Lige fra hjertet: Min tid på skolebænken

Hjemme hos os var det altid min far, der stop først op. Ikke noget med noget vækkeur, det var ikke nødvendigt. Han havde sit indre ur at gå efter, og det ringede tilsyneladende altid tidligt.

Så begyndte han at rumstere i vores treværelses lejlighed, hvis eneste varmekilde var kakkelovnen i stuen. Derfor kunne man i vinterhalvåret høre ham pusle med koks og pindebrænde, som han lagde til rette i ovnen, før han satte en tændstik til, og langsomt fik opvarmet stuen.

Det var derinde, jeg klædte mig på, når isblomster dækkede ruderne, endda indvendigt. Jeg snuppede simpelthen mit tøj og spænede ind i stuen, hvor jeg gjorde mig klar til den kommende skoledag.

Fem flade fingre

Så gjaldt det om at komme ud ad døren hurtigst muligt, for der var ikke noget med at komme dryssende i skole, efter klokken havde ringet.

Man kunne heller bare ikke snige sig ind, for gårdvagten stod på lur og snuppede enhver, der ikke var inden for skolens porte i tide. Så blev man tilbageholdt og risikerede endda at få sig en syngende lussing. Smak! Så landede der fem, flade fingre på ens kind, der glødede som farven på den lille rødhættes hue.

Det forsinkede selvfølgelig kun én yderligere, så man kom halsende til timen, og det var noget, ens lærer straks påtalte og skrev en anmærkning om i protokollen.

Det var ikke kæft, trit og retning, men det var tæt på. For selv om legemlig afstraffelse i skolen på det tidspunkt netop var afskaffet, fandtes der stadig lærere, der åbenbart ikke tog det så højtideligt og altså stadig delte lussinger ud. Dog brugte man ikke længere spanskrør på min skole, og det var jo altid noget.

Manglende respekt

Selv har jeg kun fået en på skrinet, som det hed, en eneste gang. Endda midt i en geografitime og lige for øjnene af alle de andre og det bare, fordi min sidekammerat og jeg havde travlt med at bytte hønseringe. Bang!

Lussingen faldt, og jeg fik så stort et chok, at jeg stadig husker det, som var det i går. Jeg følte mig meget fornedret og kæmpede for ikke at græde som en lille unge.

Selvfølgelig var det min egen skyld, for fra dag ét havde vi fået indskærpet, at man dels skulle rejse sig op, så snart en voksen trådte ind i klasselokalet, og dels holde sin mund og høre efter. Hvis man havde noget at sige, skulle man stikke fingeren i vejret og så ellers vente, til man fik lov ytre sig.

Nogle af drengene i min klasse var der ret meget krudt i, og mens vi artige piger så til med en let fnisen og beundrende blikke, kunne de finde på at lægge en tegnestift på føromtalte geografilærerindes stol, knække pegepinden eller gemme protokollen.

Det var kun i hendes timer, den slags fandt sted, for der var ingen, der var bange for hende. Hun forstod ikke at sætte sig i respekt, men det tænkte man ikke så meget over dengang, og den snert af medlidenhed, der måske dukkede op i mit sind, druknede hurtigt i mindet om den lussing, hun havde givet mig.

Ét blik var nok

Til gengæld var der ikke skyggen af den slags i de øvrige timer. Det havde ikke mindst noget med rygterne at gøre, for på sådan en stor kommuneskole midt i København, var der altid gang i rygtebørsen.

Da det forlød sig, at vi skulle have skolens strengeste lærer i engelsk, kan det nok være, vi fortalte hinanden skrækhistorier om hans gøren og laden, så den dag, han trådte ind i vores klasseværelse, var der en dirrende stemning i luften.

Hvad ville der nu ske? Ville han straks gennemskue, hvem der var ballademagerne? Ville han straffe misdæderen hårdt og kontant? Ville han slå, skrive anmærkninger i karakterbogen, sende én hen på inspektørens kontor, bare man sagde det mindste pip?

Vi gøs bare ved tanken og skævede til hinanden, da han, høj, rank og med et gennemborende blik, trådte ind og lukkede døren bag sig.

Ikke et eneste slag blev uddelt, ingen anmærkninger, ingenting. Ét blik var nok, og der var ro i klassen. Alle som én fik lært at tale engelsk, og om lørdagen læste han endda højt for os i halvdelen af timen og det med stor indlevelse.

Det var virkelig noget, vi så frem til, og der var så stille, at man kunne høre larmen fra sporvognene, der kørte tæt forbi uden for skolebygningen.

Slut med hemmeligheder

Jeg kunne virkelig godt lide at gå i skole, og jeg husker tydeligt den dag, hvor jeg med min mor i hånden trådte ind i gymnastiksalen sammen med alle de andre børn, der også skulle begynde i 1. klasse.

Generte og benovede holdt vi hver især godt fast i vores mere eller mindre nye skolemapper, som alle indeholdt et penalhus med nyspidsede blyanter, viskelæder og en lineal.

Imens bød selveste inspektøren velkommen, og mødrene smilede vemodigt, for nu var der endnu et af børnene, der var blevet stor nok til at komme i skole og lære ting, som måske var fremmede for mødrene, der i mit kvarter enten ikke havde nogen uddannelse eller blot en meget kort en af slagsen.

Min mor hørte til den første kategori, min far og mine søskende ligeså, så bare jeg holdt ud til syv års skolegang, så var alt godt. Men som nævnt, jeg befandt mig som en fisk i vandet og lærte hurtigt at læse, stave og skrive.

Det begyndte med bogen om Erik og Ida, og i den stod der ord som ”en ø, en sø, en is, en si”, og snart læste jeg højt fra samtlige skilte, når vi gik gennem byen.

– B-a-g-e-r siger bager. I-s-m-e-j-e-r-i siger ismejeri, smilede jeg stolt.

– Sikke du kan, sagde min mor, som fortalte vidt og bredt, at jeg endda kunne læse ord som ”slagter” og ”viktualiehandler”.

Jeg kan huske, at jeg tænkte, at når jeg nu kunne læse, så kunne ingen længere holde noget hemmeligt for mig. Hvis jeg ville vide noget, kunne jeg jo bare låne en bog om emnet og læse mig frem til svarene. Det var som at google, men den slags hørte selvfølgelig fremtiden til.

Navnet på min datter

Det ene skoleår tog det andet, og jeg fik både lært at hækle, strikke og sy, endda på symaskine.

Vi piger lærte også at stoppe strømper, som var noget, enhver kvinde skulle kunne, som skolefrøkenen sagde, mens hun så strengt på os. Efter at have hæklet grydelapper skulle vi sy små, hvide kapper til at binde om håret.

De var næsten magen til den slags, Laura bruger i Matador, og de var selvfølgelig tænkt til, når vi en dag skulle tilberede mad til vores mænd. Jeg har min endnu, fin og flot, for den har aldrig været i brug.

Det samme gør sig gældende for den gymnastikpose, vi skulle sy og tilmed brodere vores navn på. Jeg blev færdig med min i tide til forårsudstillingen for vores forældre, men min veninde nåede det ikke. Hendes navn bestod nemlig af først fem bogstaver, så en bindestreg og så yderligere syv bogstaver.

Mit navn har heldigvis kun fire bogstaver, så det var noget nemmere, og lige der besluttede jeg, at hvis jeg engang fik en datter, skulle hun ikke risikere at dumpe i håndarbejde på grund af et langt navn, så min datters navn har kun tre bogstaver.

Til gengæld var både det med kappen til hovedet og det broderede navn på gymnastikposerne afskaffet, da det blev hendes tur til at lære at sy.

Ingen udskamning

En anden ting, vi lærte i skolen dengang i 1950’erne, var god hygiejne. Vi fik fortalt, at det ville være godt med et ugentligt bad samt rent undertøj i samme anledning. Det fik jeg så, for når læreren havde sagt det, lystrede min mor.

Lørdag blev min badedag. Badet foregik i køkkenet, der blev varmet lidt op inden ved, at gasovnen blev tændt, så blev der kogt en kedel vand, der blev hældt i en kande og blandet med det fra hanen, så afvaskningen ikke blev iskold, og barnet, der stod i et vandfad, ikke blev forkølet.

Rent undertøj fik jeg også på, men ellers var det så som så med omklædningen, for så meget tøj havde jeg heller ikke at råde over. Men pyt, det var ens for alle, og når vi børn en gang imellem blev gennet ned i baderummet i skolens kælder, var der ikke noget tøsefnidder og drilleri, bare fordi man tog det samme tøj på igen bagefter.

Det eneste, der kunne give anledning til en form for udskamning, var, hvis man havde lus. Føj, hvor ulækkert. Der gik altid et sus gennem klassen, når skolens sundhedsplejerske dukkede op midt i en time bevæbnet med sin tættekam.

En efter en blev vi kaldt op og kæmmet i fuld offentlighed så at sige, mens man bad til, at man ikke var en af dem, der blev afsløret i at have lus.

Det skete jævnligt, og det skete også for mig, men det tog min mor helt roligt, fandt de rette remedier frem og gik i gang. At udrydde lus var hendes mindste kunst. Og lopper. Dem kunne hun fange med et snuptag.

Det kan godt være, jeg blev god til at læse, men lige det der lærte jeg aldrig.