Traditionen tro: Sankthans og dets historie

Modsat påsken, Kristi himmelfartdag, pinsen og hvad vi ellers har af helligdage hen over foråret, er sankthans rent faktisk knyttet til en bestemt dato. Ingen behøver altså at tælle hverken dage, uger eller fuldmåner for at regne sig frem til, hvilken dato sankthans rammer et givent år. Sankthansdag falder, hvor den plejer, nemlig den 24. juni.

Nu tænker du måske, at det i bedste fald må være en såkaldt slåfejl, men den er god nok. Ligesom juledag altid ligger dagen efter juleaften, så ligger sankthansdag altså dagen efter sankthansaften. Og sidstnævnte er selvfølgelig den 23. juni, hvert eneste år.

Det er ikke tilfældigt, at denne højtid finder sted præcis et halvt år efter (eller inden om man vil) julen. Ligesom julen oprindeligt er en fejring af vintersolhverv, som markerer årets korteste dag, markerer sankthans altså modparten, nemlig årets længste, og de ligger selvsagt på hver sin side af årshjulet.

Et par dage for sent

Selv om de to solhvervsdage egentlig er daterede til den 21. december og 21. juni, markeres disse altså begge få dage efter.

Sommersolhverv blev tidligere fejret den 21. juni med en midsommerfest.

Da kristendommen gjorde sit indtog, og Johannes Døberens fødselsdag viste sig at ligge den 24. juni, gik det altså ud over midsommerfesten og solhvervets oprindelige fejringsdag.

Johannes Døberen gik også under navnet Sankt Hans, og hans fødselsdag fik derfor netop titlen sankthansdag. At denne så fejres aftenen forinden, er der tilsyneladende ingen særlig grund til, måske blot for at komme en dag tættere på solhverv, den oprindelige midsommerfest.

Allerede inden fusionen mellem Johannes Døberens fødselsdag og solhvervsfejringen var det store bål, som vi også kender det i dag, en markant tradition. Dengang havde det til formål at holde det onde væk.

Til gengæld er det relativt nyt med en heks som kronen på værket. Denne tradition kom først til i begyndelsen af 1900-tallet og har altså intet med de historiske hekseafbrændinger flere hundrede år forinden at gøre.

Når den hekseklædte stråkvinde ikke har nogen historisk reference, hvor i alverden kommer hun så fra? Tyskland, mener nogen.

Her har man i mange år haft tradition for at sætte ild til mænd formet af halm i forskellige anledninger, men ingen ved altså med sikkerhed, om der er en sammenhæng til den danske sankthanstradition.

Den skønneste krans

Sammen med heksen kom også båltalerne og dertil Holger Drachmanns berømte midsommervise.

Visen blev oprindeligt skrevet til komediestykket ”Der var engang” tilbage i 1885, men i dag forbinder langt de fleste nok teksten med den knitrende lyd af bålflammer og sene, faktisk den seneste af alle, sommeraftener.

Ikke mindst da Shu-bi-dua godt og vel 100 år efter tekstens tilblivelse satte mere tempo og rytme i den klassiske vise. Det er også denne version, der sidenhen har optrådt i Højskolesangbogen.

Foruden det ikoniske heksebål er også blomsterkransen et typisk billede på midsommer. En sådan smukt flettet hovedbeklædning spiller også, om ikke hovedrollen, så i hvert fald en markant birolle.

Men altså ikke i Danmark. I datiden var den velduftende krans dog tiltænkt køerne. Når den prydede køerne og omkransede dets horn, var det primært det, der var formålet, altså udsmykningen. Sekundært havde den til opgave at holde onde kræfter væk, så køernes mælk ikke blev stjålet.

Det var essentielt for beskyttelsen, at kransene var flettet af planten perikum, som efter sigende holdt hekse og andre onde kræfter væk.

Alligevel ophørte udsmykningen af køerne i begyndelsen af 1900-tallet, faktisk samtidig med at heksene af ukendte årsager fandt vej til bålet.

Fællesskab i fokus

Det er mere end 250 år siden, sankthansdag blev afskaffet som helligdag, men det har åbenlyst ikke forhindret os i at værne om sankthansaften.

I dag har den dog i langt højere grad kulturel og netop traditionel betydning fremfor at blive betragtet som en religiøs mærkedag eller en måde at holde onde ånder væk på.

Alligevel stimler vi danskere år efter år sammen på strande og havne, i parker og haver, men fremfor at holde onde ånder væk med et stort bål, handler det vist mest om at få hilst på genboen eller gamle bekendte, mens vi synger om ”fred her til lands” og ”ungdom til dans”, spiser en pølse og måske også indtager en fadøl.

Og det er da egentlig heller ikke så tosset.

Kilder: hojskolesangbogen.dk, natmus.dk og dmi.dk.