Lige fra hjertet: Jeg måtte opgive min lille dreng

Mon ikke de fleste kvinder glæder sig vildt og inderligt, når de opdager, at de skal have et barn?

Sådan var det i hvert fald for mig. Fra det øjeblik jeg fandt ud af, at jeg var gravid, sørgede jeg for at leve så sundt, som det overhovedet kunne lade sig gøre. Kun det bedste var godt nok til den lille dreng, jeg ventede mig.

Efterhånden, som jeg voksede, begyndte bekymringerne dog at melde sig. Ville jeg i det hele taget være i stand til at passe en lille baby? Var jeg et godt nok menneske til også at blive en god mor?

Jeg skjulte mine bekymringer for Michael. Der var ingen grund til, at han også begyndte at spekulere over, om jeg ville blive en egnet mor.

Mødet med Michael

Jeg tænkte meget på min egen barndom. Jeg havde haft det trygt og godt. Jeg havde været lidt sky og selvudslettende, men det var ikke nogens skyld, sådan var jeg bare.

Som teenager blev jeg indlagt med en såkaldt ungdomsdepression, men jeg kom videre med mit liv og fik job som klinikassistent hos en tandlæge, og det var der, jeg mødte Michael. Muntre og glade Michael, der så stort på, at hans elskedes psyke måske var en smule svag.

– Jeg har styrke nok for os begge to, sagde han, da jeg fortalte, at jeg engang havde været indlagt.

Jeg troede på ham. Alt gik da også fint, jeg blev glad og udadvendt sammen med Michael, men i løbet af min graviditet vendte usikkerheden tilbage. Var jeg god nok?

En kvindes skrig

Den dag, jeg fik veer, var jeg stærk og glad, og de fysiske smerter skræmte mig ikke. Dem kunne jeg sagtens klare. Men da jeg havde født Oliver og fik ham lagt i mine arme, turde jeg knap nok røre ham.

Hvad nu, hvis jeg tabte ham? Og de der smalle, vrede øjne, var de ikke så vrede, fordi han var klar over, at hans mor ikke var dygtig nok til at tage vare på ham?

Pludselig hørte jeg en kvinde skrige. De samme ord om og om igen.

– Tag ham væk fra mig! Tag ham væk fra mig!

Først da jeg mødte Michaels forfærdede blik, forstod jeg, at det var mig selv, der skreg.

Jeg forsøgte at tage mig sammen, men jeg kunne ikke, og da jeg til min egen forfærdelse skulle hjem sammen med min søn, var min mor nødt til at flytte ind.

Så lå jeg bare der. Jeg vendte ansigtet bort, når drengen skulle ammes og græd som pisket, når min mor tog ham igen.

Min søster afløste min mor, der ikke længere kunne blive væk fra sit arbejde, men situationen var den samme. Jeg faldt dybere og dybere ned i et sort hul, og alligevel elskede jeg den spæde dreng, der var min.

Jeg elskede ham så højt, at det gjorde ondt i hjertet, men jeg var bange for ham. Eller måske var jeg mere bange for mig selv.

Frygtede raskmelding

Til sidst blev jeg indlagt.

Lægerne kaldte det for en fødselsdepression. De forsøgte at helbrede mig med medicin, men jeg søgte bare længere og længere ind i mørket.

Jeg var bange for at blive rask, for når og hvis det skete, skulle jeg tilbage til det barn, jeg både frygtede og elskede. Jeg skulle se ind i de øjne, der læste mig bedre end nogen andens, og det turde jeg ikke.

Det lykkedes mig at gemme nogle af de piller, jeg fik. Jeg anede ikke, hvad det var, men jeg samlede sammen, og en dag tog jeg en hel håndfuld.

Skikkelserne omkring mig blev tågede. Jeg var vist ved at dø, og jeg glædede mig til at få en ende på det liv, der var så svært. Så blev alt mørkt omkring mig, men jeg fik ikke lov til at dø. Jeg kom på sygehuset og blev pumpet ud.

Min mors ansigt, fyldt med smerte, var det første, jeg så, da jeg igen kom til mig selv.

– Hvorfor, Mia? spurgte hun med brudt stemme. – Du har da så meget at leve for. En dejlig mand og en skøn søn.

Det var nok det sidste, hun skulle have sagt. Jeg begyndte at græde. Jeg ønskede, hun ville forsvinde, for jeg følte mig som det dårligste menneske i verden. Jeg var ikke noget værd, og jeg formåede kun at gøre andre mennesker ulykkelige.

Bange for Michael

Michael kom også. Han forsøgte at lade, som om der ikke var noget i vejen, eller i hvert fald, som om alt nok skulle blive godt igen.

På et tidspunkt tog han min hånd.

– Vi savner dig, Oliver og jeg, sagde han med gråd i stemmen.

Det kunne jeg slet ikke leve op til. Mens jeg klamrede mig til Michaels hånd, begyndte jeg at græde.

Michael strøg mig over håret. Det var rart, indtil jeg pludselig blev overbevist om, at kødet faldt af hans hånd, som nu kun bestod af nøgne knogler, der om lidt ville flå mig i stykker. Jeg blev bange for ham.

Jeg begyndte at skrige af rædsel. En lille, klar plet i min hjerne registrerede det forfærdede udtryk i hans øjne, så var han pludselig væk, og jeg mærkede et stik i armen.

Ønskede at blive glemt

Jeg blev indlagt igen. På psykiatrisk afdeling havde jeg det godt. Jeg følte mig tryg.

Jeg holdt af de ens dage, jeg var tilfreds med, at ingen krævede noget af mig, og i virkeligheden ønskede jeg at blive blandt de andre sindslidende altid.

Når der blev talt om, at jeg vist var ved at blive rask og snart skulle ud i det virkelige liv igen, opfandt jeg stemmer, der talte til mig gennem radiatorerne.

Jeg ønskede kun, at de alle sammen ville glemme mig, så jeg kunne få lov at blive i de omgivelser, der ikke krævede andet af mig, end at jeg tog min medicin.

Jeg blev altid overvåget, når jeg tog medicinen. Det gjorde ikke noget. Når bare de lod mig være i fred, havde jeg ingen planer om at begå selvmord.

Forbudt forelskelse

Min mor besøgte mig trofast. Andre magtede jeg ikke at se. I begyndelsen ville jeg heller ikke tage imod hende, men efterhånden føltes det rart, at hun kom.

En dag så hun meget fortvivlet ud. Vi sad på en bænk i den store have, og jeg kan huske, at min mor havde et par æbler med.

– Hvad er du ked af? spurgte jeg.

– Din søster og Michael. De er blevet forelskede i hinanden.

Brøkdele af et sekund stak det pinefuldt i mit hjerte. Aldrig mere skulle Michael holde om mig og sige, at han elskede mig. Nu var det Annie, han holdt om.

Så fyldtes jeg med lettelse. Jeg var glad for, at Michael kunne blive lykkelig igen.

– Og Oliver? spurgte jeg lavt.

– Din søster elsker Oliver, som var han hendes egen.

Jeg smilede. Jeg vendte mig mod min mor og så hende i øjnene.

– Jamen, så er alt jo godt, sagde jeg.

– Åh Gud, Mia, elsker du slet ikke din søn?

– Jo, det er jo netop det, jeg gør. Og hvis Annie elsker ham, så bliver alting godt.

Jeg kunne se på min mor, at hun ikke forstod mig. Det gjorde nu ikke så meget. Jeg havde hele livet været vant til, at der skete ting i mig, andre ikke kunne forstå.

Det "rigtige" liv

Fra den dag begyndte det at gå fremad. Jeg havde fået nyt mod og begyndte endda at se frem til at komme ud i verden igen. Jeg vidste ikke, om jeg kunne klare det, men jeg vidste, at jeg ikke længere behøvede at frygte for mit barn.

Jeg kom ud igen. Jeg fik en beskyttet lejlighed, hvor der var dagligt opsyn med min gøren og laden.

Jeg fik et job på et beskyttet værksted, og jeg fandt en veninde, der ligesom jeg var bange for det helt rigtige liv eller i hvert fald for det, som alle andre kalder rigtigt.

Lissen og jeg gik i biografen sammen, og hun var også med hjemme hos mine forældre. Der var stadig smerte i min mors øjne, men hun behøvede ikke at bekymre sig så meget, jeg havde det faktisk helt godt.

Jeg havde stadig ikke set min søn, der nu var fem år gammel. Jeg turde ikke. Og så længtes jeg alligevel efter at se ham.

Jeg havde selvfølgelig set billeder af ham. Han er en køn dreng, og jeg er stolt af at være hans mor, men jeg vil altid holde det for mig selv. Min dreng har bedre af at have en mor som Annie.

Mødet med fortiden

En dag kunne jeg ikke længere holde mig væk fra det hus, der engang var mit og Michaels.

Jeg stod på den anden side af gaden og hørte en dreng le højt, og selv om jeg endnu ikke havde set ham, vidste jeg, at det var Oliver. Hans latter fyldte mig med lykke, for sådan kan kun en tryg og glad lille dreng le.

Jeg gik over gaden. Jeg stod på tæer halvt skjult bag et birketræ og så ind i haven. Min søster gik ned fra terrassen og hen mod den kønne dreng, jeg genkendte fra de billeder, jeg havde fået.

Oliver lo endnu højere. Så løb han hen mod min søster, der greb ham i armene og gav ham en svingtur.

– Mer, mer! råbte han og lo igen.

Michael kom også ud på terrassen.

– Hej, I to, råbte han dæmpet. – Julie er vågen. Hun vil vist have mad.

– Julie, Julie, lo Oliver, og med Annie i hånden hoppede han af sted op mod Michael.

Jeg var glad og fyldt med lettelse, da jeg gik tilbage mod min lejlighed. Min søn, min elskede søn, levede et godt liv. Det kunne han ikke have gjort på samme måde hos mig, og jeg kunne ikke ønske ham en bedre mor end min søster.

Selvfølgelig studsede jeg over, at min mor aldrig havde fortalt mig om deres lille datter, men det turde hun vel ikke. Stakkels mor.

Jeg har stadig en lang vej at gå, før jeg er tilbage i det såkaldt normale liv. Måske når jeg det aldrig. Det gør ikke så meget.

Lige nu er jeg så glad, som et menneske kan blive, og jeg har i sandhed noget at være stolt af. Jeg har givet liv til den dejligste dreng. Hvad mere kan man forlange? Det skulle da lige være omgivelsernes forståelse for en som mig.