Lige fra hjertet: Min tid på lånekontoret

I en alder af 14 år forlod jeg skolen og blev ansat som ekspedient i en legetøjsbutik i den midtsjællandske købstad, hvor jeg voksede op. Årstallet var 1957, og jeg boede hjemme hos mine forældre. Min syv år ældre storesøster varetog jobbet før mig, men nu havde hun fået nyt arbejde i hovedstaden. Det var hos en af datidens pantelånere, og hans forretning lå på Vesterbro.

To år senere skulle min storesøster giftes med en landmand på vores hjemegn, og i den forbindelse ville hun holde op med at arbejde. Jeg var nu fyldt 16 år, og endnu en gang overtog jeg en ansættelse fra min storesøster.

Mødet med Onkel

Jeg blev boende hjemme, men skulle nu hver dag rejse med bussen til Valby og derfra videre med S-toget til Hovedbanegården. Det sidste stykke ned ad Vesterbrogade spadserede jeg.

Den tur kom jeg til at holde meget af. Alt var nyt og spændende, og mine øjne stod på stilke hele vejen. Især havde jeg lyst til at tage en tur med sporvogn, men jeg turde ikke, for hvor ville jeg havne? Desuden skulle jeg jo passe på tiden, for enten skulle jeg møde hos pantelåneren eller nå bussen hjem.

Min nye chef hed C.O. Johansen, og som byens øvrige pantelånere blev han i daglig tale kaldt for Onkel. Det lød familiært, men der var ikke noget familiært over Johansen. Han var en speciel herre, stor af skikkelse og altid iført nålestribet habit med vest, guldindfattede briller og blankpudsede sko.

Om vinteren og på dage med dårligt vejr havde han galocher over skoene for at beskytte dem. Under højre arm bar Johansen sin skindmappe, og i venstre inderlomme havde han monoklen, som sad i en guldkæde.

Monoklen var vigtig, for den brugte Johansen til at nærstudere de kostbare juveler og ædelstene, som kunderne ønskede at pantsætte hos ham.

Foruden mig var også to voksne kvinder ansat hos Johansen, hvor mødetiden var klokken otte. Hr. Johansen var der altid små 10 minutter før åbningstid, aldrig efter.

Om morgenen gik vi gennem kælderen og lageret for at komme op i forretningen, for hovedindgangen var spærret af to kraftige jernbomme. De skulle fjernes, før gadedøren kunne låses op. Derefter var butikken åben til klokken 17. Dog lukkede vi klokken 13 om torsdagen.

Splittet mellem frygt og beundring

Der herskede en speciel stemning omkring hr. Johansen, og jeg var splittet mellem at synes om ham og frygte ham. Hver morgen lavede han gymnastik ved at komme op på tå og derefter ned i knæ 10 gange. Så var dagen begyndt.

Rengøringen blev varetaget af den lille fru Hansen. Hun var en forslidt, tandløs kone med pjusket hår og et altid ulykkeligt udtryk. På armene havde hun ofte blå mærker, og fra min storesøster vidste jeg, at den arme fru Hansen fik tæv af sin fordrukne mand. Jeg havde altid så ondt af hende.

Forretningsgangen var den, at kunderne kom med en mere eller mindre værdifuld ejendel, som pantelåneren vurderede. De blev tilbudt et beløb, de kunne låne på genstanden. Hvis de accepterede, afleverede de ejendelen og modtog hele beløbet. Kunden skulle herefter i 10 måneder betale 1,5 procent af det lånte beløb pr. måned for at vedligeholde låneaftalen.

Hvis de skaffede penge til at tilbagebetale hele det lånte beløb plus renter, kunne de få deres pantsatte aktiv tilbage. Skete dette ikke, skulle pantaftalen efter 10 måneder fornys og renter og renters rente betales.

Nogle af disse belånte aktiver lå hos os i årevis. Dukkede kunden ikke op for at tilbagebetale lånet eller for at forny panteaftalen efter de 10 måneder, gik deres ejendel på auktion på Sagførernes Auktioner. Mange kunder mistede deres ting, fordi de var for fattige til at hente det hjem. Samtidig blev hr. Johansen mere og mere velhavende.

Besøg af berømthed

Vores mange kunder var vidt forskellige. Nogle af dem var velstående, men brugte alt for mange penge og måtte derfor pantsætte nogle af deres fine ting. Andre var fattige og kæmpede blot for at opretholde livet.

Blandt de mindeværdige kunder var blandt andre fru Ravn, som yndede at bære store hatte. Hun underholdt os gerne med historier om sin mandlige erobring fra aftenen før, og hun fik det altid til at lyde, som om det var foregået på et dyrt hotel.

Sandheden var, at fru Ravn kun frekventerede kvarterets ydmyge værtshus og blev betalt for sine tjenesteydelser af de mandlige gæster.

Jævnligt dukkede en kendt skuespillerinde også op i butikken for at pantsætte et smykke eller en kjole. Hun var nem at genkende, eftersom hendes ansigt ofte sås på plakater, i aviser og blade, men selv påstod hun at være en helt anden.

– Det er kun ved et pudsigt tilfælde, at jeg bærer samme specielle navn som skuespillerinden og desuden ligner hende til forveksling, sagde hun gerne.

Et skær af fordums fornemhed

En anden genganger blandt kunderne var den høje, kraftige fru Olsen, som havde mange børn og tit også et nyt på vej. Hun kom flere gange om ugen.

Om mandagen afleverede hun som regel sin ægtemands ur. Hr. Johansen havde bestemt, at dette ur kun måtte belånes med 15 kroner.

Tirsdag kom hun med hverdagstøj, som ikke var meget værd, men som dog kunne give til føden til familien den dag. Fredag fik hr. Olsen udbetalt sin ugeløn, og så blev tingene hentet hjem igen.

Men hvis Olsen faldt i på stamværtshuset på vejen hjem fra arbejde, var der ingen penge til at hente tingene hjem igen med, og så måtte de ligge til ugen efter. Det samme måtte regningerne til ismejeriet, købmanden, slagteren og brændselssælgeren.

Mange af butikkens faste kunder kæmpede hårdt for at holde skindet på næsen, og nogle af dem ville også gerne bevare et skær af fordums fornemhed. Fru Madsen med de lange negle, hvis mørkerøde lak skallede af, var stolt af sit dyre porcelæn med guldkant og påmalede roser.

– Det har tilhørt en grevinde, hævdede hun.

Det var dog ikke meget glæde, fru Madsen havde af det flotte spisestel, for det befandt sig oftere hos Onkel end hjemme hos hende selv.

Hjerteskærende møde

Jævnligt dukkede hr. Josefsen også op i butikken, og han fortalte, at han engang havde været artist. Nu vejede han 165 kilo, men han var efter eget udsagn altid i færd med at tabe sig.

Han kaldte sig forretningsmand og bedyrede, at han købte store biler og kunne få alle de flotte piger, han ønskede sig. Når han kørte væk fra Onkel igen, foregik det dog altid på en gammel, knirkende cykel. Det var lidt sørgeligt.

Mere ydmyge var familien Pedersen fra Vesterbrogade. Begge var de nærmest analfabeter, og de havde svært ved at hitte rede i ting vedrørende penge og datoer for fornyelse af pantede genstande.

Men én ting var de gode til, og det var at berige familien med et yndigt barn næsten hvert år.

Ofte mødte kunderne deres naboer eller andre bekendte i butikken. Så fortalte de gerne hinanden, at de blot var sendt ud i et ærinde for nogen, de kendte.

Men to uger senere mødte de gerne hinanden hos pantelåneren igen. Det var hjerteskærende, for det var nogle stakkels mennesker. Rigtig mange triste skæbner frekventerede butikken for at kunne købe sig noget at spise.

Besøget i boksen

For en ung pige fra provinsen var hele denne verden fremmed. Det var også en overvældende oplevelse at besøge boksen.

Den lå på lageret bag hr. Johansens kontor, og den havde en kæmpestor jerndør, som var 15 centimeter tyk. For at åbne den tunge dør og få adgang til boksen skulle der indtastes en kode på et stort håndtag. Kunderne kom dog aldrig længere end til skranken.

Da jeg første gang trådte ind i boksen, var jeg ved at falde i svime ved synet af hylder og skuffer med sølvtøj, smykker med store ædelstene, pokaler af guld og sølv og de mange, fine antikviteter som malerier og møbler.

Det var, som jeg forestillede mig skatkammeret i 1001 nats eventyr, og jeg følte mig meget betydningsfuld, fordi jeg fik lov at gå der mellem alle de rigdomme.

Når en kunde pantsatte ting, skulle pantet skrives ind i hovedbogen. Senere var det selvfølgelig meget vigtigt, at vedkommende fik den rigtige ting tilbage.

Fejlen

Det var en katastrofe, hvis vi ved en fejl fik udleveret den pantsatte genstand i stedet for at forny pantet. Kunden ville i de allerfleste tilfælde bare tage imod sin pantede ejendel og tie stille med, at den ikke var indløst endnu.

Da det skete for mig, behøvede jeg ikke at vente på, hvad hr. Johansen ville sige til mig. Jeg kunne se på hans gloende røde kinder, at han var meget vred. Ved en misforståelse var jeg kommet til at udlevere et ur, der var pantet til 15 kroner, til en kunde, og han havde ellers blot villet forny låneaftalen ved at betale renterne.

Nu måtte jeg tage turen ud til kundens adresse, som lå i nogle barakker ude i Valby. Det var vinter, mørkt og koldt, og angsten har sikkert lyst ud af mig, da jeg bankede på.

Døren blev åbnet af en stor, beruset mand iført en nusset undertrøje.

– Vil du ind og have en bajer? spurgte han jovialt.

– Nej tak, svarede jeg pænt og fremførte derefter mit ærinde.

Da manden forstod, at jeg ville hente uret tilbage, fik piben en anden lyd, og han lod sprogets værste gloser regne ned over mig. Dog endte det med, at han afleverede sit ur til mig, og jeg var glad og lettet.

Næste dag var hr. Johansen og jeg gode venner igen, og ingen af os omtalte senere episoden.

Den sidste Onkel

Jeg var ansat hos hr. Johansen i knap to år, og derefter blev jeg ekspeditrice i stormagasinet Crome og Goldschmidt på Østergade 2 i København. Her mødte jeg min kommende mand, som var i lære i herretøjsafdelingen.

Senere blev han autoforhandler på Stevns, og vi havde et godt ægteskab og fik et dejligt liv sammen. Desværre gik han bort i 2007.

I dag har jeg god tid til at lade tankerne gå tilbage, og jeg mindes ofte min tid hos pantelåner Johansen på Vesterbro.

Dengang var muligheden for at pante en ejendel tit den eneste mulighed for folk i nød. Ingen gik til pantelåneren for sjov, men for at få mad til bordet.

Da bistandsloven blev indført i april 1976, blev der heldigvis mindre brug for lånekontorer, og med tiden lukkede de alle. Faktisk blev hr. Johansen den sidste Onkel i Danmark.