Opskrifter

En smag af Ægypten

Mandag, 15. september 2008af Redaktion
Det ægyptiske køkken er ikke det mest ophidsende i denne verden, men som en aflægger af det persisk-indisk-tyrkiske køkken med arabiske indslag har det et godt mezzekøkken - det vi i dag kalder tapas

Menuen er til 8 pers.

Stegte vagtler

8 vagtler
Salt og peber
Pinde
Lime
Olie til at stege i

Skær vagtlerne op i ryggen og fjern brystbenene. Flad fuglene ud, og stik grillspyd på kryds igennem. Drys med salt og peber og steg i olie på grillpande ca. 10 min. på hver side. Giv citron til, og spis som del af en hel buffet.


Hummus bil tahina

2½ dl udblødte og kogte kikærter
1 spsk. citronsaft
1 dl tahina (sesampasta)
Olivenolie
Hakket persille
8 orientalske fladbrød


Blend alle ingredienser undtagen persille, der drysses over og serveres med ægyptisk fladbrød, som lige lunes i ovnen.

Babaganoush

(Auberginemos)

3 auberginer
2-3 fed hvidløg
1 tsk. stødt spidskommen
3-4 spsk. olivenolie
Salt og peber
Frisk koriander


Bag prikkede auberginer i 30 min., til de er helt møre. Skrab indmaden ud, og blend den med hvidløg, spidskommen, olivenolie, salt og peber. Server i skål med frisk koriander over.



Babaganoush og hummus med fladbrød

Falafel

500 g udblødte, kogte kikærter
1-2 æg, salt og peber
1 tsk. stødt koriander
1 tsk. stødt spidskommen
½ tsk. stødt chili
2-3 fed hvidløg
1 bdt. hakket koriander el. persille
Olie til dybstegning

Blend det hele, og dybsteg små frikadeller i olie. Server med tzatziki og på spyd eller i brød med salat og tomater.


Tzatziki


½ l yoghurt naturel
el. græsk yoghurt
1 stor agurk
2-3 spsk. olivenolie
1-2 fed hvidløg
Salt og peber

Alm. yoghurt drypper af i kaffefilter el. køkkenrullepapir i et par timer, den græske yoghurt kan bruges, som den er. Agurken rives groft, og så meget væde som muligt presses ud i køkkenrulle el. et viskestykke. Hvidløg pilles og rives fint. Alt røres sammen, og der smages til med salt og peber.

STEMNING A LA CAIRO


På de smarte steder i Kairo i dag sidder man og dypper sit gode brød (for det kan de!) i de mange lækre dyppelser, spiser grillede vagtler eller stegte duer og nyder den orientalske stemning.
Den kan man sagtens genskabe derhjemme, og næsten alle ingredienser kan fås i ethvert supermarked.


Falafel med tzatziki

Opskrifter: Helle Brønnum Carlsen


Flere tapas-ideer? Klik her...