Opskrifter

Ingefærgravad laks

Torsdag, 22. december 2011af Redaktion
Kan bruges både som appetiser og forret. Se også videoen, der viser, hvordan du laver retten

Det lyder måske besværligt at skulle starte to dage før, men det er faktisk nemt, for det er tiden på køl, der gør det hele. På dagen, hvor laksen skal serveres, skal den bare skæres ud.

1 kg fersk lakseside (gerne et midterstykke)
2 spsk revet syltet ingefær
1 dl salt
1 dl sukker
2-3 julesalat
1 lille glas ørredæg, 50 g
citronolivenolie

TIP

Du kan også se videoen nedenfor, hvor Marie Melchior viser, hvordan du laver ingefærgravad laks

Start med at fjerne alle benene i laksen, hvis fiskehandleren ikke har gjort det. Tag 3-4 stykker syltet ingefær og riv dem fint. (Et Microplane rivejern er super til formålet.) Bland salt og sukker sammen med det revne ingefær. Gnid laksen ind i blandingen, læg den i et fad og dæk med film. Sæt fadet på køl, gerne med noget tungt ovenpå. Lad laksen stå i 1-2 døgn. Skær skiver af laksen og anret lakseskiverne på julesalat med ørredæg. Dryp med citronolivenolie.

Madopskrift: Marie Melchior


Find flere opskrifter her...
Svenske sild
Ovnstegt rødtunge
Rimmad laks

Få tjek på al julemaden her...