Rubjerg Knude Fyr giver en flot udsigt over Vesterhavet og Vendsyssel; det har jeg i hvert fald hørt, da jeg selv beundrer fyret fra jorden og ikke mindst finder mit indre legebarn frem i Rubjerg Knude vandreklit, som fyret står i.
Utroligt, så sjovt det kan være at springe rundt i en kæmpe sandkasse!
Har du hørt om det ikoniske fyr?
I 2019 flyttede en lokal murermester fyret 70 meter ind i landet for at redde det fra havet.
Det skete under stor mediebevågenhed, og nu står fyret forhåbentligt solidt i mange år trods barsk vejr og strømmen af turister, der åbenbart ikke har noget imod at stige de 30 meter til tops.
Rubjerg Knude Fyr er gratis og har åbent døgnet rundt.
Tag evt. traktorvognen Knuden, som kører fra p-pladsen ved Fyrvejen i Lønstrup, til og fra fyret.
Vi er så heldige kun at have otte minutter i bil fra vores sommerhus til havnebyen Juelsminde ved den yderste nordlige ende af Vejle Fjord.
For os er 'Julle' til den stille og måske lidt kedelige side om vinteren, men nu er der ingen grænser for hyggen og morskaben!
Om sommeren tilbringer vi timevis på Østjyllands største legeplads, Juelsminde Naturlegepark, hvor der er aktiviteter til børn i alle aldre.
Der er bl.a. en mavekildrende 'skibakke' med kunstgræs, hvor ungerne kan rutsje på tilhørende numsebrætter, høje klatretårne for de vovelystne, en Tarzan-bane, skatebane, boldbane samt trampoliner og en svævebane at muntre sig med.
De voksne kan spille padel, gå en lille tur i skovområdet, nyde udsigten fra Odelsbjerget eller nyde en is eller iskaffe i solen eller skyggen.
Tag gerne mad med til grillen (eller smut i Netto ved siden af legepladsen), der er til fri afbenyttelse – og afsæt gerne en halv dag på legepladsen.
Mindst!
Se mere på wp.juelsmindenaturlegepark.dk
Der er fire år mellem mine børn, og det kan gøre det udfordrende at finde på noget at lave, som de begge – og forældrene – synes er sjovt og givende.
Vilgurd Familiecamp på Ingstrup Efterskole, Nordjylland, er svaret på vores bønner.
Her er alle aktiviteter arrangeret og målrettet børn fra fire til 104 år, så man skal bare møde op og deltage i det, man vil, i en uge.
Vi kan bl.a. anbefale pilefletning, sanketur, klatretårn, morgenyoga, kageværksted, solnedgangstur og hallen, hvor der er fri leg og spil.
De såkaldte aktivitetsspiloter, der står for Vilgurd-aktiviteterne, er veloplagte, og maden er så god, at man skulle tro, vi var på et dyrt, dansk badehotel.
Vi kommer i hvert fald gerne igen alene på grund af måltiderne, som tilberedes med lokale, overvejende økologiske, råvarer af kokke på stedet.
Familiecampen er mobilfri på fællesarealer, hvilket er et plus for os, der kan være lidt for glade for vores skærme.
Midt i august 2025 forventer Vilgurd Familiecamp at åbne for bookinger til sommeren 2026.
Hold øje med vilgurd.dk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.