Kan jeg bede om lidt mere end taknemmelighed?

Min søn og svigerdatter har tre børn, og i løbet af de seneste 20 år har jeg i deres hus, som fra begyndelsen var for lille til fem, bygget to ekstra værelser. Herudover har jeg bygget en hundegård med løbegård, to skure, lagt nyt gulv i hele huset, renoveret køkkenet, holdt deres bil med service, alle deres cykler og en knallert. Ja, jeg kunne blive ved ...

De spørger, om jeg kan lave dette eller dette, og naturligvis kan jeg det inden for lovlige rammer og evner. Der har aldrig og skal heller ikke være penge mellem os.

Men efter at jeg er kommet op i alderen, + 70, kniber det med energien. Jeg kunne jo bare sige nej, men livet har lært mig, at kan man hjælpe, hjælper man.

Jeg får altid et ”mange tak”, men jeg synes, at en lille erkendtlighed i form af en middag, en flaske vin, chokolade eller lignende efter en stor opgave ville være på plads, men det er jeg aldrig blevet præsenteret for. Det gør jeg selv de få gange, jeg har haft brug for hjælp.

Er jeg for sart, eller hvad syntes du?

Jeg får lyst til at udbryde ”hold da kæft!” – ja, undskyld mit sprog, men hvor har du bare været en kæmpe ressource i din søn og svigerdatters liv, og hvor har du været en helt fantastisk hjælp. Sikke mange kræfter du har lagt i at få de unge menneskers liv til at køre. De er helt sikkert meget taknemmelige for din hjælp. Med tre børn og måske to fuldtidsjob er tiden knap.

Du er ikke sart, når du længes efter anerkendelse for dit store arbejde. Vi vil alle sammen gerne påskønnes, når vi yder. Jeg ved ikke, hvornår i processen det er blevet en selvfølge, at du bare udfører arbejdet, og at de ikke lige laver en middag eller inviterer dig ud som tak for hjælpen. Men for dem er det åbenbart blevet helt normalt at nøjes med en ”tak”, som jeg er sikker på, de mener.

I mange tilfælde opdrager vi selv vores nærmeste og har dermed en andel i, at de tager os for givet. Vi vænner dem til det, fordi vi ikke siger fra. Måske har du ovenikøbet sagt netop de ord, som du selv lever efter, til din søn, og han er vokset op med ”kan man hjælpe, så skal man hjælpe”, og så skænker han det ikke en tanke, at man gerne vil anerkendes. Hjælp er bare en selvfølgelighed for ham.

Nu kan du måske lære ham noget nyt. Nemlig at du er en ældre herre, som gerne vil have lidt respekt og benzin på systemet i form af taknemmelighed og en lille erkendtlighed. Tal med ham om det. Han er din søn. Det ville være så ærgerligt, hvis der opstod en bitterhed mellem jer, og jeg tror bare, at han skal hjælpes på sporet.

I kan godt få en fin snak mand til mand. Vi skal guide hinanden, og tavshed er ødelæggende. Hvis din skuffelse bare ulmer i dit system, kan det stoppe for den kærlighed, du også føler. Du har sikkert lært sin søn en masse ting gennem livet. Du har måske lært ham at gå, at cykle, tale, spille fodbold eller alle mulige andre ting. Nu skal du så bare lige lære ham, hvordan man viser taknemmelighed, så hans ”gamle far” føler sig godt tilpas. Det kan du godt.

Held og lykke.