
Kunne du tænke dig en naturlig, behagelig og nem måde at træne ansigtets mange muskler på? I så fald kan ansigtsyoga være svaret. Og så gør det jo ikke noget, at huden samtidig får et lille løft, bliver smidigere og fremstår friskere.
Uanset om du selv dyrker yoga, kender nogen, der gør, eller blot har bemærket de mænd og kvinder, der øver solhilsner på yogamåtter i byens parker og centre, så er ordet formentlig ikke helt nyt for dig.
Yoga har efterhånden været populært i Danmark i flere årtier, men på det seneste er en ny type dukket op, nemlig yoga for ansigtet.
I stedet for at fokusere på kroppen handler ansigtsyoga om at aktivere og styrke ansigtsmusklerne gennem massage og små øvelser.
Denne yogaform kan løsne spændinger og øge blodcirkulationen, som hjælper bindevævet med at danne kollagen, og dermed give huden et løft og et friskere udseende.
Vores ansigt har over 50 muskler, og når du træner og aktiverer dem, kan det, udover at opstramme ansigtet, tilføre volume og glød, skabe en følelse af ro og bidrage til mental balance.
Dorte Andersen er forfatter til bogen ”Træn dit ansigt friskt og yngre med ansigtsyoga,” der udkom på forlaget Turbine i 2024. Hun er uddannet yogalærer og ansigtsyogalærer og udbyder desuden workshops på Yogafacelift.dk. Derudover deler hun ud af sin viden på Instagram-profilen @yogafacelift.
Ansigtsyoga er med andre ord en kombination af skønhedspleje og velvære, og selv om massagen og øvelserne i begyndelsen godt kan føles lidt skøre og grænseoverskridende, er de effektfulde.
Det fortæller Dorte Andersen. Hun er kvinden bag bogen ”Træn dit ansigt friskt og yngre med ansigtsyoga” og står desuden bag virksomheden ”Yogafacelift”, der udbyder workshops om netop dette.
– Ansigtsyoga er en selvkærlighedspakke til ansigtet. Den styrker dit velvære, løfter ansigtets linjer og gør huden levende og lækker. På den måde bliver du den allerbedste udgave af dig selv, siger Dorte Andersen.
Denne yogaform kan ifølge Dorte Andersen også være med til at fjerne både ophobet væske og affaldsstoffer i ansigtet.
Til det kan du bruge en såkaldt gua sha. Det er et lille, glat, hjerteformet redskab, der er designet til at massere ansigtet og samtidig stimulere blodcirkulationen. Alternativt kan du bruge bagsiden af en spiseske.
Med blide, strygende bevægelser fører du redskabet hen over ansigtet og afslutter med at lede overskydende væske og affaldsstoffer ned mod lymfekarrene på halsen, som er området lige over kravebenet.
Bruger du en gua sha eller spiseske, kan du også opnå andre fordele.
– Du kan reducere dine rynker, gøre huden mere elastisk og smidig samt få en mere ensartet hudtone, forklarer Dorte Andersen.
Det er aldrig for sent at komme i gang, og det er samtidig nemt. Øvelserne kan nemlig, ifølge Dorte Andersen, udføres alle steder og på ganske kort tid.
Faktisk kræver flere af øvelserne udelukkende et sæt rene hænder samt den ansigtscreme, du allerede har stående i skabet eller på hylden.
– Det tager højst fire minutter at få gang i blodcirkulationen i ansigtet. Som begynder er det en god idé at få en rutine i gang om morgenen, når du alligevel smører dit ansigt ind i creme. Massér med flad hånd og med opadgående strøg på hvert punkt i ansigtet, forklarer Dorte Andersen.
Hun anbefaler desuden, at du begynder at tænke ansigtsyoga ind i din hverdag, så det er nemt at gå til.
– Du kan få has på dobbelthagen eller opstrammet din kæbelinje op, mens du sidder på cyklen, i bilen eller foran computeren. Det varierer fra person til person, men er du passioneret og udfører øvelserne dagligt, kan du se mere frisk ud allerede efter én uge, siger Dorte Andersen.
Brug nogle minutter på at massere dit ansigt om morgenen, når du tager creme, serum eller ansigtsolie på. Massér med flad hånd og med opadgående strøg på hvert punkt i ansigtet. Stå gerne foran et spejl imens.
Mikrotræn i løbet af dagen, når du alligevel går tur, kører eller sidder foran computeren.
Det kan være en god idé at tilmelde sig en workshop, så du ved, hvilke øvelser der passer til dit ansigt. Undersøg mulighederne på nettet, og vælg det, der passer til dig.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.