Opskrifter

Skinkeculotte med julepakker

Mandag, 29. november 2010af Redaktion
Smagfuld culotte med fine kålpakker

(2-3 pers.)

1 skinkeculotte
1 spsk. dijonsennep
1 spsk. sød, mild sennep
3-4 nåle hakket rosmarin
1 spsk. bouillon
Salt og peber

Julepakker
6 store savoj- el. hvidkålsblade
8 tørrede abrikoser
20 g tørrede rørhatte
25 g hakkede hasselnødder
10 g smør
1 dl snittet, blancheret kål
¾ dl piskefløde
Salt og peber

Julepakker: Blancher kålbladene 3-4 min. i letsaltet vand. Kom kålbladene i en sigte og skyl dem koldt. Fjern den grove midterribbe og stil bladene til side. Udblød abrikoser og svampe hver for sig en times tid i koldt vand. Hæld vandet fra abrikoser og svampe og hak begge dele med en kniv. Svits nødder, abrikoser og svampe i en gryde i smørret. Tilsæt blancheret kål og fløde, bland det godt og kog det tæt uden låg på et par min. Smag til med salt og peber og køl fyldet af. Fordel fyldet på de 4 kålblade og luk dem som små pakker.

Brun culotten ved god varme i en gryde. Læg culotten i en bradepande og drys den med salt og peber. Rør de to slags sennep sammen med rosmarin og bouillon. Smør sennepsblandingen på culottens fedtbræmme. Sæt den i kold ovn. Tænd ovnen på 160° og steg culotten ca. 40 min. ved 160° eller til et termometer i stegens midte viser 65°. Steg julepakkerne gyldne i en anelse smør på panden. Skær culotten i tynde skiver på tværs af kødfibrene og server med julepakkerne og aspargeskartofler.

Madopskrift: Anne Skovgaard-Petersen


Se en masse juleklassikere her...

Find flere opskrifter her...
Skinke med rødvinskanel, sky og pærer
Ristede andekartofler og krydrede rosenkål
Kalkunfrikadeller med varm rødkålssalat



Masser af gode køkkenting i Familie Journal Shop