Sille er bededame: En bisættelse behøver ikke være alvorlig og trist

Som regel er der ikke meget sort tøj, dæmpet stemme eller opsat hår over 50-årige Sille Kongstad.

I 13 år har hun stået i spidsen for begravelsesforretningen Bededamerne på Frederiksberg i København.

Men dagens bisættelse var konventionel, og så går det selvfølgelig ikke at møde op i rød kjole, blå buksedragt eller sneakers.

Sille er bedemand, eller rettere sagt bededame, for hvorfor kalde sig noget med "mand", når man nu ikke er det.

Samtidig kan Sille godt lide, at ordet "bededame" signalerer noget andet end det, vi er vant til.

– Jeg tror, en del familier vælger Bededamerne til, fordi vi er kvinder og tilbyder et alternativ til "tre salmer og en udbæring". Hos os kan stort set alt lade sig gøre, så længe det er lovligt og sikkert, siger Sille.

En rustvognscykel

En sort, skinnende rustvogn triller andægtigt fra kirken eller kapellet, mens familie og venner kigger efter den med triste miner.

Sådan husker mange af os nok afslutningen på mangt en bisættelse.

Sille har da også en rustvogn, der både er sort og nyvasket, men cirka en gang om måneden bliver den i garagen.

Så springer hun i stedet på sin særlige rustvognscykel og fragter kisten til krematoriet.

Ofte går turen gennem København eller Frederiksberg, og tempoet er aldrig højere, end begravelsesfølget kan holde trit med cyklen på gåben eller egne cykler.

– Jeg er stolt af min rustvognscykel. Den skaber paradestemning, intimitet og nærhed. Ofte lægger vi vejen forbi steder, som har betydet noget for afdøde. Det kan være en café, parkbænk, have, et barndomskvarter eller Christiania, siger Sille.

Hun prakker aldrig de efterladte rustvognscyklen på, men er f.eks. en nyslået enke i tvivl om, hvorvidt det skal være dén eller rustvognen, nævner Sille gerne cyklens fremtidige rolle.

– Når cyklen bliver brugt, vil ingen fra bisættelsen nogensinde glemme den eller forveksle den med andre bisættelser. Cyklen er så anderledes, at den får dagen til at stå knivskarpt, siger hun.

Nogle familier vælger rustvognscyklen, fordi afdøde har cyklet hele sit liv, af klimahensyn eller slet og ret, fordi den er uhøjtidelig.

– Rustvognscyklen tager brodden af det alvorlige. Det skal der være plads til i kirken eller kapellet, men ofte sker der et rart stemningsskift, når kisten er båret ud til cyklen, og jeg afspiller afdødes yndlingsplayliste på fuld hammer, mens vi bevæger os gennem gaderne, siger Sille.

Hakkebøffer på kisten

De fleste ønsker blomster på deres kæres kistelåg, og mange får bedemanden til at bestille en dekoration hos en blomsterhandler og anbringe dekorationen på kisten, når den leveres.

Men ikke Sille.

Hun er kreativt anlagt og skaber ofte kistedekorationen sammen med afdødes familie.

– Jeg har ofte mange fine og afmystificerende samtaler med børnene imens: Hvad sker der, når mormor bliver brændt? Findes Gud? Børnene kan også være optaget af, hvordan en død ser ud.

Sille møder gerne familien i deres hjem dagen før bisættelsen, og så har hun oasis, bånd og blomster med, eller hun og børnene går på blomsterjagt i familiens have.

Det kan også være afdødes have eller kolonihave, og kistedekorationerne er ofte meget personlige.

Havplanter, grøntsager og kød kan også sagtens pryde en kiste.

– Engang lavede jeg en kistedekoration i hakkebøf. For nogen vil det være krænkende. Men familien syntes bare, det var fantastisk og helt i deres kæres ånd.

Vidste intet om faget

Sille åbnede Bededamerne, fordi hun havde til gode at finde sin hylde i livet, og fordi hun manglede en bedemandsforretning, hun selv havde lyst til at træde ind i, når hendes forældre engang skal herfra.

– Jeg tænkte, at der måtte være andre end mig, der kunne tænke sig noget andet end det stive og støvede. Dermed ikke sagt, at min måde at gøre det på er for alle eller er mere rigtig end den klassiske.

En bedemand står almindeligvis i mesterlære, men det gad Sille ikke, fortæller hun.

– Jeg ville ikke lære alle de usagte regler og rutiner, men træde ind i faget med andre øjne og mærke efter, hvad der ville give mening for mig, hvis jeg var pårørende.

At åbne en bedemandsforretning uden at vide noget om faget eller branchen var vanvittigt, ifølge Sille, men hun ansatte en rutineret sparringspartner på timebasis, og så gik det jo alligevel.

– I begyndelsen var jeg nervøs for, om jeg formåede at holde fast i min forretning og arbejdsglæden, for jeg kender mig selv som en rastløs sjæl. Men det går mere og mere op for mig, at jeg kan noget særligt, som giver mening for rigtig mange. Og det er fortsat en kæmpe drivkraft, siger Sille.

En fejring af livet

De fleste bedemænd gør ikke meget væsen af sig, ifølge Sille. De siger "jeg kondolerer" og får tingene til at ske fra en plads i baggrunden.

– Sådan en bedemand gider jeg ikke være. Jeg er til stede som det menneske, jeg er. Der er jo ingen grund til, at jeg skal ligne en, der slet ikke findes, siger Sille og uddyber:

– Personer, der har mistet, er vildt kede af det, men et dødsfald kan også have en anden side. Og den side vil jeg gerne have frem. Oftest har afdøde jo været på den her jord i mange år og har haft et dejligt liv. Derfor skal afskeden også være en fejring af livet.

Sille understreger, at et ungt menneske, der f.eks. er død i en ulykke, ofte også har haft et liv, der bør fejres.

– Forældre, der har mistet et barn, er typisk optagede af det aftryk, barnet satte i verden. Så selv om det er ubærligt at miste et barn, kan afskeden sagtens være en fejring af det liv, der trods alt har været.

Sille ser det altid som sin fornemmeste opgave at hjælpe den familie, hun står over for til at skabe en smuk afsked, som giver mening for netop dem, og som afspejler det menneske, familien har mistet.

– Når man er i sorg, er det svært at tænke ud af boksen. Derfor præsenterer jeg altid de muligheder, der kan være med til at gøre bisættelsen til en særlig dag. Ofte ligger det særlige i detaljen.

Sille har prøvet det hele og lidt til.

Men en hjemmebygget kiste var nu alligevel at sprænge rammerne.

– Jeg havde lidt paranoia over at cykle rundt med kisten. Den var bygget af en 80-årig dame 10 år tidligere, og det ville jo være en katastrofe, hvis bunden faldt ud!