En særlig tv-serie har blæst Joachim Knop bagover

”Skønheden og udyret – The Musical” efter Disney-filmen af samme navn er tilbage i Danmark, hvor forestillingen har premiere på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Siden går den på turné og vil kunne opleves i en række større, danske byer. Johanne Milland og Kenneth M. Christensen spiller titelrollerne, og som tepotten Mrs. Potts, uret Cogsworth og lysestagen Lumiere ses Sofie Lassen-Kahlke, Joachim Knop og Carsten Svendsen.

Synger I på dansk eller engelsk i ”Skønheden og udyret”?

– På dansk. Og heldigvis for det i og med, at alle i salen har set filmen og hørt sangene på dansk. Når der er meget skuespil og især komik involveret, går jeg i øvrigt meget ind for at spille og synge dansk. Jeg var tæt på at nægte at medvirke i ”Tryllefløjten” på Den Jyske Opera, fordi vi skulle spille på tysk. Undtagelsen er for mig ”Mamma Mia”. Abbas sange skal nu engang være på engelsk.

Hvad er dit eget forhold til Disney-eventyret?

– Jeg er en håbløs romantiker. Jeg har set både tegnefilmen og den genindspilning, der er lavet med levende skuespillere, og jeg falder for alle Disneys tricks. Jeg elsker at sidde i salen og tude og grine, og det er præcis det, Hollywood evner at få dig til. Hvad angår min rolle som Cogsworth, spiller jeg jo ikke bare et ur, men et lille kaminur. Jeg spiller hele rollen på knæ og ser komisk ud, når jeg tøffer hen over scenen på mine knæbeskyttere. Fordelen er, at jeg slipper for svære dansetrin. Men jeg er meget glad for orden og elsker at være vicevært, så i den forstand er jeg nærmest skabt til rollen.

Ser du mest dig selv som operasanger eller skuespiller?

– Målt på den tid, jeg har brugt på uddannelsen og arbejdet, må det blive operasanger. Men jeg medvirker i mange forestillinger, der rummer lige så meget tale som sang. Operaens verden er i høj grad styret af perfekte indspilninger og fastlåste regler, og jeg har lært meget af mine musicalroller, når det handler om at synge med det næb, man er født med. Der har man langt større frihed til at give sit eget bud på, hvordan en rolle skal synges. Jeg skyder i øvrigt med spredehagl på mine gamle dage og har også prøvet at gå jazzvejen med albummet ”Evergreens på dansk – Fortællinger fra en jazztid”. Og får jeg tilbudt en stor rolle i en søndagsserie på tv, er jeg frisk!

Hvem inspirerer dig?

– Mine inspirationskilder spænder fra min hund til min hustru og fra Sting til min favoritkanal, P8 Jazz, som jeg i en kombination af rastløshed og tinnitus altid har kørende i baggrunden. Enkelte gange har jeg sågar haft held at inspirere mig selv.

Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?

– Jeg blev blæst fuldstændig bagover over dramaserien ”Adolescence” på Netlix. Særligt da det gik op for mig, at hvert afsnit var lavet i en enkelt, lang optagelse. Det er vilde præstationer, man er tilskuer til her. Særligt teenagedrengen Owen Cooper spiller sin hovedrolle så imponerende, at jeg var sikker på, han allerede havde haft store roller. Men serien er hans debut. Så det kan godt være, at skuespil er et håndværk, som kan opøves ved hård træning. Men der findes også autodidakte mirakler.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– Hver forestilling, hver eneste aften og hver ny produktion er for mig den hidtil vigtigste og sjoveste. Og når det undtagelsesvis ikke er tilfældet, er det heldigvis bare et tre måneder langt forløb, det drejer sig om. Alt i alt er jeg bedre stillet, end hvis jeg var fastansat i Nordea med en hel flok kolleger, jeg ikke brød mig om.