Da Edith mistede sin mor, fik hun en ny begyndelse hos sin moster

Da 16-årige Edith Viktoria Slisz Andersen var lille, boede hun hos sin mor, Berit, i Helsinge. Det var en tryg barndom med kærlighed og nærvær.

Ediths mor var altid lyttende og god til at skabe tryghed. Hver aften nussede hun Edith på ryggen, indtil hun faldt i søvn. Senere på aftenen krøb Berit også under dynen ved siden af Edith, og resten af natten lå de tæt. De var på mange måder uadskillelige.

Men da Edith var ni år, døde hendes mor af en blodprop i hjertet, og pludselig ændrede alt sig, både for Edith og for hendes moster, 53-årige Gitte Hejn Kristensen.

Kan I beskrive jeres relation, da Edith var lille?

Gitte: – Jeg var med til fødslen af Edith og har altid følt en særlig tilknytning til hende. Lidt som om Edith var min egen datter. Jeg er også hendes gudmor, og på den måde kan det tænkes at være skæbnen fra begyndelsen. Det var meningen, at jeg skulle passe på Edith, hvis hendes mor gik bort.

Edith: – Jeg så meget op til min moster. Jeg kan huske, at jeg gerne ville ligne hende, og derfor gik jeg meget i hvide stropkjoler om sommeren, for det gjorde hun.

Gitte: – Det var så sjovt, for når vi gik sammen, sagde folk, at vi lignede hinanden. Og det gjorde vi virkelig også.

Hvilke tanker gjorde I jer om fremtiden, da Berit døde i december 2018?

Gitte: – Da min søster lå på hospitalet og kæmpede for sit liv, var jeg flere gange ved at sige, at jeg selvfølgelig passede på Edith. Men jeg turde ikke sige det, for tænk, hvis hun gav slip af den grund? Et eller andet sted var jeg også godt klar over, at jeg ikke behøvede at sige det højt. Jeg tror godt, at hun vidste det.

Gitte får tårer i øjnene, mens hun kigger over på Edith. Hun samler sig og tilføjer:

– Det sværeste var at se Edith komme ind på hospitalsstuen og vide, at hun aldrig fik sin mor med hjem igen. Det var slet ikke til at bære.

Edith: – Jeg kan huske, at jeg tænkte på, at det var ærgerligt, hun ikke ville opleve, at jeg blev ældre. Særligt var jeg ked af, at hun gik glip af min konfirmation. Ellers reagerede jeg ikke så meget. Jeg følte mig bare tom og lukkede mig inde i mig selv.

Edith flyttede efter morens død ind hos sin far i Helsinge. Men hun trivedes ikke i hverdagen, særligt havde hun problemer med at passe sin skole, og Gitte måtte flere gange om ugen tage turen fra Lund på Stevns til Helsinge for at hjælpe Edith og hendes far.

Det gjorde hun i flere år. Til sidst blev Gitte mere og mere desperat, for hun kunne se, at Edith ikke havde det godt.

Hvad gjorde du så?

Gitte: – Jeg ringede til Ediths far og sagde, at jeg som pædagog havde skærpet underretningspligt, og at jeg ville gøre brug af den for Ediths skyld. Han var helt enig og syntes, at det var en god idé. Han vidste godt, at han havde brug for hjælp til Edith, og han var taknemlig for det.

Få dage senere blev Gitte indkaldt til møde med Ediths far. Sammen med kommunen blev de enige om, at Edith skulle flytte til Stevns og frivilligt anbringes hos Gitte, som kunne være netværksplejeforældre for hende.

Hvordan havde du det, da det blev besluttet?

Gitte: – Jeg hylede og drak mig fuld, fordi jeg var så gal over, at det var en nødvendighed. Samtidig var jeg også lettet over, at der endelig blev gjort noget, så Edith kunne få det bedre.

Edith flyttede ind hos sin moster i december 2022, da hun var 13 år. I begyndelsen var det meningen, at det kun skulle være tre måneder, men det blev ændret til, at Edith skulle bo hos sin moster, indtil hun var 18 år.

Kan I beskrive, hvordan det var, da Edith flyttede ind?

Edith: – Jeg havde det virkelig svært med at skulle flytte ind hos min moster og kunne ikke se kærligheden eller meningen med det. Jeg ville bare gerne hjem til Helsinge.

Gitte: – Det var kaotisk, for jeg havde knoklet i fem dage med at få et værelse klar til Edith. Havde fået fint lyserødt tapet på væggene og sat møbler derind. Men det sværeste var, at Edith ikke var glad for beslutningen. Hun så mig som den ondeste moster. Men det var ikke tænkt som en straf. Tværtimod var det udelukkende af ren kærlighed og omsorg, for hun havde brug for tryghed og stabilitet.

Hvad var det sværeste ved at flytte sammen?

Edith: – At vores relation pludselig ændrede sig, det var virkelig ikke let. Særligt hvordan min moster satte grænser for mig, noget jeg ikke var vant til.

Gitte: – Det sværeste var, at jeg følte, at jeg skulle lære Edith at kende på ny, for hun havde forandret sig meget efter sin mors død. Lige da Edith var flyttet ind hos mig, stak hun to gange af til Helsinge, fordi hun ikke gad være hjemme hos mig. Det havde jeg aldrig forestillet mig, at hun kunne finde på. Heldigvis blev hun fundet igen nogle timer senere i god behold.

Hvordan håndterede du det?

Gitte: – Det var frygteligt, og jeg var rasende. Men jeg måtte jo også beherske mig, for ellers var Edith blevet skræmt fuldstændig væk. Og det var jo ikke meningen. Så det var også svært for mig, at jeg fik en anden rolle som moster; en der blev mere skrap og satte grænser, men samtidig ikke skulle være hård over for Edith.

Gitte fortæller, at Edith også havde svært ved at sove i begyndelsen, så Gitte brugte mange aftener på værelset for at give hende tryghed. Efter to måneder kom der en anden ro hjemme i huset på Stevns, og langsomt begyndt de begge at acceptere den nye hverdag og deres nye relation. Der blev også lavet en aftale om, at Edith skulle besøge sin far hver anden weekend.

Hvordan har Ediths far haft det med det hele?

Gitte: – Han har gennem hele forløbet været helt fantastisk. Han har virkelig støttet op om det hele. Han er lykkelig for, at Edith er flyttet ind hos mig og er glad for, at jeg tog ansvar. Det er vigtigt for mig at vise ham, at han altid er velkommen og er en del af familien. Derfor står der også en gæsteseng klar til ham, når han kommer på besøg.

Hvad har I været mest taknemmelige for?

Edith: – Jeg ved ikke, hvor galt det ville være gået, hvis jeg var blevet i Helsinge hos min far. Så jeg er dybt taknemlig for, at jeg flyttede ind hos min moster. Jeg føler, at hun har givet mig en ny begyndelse. Og hvis jeg ikke kunne få min mor, er min moster jo den næstbedste.

Gitte: – Jeg er taknemlig for at få lov til at genopdage Edith, fordi hun efter sin mors død på mange måder havde lukket sig inde i sig selv. Den Edith, vi kendte inden, var forsvundet. Hun var blevet fremmed for os, fordi hun ikke talte til os længere. Hun sagde ikke noget om sine følelser eller tanker, og alle ordene skulle lokkes ud af hende. Men i dag er hun blomstret op. Hun sætter grænser for sig selv og taler højt om sine følelser. Hun bruger sine ord. Så jeg er virkelig taknemlig for Ediths udvikling og for, at Edith i dag kan se kærligheden i min handling.

Når Edith og Gitte sidder ved siden af hinanden i køkkenet i huset på Stevns, er det tydeligt, at deres relation er kærlig, og at hverdagen er blevet en anden.

Der er kommet mere liv i huset, og Gitte nyder, at hun kan komme hjem fra arbejdet som pædagog på en specialskole med ro i maven, fordi hun ved, at Edith har det godt. Edith besøger sin far hver anden weekend, og hun har et godt forhold til ham.

Til sommer skal hun begynde i 10. klasse på Lundby Efterskole, og hun glæder sig til et år med nye venskaber og oplevelser på linjen ”Sport, motion og sundhed”. Hun har dog lovet at komme hjem på weekend ofte. Og Gitte er ikke i tvivl. Hun kommer til at savne Edith derhjemme.