– Ha, det er da Claras idé. Bare vent og se, hvis vi inviterede ham, ville han sikkert aflyse, påpegede jeg arrigt.

– Så skader det jo heller ikke at sige, at han er velkommen, svarede Peter.

Han sagde til Clara, at hun var meget velkommen til at komme forbi til middag sammen med Theis en dag, hvis det passede.

Men det gjorde det – sjovt nok – aldrig.

Hun pinte sig selv

Julen kom, og julen gik. Clara tilbragte det meste af juledagene på sofaen med telefonen i hånden i håb om, at Theis kunne snyde sig væk hjemmefra i et par timer eller i det mindste bare sende hende en besked.

Imens pinte hun sig selv med at studere konens opslag fra juledagene på Facebook.

”Julen er hjerternes fest, nyder ferien med mine yndlingsmennesker”, skrev hun til et billede af hele familien samlet foran juletræet.

Clara var så ulykkelig, at hun faktisk viste os det. Theis lignede ikke umiddelbart en mand, der var på vej mod en skilsmisse, som han stod der, iført en fjollet, rød julesweater med et rensdyr på maven, og smilede med armen om sin kone.

– Det er jo også en svær situation, sagde Peter og forsøgte at trøste Clara.

Selv om det nev i mit moderhjerte at se min datter ulykkelig, håbede jeg i mit stille sind, at billederne ville få hende til at vågne op.

Tredje juledag drog Clara hjem til sig selv med resten af risalamanden, for Theis kunne muligvis finde et par timer til hende, mens resten af familien byttede julegaver.

Det kunne han så ikke alligevel, fordi svigermors køkkenafløb, der var stoppet til af for meget andefedt, kom i vejen.

Lige så stille blev Theis den lyserøde elefant i rummet, som Clara og jeg behændigt undgik at nævne, når vi var sammen. Jeg spurgte ikke, og hun sagde ikke meget. Peter talte lidt med hende om forholdet, men jeg kunne forstå på ham, at der stadig ikke var nogen afklaring på, hvornår Theis ville bede om skilsmisse.

– Jeg er efterhånden bange for, at du får ret, Henriette, sukkede han. – Jeg tror ikke længere på, at han går fra konen. Det lød ellers som om, han var en reel fyr.

Jeg rullede med øjnene.

– Det syntes du også, Charlottes fyr gjorde, og han er mig bekendt stadig gift, svarede jeg syrligt.

En ny kollega

I løbet af foråret bemærkede jeg en forskel hos Clara. Hun begyndte igen at lave aftaler med sine veninder, og jeg blev glad, når jeg på Facebook så et opslag fra en café- eller shoppetur, hvor hun smilende sad omgivet af sine veninder.

Måske havde Clara endelig indset, at der ikke kom noget godt ud af at vente på Theis.

Og det var præcis sådan, det gik.

En forårsdag kom hun uden aftale forbi. Jeg havde ikke nået at lave kaffe, før hun proklamerede, at det var ovre med Theis.

– Ja, jeg gjorde det forbi, sagde hun, før nogen af os nåede at spørge. – Han går jo aldrig fra sin kone.

Over kaffen fortalte hun, at hun, i takt med at forelskelsens tåger lettede, indså, at han blev ved med at komme med nye undskyldninger for, hvorfor han ikke lige kunne blive skilt.

– Nåh ja, og så fik jeg også travlt på jobbet, sagde hun og rødmede svagt, men nok til jeg kunne se, at der var noget i gærde.

– Vi har så meget at se til i min afdeling, at der er blevet ansat en ny, fortsatte hun, mens smilet voksede frem.

Peter og jeg kiggede på hinanden. Der var ingen tvivl om, at denne nye kollega havde gjort indtryk på vores datter.

I dag ved vi, at den nye kollega hedder Kristian. Han er ikke længere kun Claras kollega, men også hendes kæreste. Udover at han er en virkelig sød fyr, har han hverken kone, børn eller en kompliceret fortid.

Clara er forelsket og glad, og jeg er virkelig taknemmelig for, at hun kom helskindet ud af forholdet til den gifte mand.

Forleden gik vi en lang tur, og på vejen sagde Clara, at hun i dag slet ikke kunne forstå, hvad hun dog havde set i Theis. Jeg måtte give hende ret, for jeg forstod heller ikke, hvordan vores intelligente datter kunne falde for ham og tro på alle hans forklaringer.

Men det er heller ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at hun selv indså, at hun havde fortjent en bedre mand, og det har hun fået nu.