En læser fortæller: Jeg fandt min spirituelle side

Jeg havde netop fejret min 40-års fødselsdag på én af byens fineste restauranter og omgivet af veluddannede veninder og familiemedlemmer, som uafhængigt af hinanden spurgte, om det ikke snart var på tide at slå sig ned med mand og børn. Som om den slags spørgsmål blev legitime sekundet, jeg fyldte 40.

Jeg var karriereorienteret og brugte de fleste vågne timer på mit arbejde som jurist. Jeg boede et eftertragtet sted i storbyen, datede, men sås ikke fast med nogen, og synet af babyer havde aldrig fået mine æggestokke til at klø.

– Lykken skal ikke findes i en mand.

Sætningen var egentlig min mormors. Noget, jeg havde hørt hende sige ved flere lejligheder, når folk spurgte ind til, hvorfor hun havde været alene i størstedelen af sit liv. Nu leverede jeg selv den samme replik, hvilket var til stor skræk for min mor. Hun rullede med øjnene, men jeg kunne se på hende, at sætningen var forbundet med ubehag.

Som barn fik jeg altid at vide, at jeg mindede om min mormor, og som voksen kunne jeg selv se, at jeg lignede hende. På en eller anden måde var jeg mærkelig som hende, men så længe vi ikke talte om det, var det nemt at glemme, og jeg gemte mig godt bag min mur af høj social status.

Villa, Volvo og vovse var ikke noget for mig. Men hvad var meningen med livet så, når jeg ikke ønskede mig et traditionelt familieliv? Jeg gik mange ture i håbet om at finde svaret på, hvad der manglede i mit liv. Langsomme ture i hverdagstøj, powerwalks iført træningssæt, altid på jagt efter noget, der kunne lukke mit indre hul i brystet. Udadtil havde jeg mange af de ting, folk stræbte efter. Alligevel var følelsen af tomhed nærmest helt fysisk.

Under en gåtur i højt tempo stoppede jeg op og tog mig til hjertet, mens jeg gispede efter luft. Gåturen havde nærmest udviklet sig til en løbetur, og mit hjerte var på overarbejde. Der stod jeg og mærkede, at jeg var i live, samtidig med at jeg følte mig stendød.

Foran mig var en lygtepæl plastret til. En efterlysning af en kat blandede sig med reklamer for forskellige arrangementer i byen. Mine øjne standsede ved en af dem. En messe for krop, sind og ånd. Der stod, at der kom mere end 50 forskellige udstillere, og at arrangementet løb ad stablen den kommende weekend.

Jeg slog blikket ned for dernæst at lade øjnene hvile på reklamen igen. Jeg havde ingen planer i weekenden, og skønt jeg næppe kendte nogen, som ville med til krop-sind-ånd-messen, vidste jeg, at jeg måtte med. Noget kaldte på mig og vækkede minder, som jeg i mange år havde gjort mig umage for at gemme væk.

Jeg tænkte på min mormor. Hun levede ikke længere, og alligevel var jeg overbevist om, at hun var her et eller andet sted. Hun kunne ikke ses med det blotte øje, men hun fandtes endnu; på en anden frekvens eller et andet sted, som var utilgængeligt for de fleste mennesker. Jeg havde lukket døren til min sjette sans for mange år siden; allerede dengang jeg var en stor teenager, men den spirituelle verden havde ganske vist banket på min dør med jævne mellemrum.

Efter at have taget et billede af reklamen for messen gik jeg videre. Mine ben var nu så lette, at det føltes, som om jeg fløj hele vejen hjem.

En helt anden følelse havde fulgt mig, dengang jeg var barn, nemlig en tung følelse af skam og en bevidsthed om at være forkert. Som min mormor, der påstod, at hun kunne tale med de døde, dengang hun levede. En evne, der havde fascineret mig, men som havde skræmt min mor. Der var nemlig det med mormor, at hun også var bipolar og periodevis manisk. Under min mormors svære perioder fyldte det spirituelle meget. Så hvad var hallucinationer, og hvad var virkelighed? Det var nogle spørgsmål, som jeg også stillede mig selv.

Fra en ganske tidlig alder havde jeg haft stærke intuitive fornemmelser. Min mormor sagde, at jeg havde et klart syn, og at jeg derfor kunne se ting, der ikke var undt alle mennesker at se. Måske havde alle et klart syn engang, for mange år siden, men moderne mennesker har flyttet sig så meget fra naturen, at mennesket ikke længere er så intuitivt og spirituelt. Det mente min mormor i hvert fald.

Som barn var hun den eneste, der troede på mig, når jeg drømte om ting, der senere viste sig at ske. Som 9-årig drømte jeg, at min bror blev ramt af en bil. Jeg vågnede med et sæt, og til mit store chok ringede telefonen snart og vækkede mine forældre. Min far kørte straks, mens min mor græd. En bil var kørt over for rødt, idet min bror passerede et fodgængerfelt. Det var heldigvis ikke så alvorligt, men han havde brækket benet og var nu på vej på hospitalet.

Da jeg næste dag fortalte mine forældre, at jeg havde forudset hændelsen gennem en drøm, sagde min far, at det var noget værre pjat, mens min mor lignende én, der havde set et spøgelse. Bleg og bange.

At jeg drømte, at min bror ville blive kørt ned samme nat, som han blev det, var ikke det eneste uforklarlige, der skete. Som barn tænkte jeg ofte tanker, som senere fik hold i virkeligheden. Jeg hørte, hvad folk sagde, når jeg ikke burde kunne det … Min mormor kaldte det for medfødte evner, men i modsætning til hende var mine forældre imidlertid ikke gode til at støtte op om mit klarsyn. Når jeg ser tilbage, var det især min mors svære forhold til det spirituelle, der i mange år fik mig til at lukke ned for mine evner i stedet for at omfavne dem. Og sandheden var også, at jeg var i tvivl. Hvad var det egentlig, jeg kunne? Havde jeg overhovedet nogle evner, eller var det ren indbildning?

Da jeg fandt mig selv til krop-sind-ånd-messen dén weekend, blev det tydeligt for mig, at tiden nu var en anden end dengang, jeg var barn. Det spirituelle var mere acceptabelt. Ligefrem moderne, kunne man mene. Jeg gik på opdagelse i spændende boder med sten og krystaller, trommede på trommer og overværede shamanistiske ritualer. Jeg købte duftlys, røgelse og hvid salvie til at rense energierne i mit hjem. Jeg havde aldrig benyttet mig af den slags før, men i dette forum føltes det naturligt, acceptabelt og rigtigt.

Tiden gik hurtigt, og inden jeg vidste af det, var de første par timer allerede gået. Min taske indeholdt nu også et par salver, olier og en enkelt krystal, men jeg havde endnu ikke benyttet mig af udstillernes ydelser. Her kunne man både få læst hænder og få lagt tarotkort. Selv om jeg aldrig betvivlede min mormors evner – og på trods af, at jeg selv havde haft mange uforklarlige oplevelser i mit liv – var der stadig en del af mig, som forholdt sig meget kritisk til alt dette. Var hele denne messe det rene plattenslageri? Et stort fupnummer? Jeg lod tvivlen komme dén clairvoyant, som tilbød mig en 10 minutters session, til gode. Hun var varm og bød mig indenfor i sin stand, hvor der var mulighed for, at vi kunne trække os tilbage og få lidt kærkomment privatliv bag et forhæng.

Hun lukkede øjnene og bad om tilladelse til at tune ind på mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, men jeg havde ikke forudset, at dettte møde skulle vise sig at blive livsændrende. Clairvoyanten sagde, at jeg i en stor del af mit liv havde følt mig forkert, og at den eneste, der havde set mig, var et misforstået menneske.

– Mennesker med klarsyn kan godt være psykisk syge, men det gælder langt fra alle. Derimod har stort set alle mennesker med klarsyn på et tidspunkt været i tvivl, om de er syge.

Clairvoyanten så direkte ind i mig. Min mørkeste hemmelighed og min største frygt: Var jeg psykisk syg ligesom min mormor?

Bedst som jeg troede, at clairvoyanten ikke kunne sige mere, så hun på mig og fortsatte:

– Men mange af de ting, jeg fortæller dig, ved du allerede, for du har selv stærkt spirituelle evner, Kaja.

Hun smilede ømt til mig og takkede for en god seance. Jeg var så paf, at jeg glemte alt om at være høflig. Jeg havde end ikke præsenteret mig ved navn, alligevel kendte clairvoyanten mig bedre end nogen anden. Og nu kendte jeg også en ny side af mig selv. En side, som jeg ikke længere kunne ignorere, men som jeg var nødt til at forfølge.

Det kom som et stort chok for alle, da jeg bad om et halvt års orlov. Min chef spærrede øjnene op, da jeg sagde, at jeg ikke bad om orlov, fordi jeg skulle ud at rejse, i hvert fald ikke med en flyver. Spirituelt skulle jeg dog på mit livs største eventyr.

Mit jakkesæt som jurist harmonerede ikke med hørkjolen, som jeg snart trak i. Flere veninder fandt min jagt på at opnå et fuldt klart syn spændende, men der var også nogle, der trak sig. Mine forældre stod også i hver sin lejr. Min far mente, at jeg var i en midtvejskrise, mens min mor, til min egen store overraskelse, var nysgerrig. Hun vovede endda at tage med mig på et silent retreat.

I stilheden fandt vi hinanden. Hun beklagede, at hun ikke havde tacklet mine evner bedre, dengang jeg var barn. Hun sagde desuden, at hun aldrig havde betvivlet, at jeg kunne noget særligt. Desto tættere jeg kom på min mor, desto mere nærmede jeg mig svaret på, hvad jeg skulle med mit liv.

Da min orlov var forbi, var min rejse kun lige begyndt. Jeg opsagde mit job, solgte min lejlighed og flyttede ind i noget billigere. Materielle goder havde ikke længere den samme betydning for mig, men dén opsparing, jeg havde oparbejdet, mens jeg arbejdede som jurist, betød, at jeg ikke behøvede bekymre mig om økonomi i lang tid. Jeg var økonomisk sikret og især nu, hvor jeg havde skåret ned på mine udgifter. Noget, der muliggjorde, at jeg kunne uddanne mig som clairvoyant og healer.

I dag er jeg spirituel vejleder med egen klinik, og aldrig har mit hjerte føltes mere helt, end det gør nu.