Det er noget af det mest grænseoverskridende, Zenia nogensinde har gjort. At bede fremmede mennesker om hjælp. Økonomisk hjælp til at redde hendes liv – eller forlænge det – så hendes 2-årige datter kan få lov at beholde sin mor.
I efteråret sidste år lod hun derfor sin veninde oprette en privat indsamling i håb om at samle penge ind til en livsforlængende behandling, som kvinder i samme situation som Zenia tilbydes i udlandet, men ikke i Danmark. Det var så sårbart for Zenia, alligevel vidste hun bare, at det var hun nødt til at gøre.
– For jeg har et barn på to, og hende kan jeg ikke dø fra. Det vil jeg ikke. Jeg er fuldstændig desperat efter at redde mit liv. Samtidig skammer jeg mig også lidt over det. At jeg kan gøre det her for mig selv og prøve at finde behandlinger, der giver mere håb, mens andre unge kvinder herhjemme ikke kan og dør. Det clasher bare med alt, hvad jeg synes, vores sundhedssystem skal være og bør være. I virkeligheden synes jeg jo, at det burde være en mulighed for alle at få den bedste behandling, og at det er helt grotesk, at man skal samle ind til en behandling, der er godkendt i de andre europæiske lande, siger 36-årige Zenia Funch.
For to år siden så livet helt anderledes ud. Hun arbejdede som læge og drømte om at specialisere sig til fødselslæge. Hun og Jonas havde lige fejret deres kærlighed med et bryllup, de havde fundet det perfekte hus i Bagsværd, der skulle totalrenoveres, og endelig – efter flere svære forsøg – skulle parret nu være forældre.
Men kort inde i graviditeten mærkede Zenia en knude i sit ene bryst. Hun havde tidligere fundet ud af, at hun bærer på et særligt gen, som bringer hende i højrisikozonen for bryst- og æggestokkekræft, så selv om hendes læge umiddelbart foreslog at se tiden an, insisterede Zenia på at få det undersøgt med en ultralydsskanning og biopsi.
– Bare lige for at få det ud af verden. For jeg troede vitterligt ikke, at det var noget, siger Zenia.
Derfor tøvede hun heller ikke, da hun fik en notifikation på sin mobiltelefon om, at der lå et svar på sundhed.dk. Hun tjekkede det på vej ind til et jordemoderbesøg – overbevist om, at hun selvfølgelig ikke havde kræft – men for en stund tabte hun pusten.
For i svaret kunne hun læse, at hun havde brystkræft, og at der var tale om en meget aggressiv type, som hun aldrig havde hørt om før.
– Jeg blev ked af, at jeg havde fået kræft, men det var ikke, fordi jeg frygtede at skulle dø af det. Jeg var mest bekymret for Vilde i min mave og bange for, at det betød, jeg skulle afbryde graviditeten. Unge kvinder dør ikke af brystkræft i dag, det var vi styr på, tænkte jeg, fortæller Zenia.
På Rigshospitalet konstaterede man, at det var en lille knude, og at Zenia kunne fortsætte sin graviditet trods en lille operation og efterfølgende kemobehandlinger.
Eftersom der var tale om en meget aggressiv triplenegativ brystkræft, blev det planen, at hun skulle have fjernet begge bryster efter fødslen, da risikoen for, at kræften vender tilbage, er høj.
I begyndelsen af 2022 kom Vilde så til verden. Helt fantastisk – og hårdt – at lande i for den nye lille familie, der endnu ikke var færdig med deres nye hjem, og Zenia, der skulle fortsætte med kemobehandlingerne en måned mere. Men så langt nåede hun ikke, før hun opdagede en ny hævet lymfeknude.
Under hele graviditeten havde hun haft ondt i det ene bryst og nævnt det over for forskellige faglæger, men ingen havde ment, at det var alvorligt. Hun var også blevet ultralydsskannet undervejs, hvor man kunne se, at der ganske vist var forstørrede lymfeknuder, og at der foregik et eller andet, men de kunne ikke se, at der var kræft i. Nu fik hun en ny ultralydsskanning, der viste det modsatte, og da hun kort efter fik en skanning, lyste hele hendes bryst op.
– Jeg har det sådan, at det må have været der hele tiden, og at den kemobehandling, jeg havde fået, ikke har haft nogen effekt. Var jeg blevet skannet og ikke kun ultralydsskannet, var det sandsynligvis blevet opdaget tidligere. For første gang blev jeg ramt af en dødsangst. Jeg var godt klar over, at sandsynligheden for, at jeg skulle dø af det her, pludselig var blevet meget høj.
I løbet af kort tid fik hun fjernet det ene bryst, og igennem det næste år fik hun kemo- og strålebehandlinger, fjernet det andet bryst og sine æggestokke. Der var gode perioder, hvor hun var kræftfri, og der var dårlige perioder, hvor hun fik tilbagefald.
Samtidig begynde Zenia at læse alt om kræft, fordi hun ville optimere alt det, hun selv kunne for at undgå tilbagefald. Hun fandt studier, der viser, at nogle fødevarer er stærkere til at bekæmpe kræft end andre, og hun landede hurtigt på, at der skulle flere planter ind i familiens kost. Hurtigt blev det til en udelukkende økologisk, plantebaseret kost og motion i det omfang, hun havde kræfter til.
Hun ledte efter håb – og fik det tilbage. For hun fandt også overlevere, der havde den samme kræfttype som hende selv.
– Jeg læste hele tiden. Når jeg ikke kunne sove om natten eller sad på toilettet, læste jeg. Det gav mig viden. Også belastende viden nogle gange. For jeg opdagede jo, at de overlevere, jeg fandt, fik noget helt andet medicin end mig, og som der ikke er adgang til i Danmark, fordi det er for dyrt.
Det er blandt andet behandlingen Trodelvy, som studier viser har en god effekt, og som kvinder i samme situation som Zenia får tilbudt i Sverige, Norge og andre steder i Europa. I Danmark har Medicinrådet afvist den, fordi det mener, at behandlingen er for dyr.
– Jeg synes, det er så forargende og forundrende, når andre lande kan få det til hænge sammen. Hvorfor er vores unge kvinders liv ikke lige så meget værd? Det kan godt være, at det er livsforlængende behandling, men jeg kender til adskillige, der er kræftfri på Trodelvy og på andre behandlinger med f.eks. immunterapi. Det er dem, der ender med at leve meget længere end forventet. Det er den chance, man gerne vil have. Der er jo ingen af os, der ved, hvor længe vi lever, siger Zenia.
I sensommeren sidste år fik hun konstateret metastatisk brystkræft, og her opstod så tanken om en indsamling. Zenia og hendes mand havde optaget lån i huset, der skal sælges, så snart det er renoveret færdigt, og de havde brugt alt, hvad de havde. Nu stod de der og var desperate og måtte ty fremmede om hjælp.
– Jeg bliver rørt, når jeg taler om det, for jeg er så taknemmelig. Jeg fik så meget opbakning og kærlighed. Støtten var fuldstændig overvældende, siger Zenia, der allerede havde lavet en profil på Instagram og var begyndt at dele ud om sin hverdag med brystkræft.
I løbet af få uger var der samlet over 600.000 kroner ind til den behandling, som Zenia havde undersøgt som den mest lovende. Den foregik i USA, og i november fløj hun alene derover og fik den første behandling. I december var der nok til en behandling mere.
Lige nu får hun opfølgende kemobehandlinger i Sverige, som hun også selv betaler, og afventer at blive skannet og få svar på, om hun har brug for flere behandlinger i USA. Det er der ikke penge til lige nu.
– Når folk spørger om en plan, så er det svært at svare på. Vi retter hele tiden til. Det eneste, vi ved, er, at jeg skal være i behandling i lang tid. Det her er min vej i det, og det er ikke for alle. Den har også været svær. Men jeg tror på, at jeg bliver helbredt, for jeg skal være Vildes mor i mange år endnu.
Støt Zenia
Du kan også finde Zenia på Instagramprofilen @mere_end_stadie4 (link fjernet)