Lone Theils: Jeg har svært ved at holde fri

– Se, nu er den der igen! udbryder Lone Theils, da hun får øje på en gråstribet kat, der sidder midt i stuen. Gennem sammenknebne øjne kigger den på en anden gråstribet kat, der titter ud bag bøgerne i en reol. Katten bag bøgerne er hendes egen, Krymmel, mens den anden er naboens, der af uvisse årsager har fået navnet Prut.

– Det er ikke et retfærdigt navn, for det er en rigtig sød kat, siger Lone.

– Den får kun tørfoder derhjemme, så Krymmels vådfoder er jo ligesom Noma, griner hun.

– De er ikke decideret uvenner, men Krymmel synes ikke om, at Prut kommer herover og spiser hendes mad, og det kan man jo sådan set godt forstå, siger hun.

Hun genner forsigtigt Prut ud på terrassen, hvor havebordet er dækket med smukke tallerkener i forskellige blå mønstre og en kande med hjemmelavet rabarbersaft, som hun har fået af en veninde. På et stort fad med et andet blåt mønster ligger en nylavet pastaret med krabbekød, bredbladet persille, chili og citron.

– Jeg kom hjem fra London i går, og krabbekødet har jeg haft med hjem fra Marks & Spencer, siger hun.

Det virker måske lidt voldsomt at fragte krabbekød på dåse over Nordsøen i en kuffert, men Lone understreger, at det er umuligt at finde netop dén type krabbekød herhjemme.

– Jeg har været hos samtlige fiskehandlere i København, men de har det kun på frost, og det er bare ikke det samme, siger hun.

Historisk møde

Vi er mødtes for at tale om Lones nye sommerroman, som du kan læse første afsnit af i næste uge. Romanen har hun skrevet særligt til Familie Journal, og for første og – understreger Lone – eneste gang i verdenshistorien mødes Nora Sand og Signe Brask i den samme historie. Det er lidt af en sensation, for hun har altid holdt de to hovedpersoner adskilt i sine romaner.

Nora Sand, som vi første gang mødte i ”Pigerne fra Englandsbåden”, der udkom i 2016, er journalist med base i London. Nøjagtig som Lone Theils selv var det, før hun blev krimiforfatter på fuld tid og flyttede tilbage til Danmark.

Signe Brask er politibetjent i Holstebro, hvor Lone selv er vokset op, og hende mødte vi første gang i 2019 i romanen ”Savnet”. Der er altså mange fællestræk mellem de to kvinder og Lone selv, og endnu vigtigere er der så mange fællestræk mellem de to karakterer, at de ikke kan andet end at irritere hinanden halvt til døde, når de endelig mødes i en idyllisk ferieby ved Vesterhavet, hvor der sker en række mystiske dødsfald.

Hvad der sker, kan du læse fra næste uge og i de efterfølgende fem uger, og uden at røbe for meget kan vi godt garantere, at det bliver spændende.

Perfekt ferielæsning

Lone har lige fra barnsben været fascineret af krimier og mysterier. Hun begyndte med Sherlock Holmes og serien om ”De tre detektiver”, og hun nød at gætte med undervejs.

– Det håber jeg også, Familie Journals læsere vil gøre, når de læser ”Hemmeligheden”. Jeg synes selv, den passer rigtig godt til at blive læst i en hængekøje eller under en parasol, siger Lone. – Det er virkelig en rigtig sommerkrimi.

– Jeg har hygget mig meget med at skrive romanen og ikke mindst med at sætte de to stærke damer sammen i én historie, siger hun.

Som vi sidder der på terrassen uden for Lones hyggelige haveforeningshus på Amager og nyder solen, den lækre pasta og rabarbersaften, mens en let brise sørger for, at vi ikke har det for varmt, er det svært ikke at tro, at vi befinder os midt i sommerferien. Og det er helt bevidst fra Lones side.

– Jeg er utrolig dårlig til at holde fri, så jeg forsøger at få sneget lidt ferie ind i min hverdag.

– Det er stort set kun, når jeg rejser, at jeg ikke arbejder på en eller anden måde, siger hun og peger hen mod en stor, overdækket træstol og siger: – Det er mit udendørskontor. Så sætter jeg mig med en stor hynde og computeren, og så føles det lidt som at have ferie, siger hun.

Føles lidt som pjæk

Lidt ferie skal hun dog have i år. Senere på sommeren rejser hun og en veninde nemlig til Italien for at tage et kursus i at lave mosaikker.

– Jeg har lavet lidt før, men det er svært, og jeg glæder mig til at lære nogle teknikker, så jeg kan arbejde videre på det på egen hånd.

Som med mosaikker er det at udtænke et plot til en roman et rigtigt pillearbejde, som skal passe sammen 100 procent for at fungere optimalt.

Lige nu arbejder Lone på de tre sidste afsnit af en true crime-serie om britiske seriemordere, og når den er afleveret, har hun endelig tid til at fordybe sig i et projekt, som hun har haft på tegnebrættet i mange år.

Hun vil ikke afsløre for meget, men vil gerne fortælle, at det handler om violiner, at hun har været i Italien for at researche, og at det ikke er en krimi. Eller ...

– Jeg genlæste lige indledningen forleden, og den er faktisk lidt krimiagtig, griner hun. – Men nu må vi se. Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang med arbejdet!

Mens vi har talt, har Prut sneget sig ubemærket ind ad køkkendøren, og nu ligger der en kat i hver sin ende af Lones seng og betragter den anden opmærksomt. På natbordet ligger en gigantisk stak bøger, og der er endnu flere i en stak på gulvet. Det er de bøger, Lone endnu ikke har læst. De andre står i den specialbyggede bogreol i stuen, der dækker hele den ene væg fra gulv til loft. Altså lige bortset fra dem, der ligger i bunker på sofabordet, og hvor der ellers er plads.

– I sidste uge læste jeg fem krimier. Det var i forbindelse med mit arbejde med en podcast, men jeg havde det alligevel, som om jeg pjækkede, da jeg sad og læste, fortæller hun med et smil.

– Det er virkelig et luksusproblem, for jeg elsker mit arbejde uendelig højt, så jeg beklager mig ikke.