Et særligt minde står Mille Lehfeldts hjerte nær

Sommerens store udendørs forestilling fra Det Kongelige Teater er en ny opsætning af ”Snedronningen” efter H.C. Andersens eventyr i Ulvedalene i Dyrehaven. Kim Fupz Aakeson står for manuskriptet og Nicolei Faber for iscenesættelsen af historien om Kay, der får en splint fra Djævelens troldspejl i øjet, bliver hovmodig og kynisk og forsvinder fra sin Gerda – lokket af den iskolde snedronning. Mille Lehfeldt spiller titelrollen, og som Gerda og Kay ses Laura Skjoldborg og Alvin Olid Bursøe.

Hvordan griber du rollen som selveste Snedronningen an?

​​– På Ulvedalenes store scene er vi skuespillere små figurer. Det indebærer, at der skal gestikuleres mere end normalt, og Snedronningens flotte, lange negle lægger også op til, at jeg bruger hænderne i min gestik og mimik. Derudover er det mit mål, at Snedronningen skal udstråle stoisk ro. Alle andre personer i fortællingen farer omkring og viser store følelser, men Snedronningen har lukket helt af for sit følelsesliv og måske endda for alt menneskeligt liv.

Er det spændende at spille den onde skikkelse i eventyret?

​​– Ja, som skuespiller er det sjovt at prøve at arbejde med de karaktertræk. Det vækker min nysgerrighed. Hvorfor vil man for eksempel gøre sit hjerte koldt? Måske bunder det i et ønske om at skærme sig selv fra mennesker. Det er også fantastisk at arbejde med H.C. Andersens fortælling, som er renlivet kulturarv, og som tilmed er blevet forrygende gendigtet af Kim Fupz Aakeson i et sprog, som alle generationer forstår. I sig selv er det jo en historie, der gør varigt indtryk. Der er elementer, som har stået knivskarpt i min bedvidsthed, siden jeg som barn fik læst eventyret op for første gang.

Hvem inspirerer dig?

​​– Jeg indgik jo for mange år siden et arbejdsægteskab med to kolleger og gøglersjæle i den satiriske trio Platt-Form. Og det er i den grad et samarbejde, der inspirerer. Vi er forbundet via vores syn på verden og humoren, som der er god brug for i den tid, vi lever i. Og når nogen kan få mig til at grine, har jeg det bare sådan, at jeg får lyst til at lade mig inspirere til at blive et bedre menneske. Jeg kan også nævne min mor som en stor inspiration. I det hele taget inspirerer min familie mig på daglig basis.

Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?

​​– Jeg går ikke så meget i teatret, som jeg gerne ville. Men det er dejligt at kunne dele oplevelsen med sine børn, og det er vidunderligt, når det lykkes at skabe en familieforestilling, hvor alt går op i en højere enhed. Det gjorde det med Det Kongelige Teaters ”Pinocchio” i Skuespilhuset. Hele scenerummet blev udnyttet i en smuk og meget fantasifuld forestilling med et flot lydunivers og forrygende skuespil. Det handler som bekendt om en dukke, der bliver levende. Og netop titelfiguren blev spillet med en utrolig, fysisk overlegenhed, der gjorde brug af både dans og akrobatik.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

​​– Her må jeg fremhæve to ting, og den første har at gøre med min medvirken i Platt-Form. På det personlige plan er det et klokkeklart højdepunkt at kunne lave noget, der er ens eget, og tilmed selv sætte det op og være den, der bestemmer. Og det er en bedrift, at vi eksisterer endnu som gruppe og fortsat kan få lov til at optræde for publikum. At vores projekt kort sagt er lykkedes. Det andet højdepunkt indtraf for 10 år siden, hvor jeg stod på Det Kongelige Teaters gamle scene med begge mine forældre, Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer, i musicalen ”Cabaret”. Det vil altid stå som noget stort og som et fint minde for mig, at vi fik den oplevelse sammen. Særligt i lyset af, at min far ikke lever længere.